Når fællesskabet tager over: Hverdagens problemer og fælles løsninger

I Ringkøbing hvor jeg er vokset op har de lokale henover sommeren snakket en del om tang. Det er ikke den første sommer tangen fylder en del som samtaleemne over middagsbordet, sådan var det også fra tid til anden da jeg selv boede på de kanter.

I år er det eftersigende værre end andre somre. Den varme sommer og nogle biologiske processer jeg ikke skal kloge mig på, betyder nemlig at der ved den sparsomme sandstrand langs Ringkøbing Fjord er store bunker af tang. Næppe det lækreste for de der gerne vil bade, surfe eller nyde den solrige sommer.  Og værre endnu – tangen lugter temmelig fælt. Faktisk så meget at det ikke kun er dem der er ved stranden der bemærker det, det samme gælder for de der bor i nærheden af vandet. Og det er der ret mange der gør. Derfor tales der altså en del om tang (og lugten derfra). Og bekymringerne er sådan set helt reelle i et lokalsamfund der i høj grad er afhængige af at turister fra fx Tyskland nyder deres ophold og har lyst til at lægge ferien på de kanter igen en anden god gang.

Når sådan et problem opstår, sker der typisk det at folk snakker. Fuldt forståeligt. Folk er irriterede og folk ærgrer sig over, at der er så meget tang. Det er jo til gene for mange. På baggrund af bekymringer i lokalsamfundet vendte nogen sig mod kommunen i det håb at de ville sørge for (og betale for) at få tangen væk. Det afviste politikerne i første omgang. Det betød mere snak, mere ærgrelse og mere tang.

Historien kunne selvsagt let være sluttet her eller rettere, med turist og badesæsonen i løbet af august. Men det gjorde den ikke. En gruppe borgere i én grundejerforening besluttede sig for selv at gøre noget ved problemet. Så de kastede sig over at fjerne tangen i fællesskab. Den ide er ifølge lokalpressen siden blevet taget op andre steder langs fjorden.

For en uges tid siden havde jeg en god snak med en af initiativtagerne bag dette. Han hedder Peder Sørensen og sidder i byrådet for SF i Ringkøbing-Skjern kommune. Vi snakkede mest om SF, sommerferie og tingenes tilstand. Men som så mange andre snakkede vi også om tang. Og om det initiativ Peder har været med til at tage. De har simpelthen tager problemet i egne hænder og kastet sig over at løse det.
Jeg synes det er rigtigt godt. Det er godt og rigtigt når folk i fællesskab sætter sig for at løse den slags problemer. Det er ikke muligt altid bare at overlade tingene til andre og landets kommunekasser er næppe i en tilstand der gør at vi kan løse alting ved at bruge flere penge.  Der er flere gode grunde til at have tillid til at nogle ting kan løses af lokale i fællesskab.

Et interessant perspektiv Peder gjorde mig opmærksom på er, at en del (fx den lokale lederskribent) synes det er bemærkelsesværdigt at en SF’er på denne måde støtter op om at private i fællesskab kan løse et problem frem for at overlade det til en offentlig myndighed. Nogen mener tilsyneladende at det skulle være meget lidt SF’sk med sådanne løsninger. Det mener jeg bestemt ikke (og det gør Peder sjovt nok heller ikke). Det er både godt og folkesocialistisk at tro på hinanden og på fællesskabet. Og at vide at ikke alt blot kan overlades til andre. Den slags er der rigeligt brug for i disse år.

På fine konferencer rundet omkring diskuterer man det der med et fint ord hedder civilsamfundet og hvilken rolle frivillige har i forhold til den offentlige sektor. Der kan man finde velment og velbegrundet frygt for at frivillige erstatter faglært personale med serviceforringelse til følge. I andre spørgsmål er det heldigvis ikke så kompliceret. Fjernelsen af tang er et af dem . Her tog fællesskabet blot over og gjorde noget, der vil komme mange til gavn. Så herfra en venlig tanke til det, der bestemt er et eksempel til efterfølgelse.