Dansk Folkepartis velfærdsglæde er forloren. Partiet er fint tilfredse med de mange nedskæringer, og ikke mindst de gaver, de får til gengæld.
Efter finansloven lyder mange analyser på, at DF har tabt finanslovsforhandlingerne. Det er imidlertid ikke nødvendigvis tilfældet. DF har aldrig leveret politisk på den velfærd, som de hævder at være garanter for. Det er kun for ganske nyligt, at partiet overhovedet er begyndt at interessere sig for den, og det skyldes primært taktiske afvejninger. Alle fra Kjærsgaard til Thulesen Dahl har historisk set talt for økonomisk liberalisering.
Derfor er det mere nærliggende at konkludere, at DF er fint tilfredse. Det afspejles i Kristian Thulesen Dahls udtalelser. Både i TV og på Facebook taler han selvfølgelig de få ekstra skattekroner på sundhedsområdet op, som om de overskygger den overordnede slagtning af de offentlige finanser.
Mere spændende er det dog, at han fremhæver f.eks. reduceringen i registreringsafgiften som et positivt område. Igen ser vi, hvordan DF ikke er bundet af traditionel højre/venstre tænkning: Dahl kan fremhæve en klar liberal sejr, som en gevinst for velfærden, fordi "børnefamilierne nu har bedre råd til biler." Dahl ligner ikke en slagen mand, og der er heller ingen grund til at tro, at han skulle være det. Hvis finansloven ikke koster på vælger-fronten, er han sluppet afsted med mord.
Hertil kommer så, at DF sikkert har fået rigeligt med indrømmelser på andre områder i fremtidige aftaler. Hvis det er tilfældet er der endnu mindre grund til at være utilfreds med aftalen fra DF-ledelsens synspunkt. Som støtteparti til en blå regering befinder DF sig i en win-win situation: de kan begræde alle liberaliseringerne, selvom de er fint tilfredse med dem, og endda kræve sig betalt for disse i politik, som partiet vurderer er vigtigere.
Så længe de radikale, Enhedslisten og Alternativet fortsat er ekstremt kritiske overfor indrømmelser på udlændingeområdet har DF en permanent undskyldning for at pege på Lars Løkke Rasmussen, på trods af nedskæringer.
Elefanten i rummet - og venstrefløjens håb - er selvfølgelig vælgernes reaktioner på den azurblå finanslov. Vil vi endelig se DF blive draget til ansvar for andet og mere end asylpolitikken? Vil vi høre snak om løftebrud og bevidne DFs egne vælgere skose Thulesen Dahl for eksempelvis løgnen om den fredede kontanthjælp?
Hvis en sådan reaktion kommer, lader den vente på sig. Medierne - i sær Ekstra Bladet - har ganske vidst kørt historier på det. Rubrikker i stil med "DF-krise: Tulles Facebook bombaderet med kritik!" har prydet avisernes hjemmesider siden aftalen om finansloven blev indgået.
Men udover, at Facebook er en tvivlsom kilde til, om Dansk Folkeparti er i krise, er det også en meget ensidig dækning af, hvad der rent faktisk foregår på Thulesen Dahls Facebook-profil. En lille håndful brugere er vrede ja, men det overordnede billede er stadig tilfredshed med Dansk Folkepartis ageren.
Venstrefløjen gør selvfølgelig det helt rigtige, når de prøver at få vælgerne til at indse Dansk Folkepartis tvetungethed på velfærdsområdet. Bjarne Corydon reagerede f.eks. glimrende med et direkte angreb på DF:
"Jeg synes man skal stå ved det, man har gjort. Man har rottet sig sammen i de to mikrosmå borgerlige partier længst til højre i Danmark, man har fuldstændig forhandlet DF (Dansk Folkeparti, red.) ned under gulvbrædderne, og lavet en finanslov, der gavner sådan nogle som mig. Sådan en som mig, der er på minister-eftervederlag, har en høj løn, en stor bil og et fint hus her i hovedstadsområdet og virkelig har råd til at udnytte bolig/job fradraget - vi har virkelig fået noget ud af det her. Det har den almindelige lønmodtager ikke."
Spørgsmålet er bare, om angrebene kommer til at bide. Hvis DF i sandhed er velsignet med en slags ansvarsimmunitet, så får vi syn for sagen i den nærmeste fremtid. Har Thulesen Dahl held til at sælge denne finanslov, som en refleksion af sine valgløfter, så er det svært at se, hvor Dansk Folkepartis svage punkt er.