Annonce

9. september 2013 - 21:43

Min første skoledag, ulighed i uddannelse og en god grund til at lave studiepolitik...

De sidste par uger har tusindvis af unge haft første skoledag på deres drømmestudie. Men mulighederne for det første at komme ind på og i sidste ende at gennemføre ens ønskede uddannelse, er jo vidt forskellige, alt efter om man har akademikerforældre eller en far, der er arbejdsløs og en mor, der er sosu. Hvad man har med sig i rygsækken, betyder alt for meget for, om man kan holde næsen i de tykke bøger. 



Min første skoledag
Jeg havde glædet mig helt vildt til min første skoledag og brugt flere uger på spændt at planlægge, hvad jeg skulle have på. Min fine hvide og blå ternede kjole med en hvid t-shirt under, fine hvide sokker med blonder på i mine endnu finere sorte laksko. Jeg havde fået min mor til at lave en snorlige midterskilning og sætte rottehaler i mit hår og på ryggen havde jeg min spritnye lyserøde skoletaske. Jeg havde tårnhøje forventninger og var forfærdelig nervøs og genert. Da jeg sad på min stol ved mit bord i klasseværelset, opdagede jeg, at jeg så meget anderledes ud end de andre børn. Min sidekammerat Nanna havde lidt for små sorte cykelshorts, en alt for stor lyserød Mickey-Mouse-t-shirt og meget slidte hvide kondisko på og lidt uglet hår. Ingen af eleverne på min årgang boede i de kæmpe store villaer med udsigt til Silkeborg Langsø til højre for skolen. For villabørnene gik alle sammen på privatskole inde i byen. Men der var heller ikke nogen af mine legekammerater fra vejen, der var startet på Nørrevangskolen. I min klasse var der ikke engang andre børn fra parcelhuskvarterene rundt om folkeskolen. Alle mine klassekammerater boede i blokkene på Lupinvej og Resedavej til venstre for skolen. Jeg følte mig også meget anderledes. Jeg talte, som om jeg læste op fra et eventyr, og blev chokeret over, at de andre kunne finde på at bande. Til at starte med fik min mor overtalt rektor til, at lade mig skifte til den af parallelklasserne med flest parcelhusbørn. Men det var svært for mig at passe ind. Jeg ville hellere læse en god bog end med ud og ryge bag cykelskuret i frikvarteret, og jeg gik mere op i lektier end Spice Girls. Jeg kan huske, at min mor engang ringede til Katrine fra min klasses far, for at få hende til at stoppe med at mobbe mig. Hans svar var: ”Nogen klare sig godt i timerne. Andre klare sig godt i frikvarterene. Sådan er det bare!” Det endte med at min far og mor, også flyttede mig fra folkeskolen og til Kornmod Realskole inde i byen. 

Ulighed i uddannelse
På min første skoledag i gymnasiet, gik det op for mig, at jeg kun kunne kende et par stykker fra min gamle folkeskole mellem de mere end tusind elever. Den dag fik jeg øjnene op for, hvor meget min og mine klassekammeraters baggrunde betød for vores mulighed for at få en uddannelse. Siden den dag har jeg kæmpet mod ulighed i uddannelse. Jeg arbejdede for, at alle unge fik lige gode muligheder for at få en studentereksamen, i elevrådet på Silkeborg Gymnasium og i Danske Gymnasieelevers Sammenslutning og for, at også unge i Kirgisistan, Cape Town og Bolivia fik mulighed for at få en uddannelse, i Opperation Dagsværk. Min første skoledag på psykologistudiet var lidt anderledes og så alligevel ikke. På gymnasiet var jeg en af de få der havde gået på Nørrevangskolen. På Århus Universitet var jeg blandt det fåtal, for hvem svaret på spørgsmålet: hvad er du god til? ikke var at gå i skole. Her var det igen mig, der stak lidt ud, præcis, som på min allerførste skoledag. Som den eneste på mit hold udover tilflytteren fra København, var jeg hjemløs. Eller det vil sige jeg boede på min venindes hems og mine forældre havde ikke lige råd til at købe mig en andelslejlighed i centrum, så jeg måtte vente tålmodigt på at akutlisten til kollegier blev tømt. Jeg havde masser af 7-taller på mit eksamensbevis og var milevidt fra et snit på 12. Mit snit var lige præcist højt nok til at komme ind, fordi jeg havde skyndt mig at søge ind, mens det stadig gav mig lov til at gange mit snit op. Alligevel var jeg med min alder af 21 år og to sabbatår bag mig en af de ældste og mest livserfarne på mit hold. Jeg endte i psykrådet og studenterådet, hvor jeg arbejdede for et godt studiemiljø og en garanti for studieboliger, så alle psykologi- og universitetsstuderende uanset baggrund, kunne få en super start på studiet og ingen følte sig anderledes og udenfor eller missede det meste af russugen, fordi de skulle jagte en bolig og pendle hjem til far og mor provinsen.

En god grund til at lave studiepolitik
Nu læser jeg til socialrådgiver, for at lære at hjælpe folk med at løse de problemer, der gør, at de ikke får en uddannelse eller ikke kan få et arbejde. Lige meget om det er en dårlig opvækst, en psykisk lidelse, et fysisk handikap, et stofmisbrug eller måden vores uddannelsessystem og arbejdsmarked er organiseret på.  Lige nu er jeg praktik i Job og Uddannelse på Jobcenter Århus, hvor jeg møder nogle af de unge, som har det ringeste udgangspunkt og de dårligste muligheder for at få en uddannelse. Det er den uretfærdighed jeg gerne vil være med til at ændre på. Så ved siden af mit studie arbejder jeg for, at alle de nye studerende jeg møder i løbet af deres første uger på socialrådgiveruddannelsen, får gode studievilkår, der giver dem lige gode muligheder for at gennemføre studiet og blive dygtige socialrådgivere. Jeg er nemlig blevet næstformand for Sammenslutningen af Danske Socialrådgiverstuderende. I SDS arbejder vi for, at alle socialrådgiverstuderende får en uddannelse af høj kvalitet. Vi vil have kompetente undervisere og udfordrende eksamensformer, såvel som uddannede praktikvejledere og gode oplevelser under vores praktikforløb. Jeg er aktiv i SDS, fordi jeg gerne vil give alle socialrådgiverstuderende muligheden for at få medbestemmelse over hverdagen på deres uddannelse. I elev- og studenterbevægelsen arbejder vi hårdt på, at få politikerne til at investere i uddannelse. Vi kæmper mod regeringen SU-foringelser, for en SU vi kan leve af, og lægger pres på kommunerne for nok studieboliger, vi kan leve i. Der er mange gode grunde til at lave studiepolitik. For mig er den bedste; at det er helt grundlæggende for, at vi kan opnå et samfund med meget mere lighed og mindre uretfærdighed, at vi skaber langt mere lige muligheder for at få drømmeuddannelsen. Derfor håber jeg inderligt på, at alle jer, der lige er startet på en ungdoms- eller videregående uddannelse og har samme ønsker for fremtidens samfund som mig, vælger at blive aktive i jeres elevråd, fagråd, elev- eller studieorganisation. 

Annonce