Bernie Sanders og Jeremy Corbyn. De uvælgelige

I disse måneder sker der noget rigtigt interessant både i Storbritannien og i USA. Både Labour og Demokraterne er i gang med at afgøre, hvem der skal stå i spidsen for deres parti når vælgerne næste gang skal tage stilling til, hvem der skal lede landet.

Labour vælger ny formand, efter det overraskende nederlag ved forårets valg. Ed Miliband er fortid og spørgsmålet er så hvilken person og hvilken politisk kurs der skal afløse ham. Det afgøres på lørdag. I feltet af kandidater stikker Jeremy Corbyn markant ud som venstrefløjskandidat. I USA tiltrækker det republikanske valg af præsidentkandidat mest opmærksomhed herhjemme – det er også mest freak-show at rapportere derfra. Men i den Demokratiske lejr trækker Bernie Sanders overskrifter som en seriøs venstrefløjskandidat.  

Der er ganske givet mange forskelle mellem Sanders og Corbyn. Men de udtrykker meget af det samme. Mistillid til det etablerede og et dybtfølt ønske om at gøre op med pengemagt og ulighed. De adskiller sig fra de øvrige kandidater, fordi deres økonomiske visioner ligger langt fra mainstream. Sanders støtter højere mindstelønninger, arbejderejede virksomheder og en mere progressiv beskatning. Han er ikke bange for at erklære sig som demokratisk socialist og han har en parlamentarisk track-record der i høj grad giver troværdighed på de her positioner. Han er ikke en mand der har designet en venstrefløjsplatform fordi der var brug for den. Han ligner snarere en mand der står hvor han har stået i årevis, og pludseligt oplever klangbund for budskaberne.

Corbyn ved jeg mindre om, men har noteret mig hans udtalelser om offentligt ejerskab (eller snarere fælleseje), som må siges at ligge langt fra det Labour almindeligvis plæderer for. Hans kandidatur har ført til en egentlig panik i Labour-toppen og talrige angreb på hans person og troværdighed. Der fremkommer beklageligvis også historier om det, der ligner deciderede forsøg på at holde folk fra at stemme – en svær balancegang da mange i disse dage strømme til partiet for at influere dets kurs.

Særligt en reaktion har været slående fra det politiske establishment. Igen og igen advares de håbefulde, der ønsker forandring, mod at stemme på Corbyn/Sanders. Budskabet er enslydende: Selv hvis de vinder retten til at lede deres parti til næste valg, vil det have en forudsigelig konsekvens: Et svigende nederlag når vælgernes dom fældes.  

Logikken er at uanset om man på et teoretisk plan måtte finde de præsenterede kandidater og deres positioner interessante, så er de ikke i stand til at vinde flertallet af vælgerne for deres sag.  Det var et meget tydeligt tema i Tony Blair’s bidrag til valgkampen i Storbritannien. Her skrev Blair om en Corbyn sejr at ’vi ved hvordan det her ender’ - med klare parelleler til de betydelige nederlag labour indkasserede med venstrefløjskandidater i spidsen i perioden 1979-1983, hvor Michael Foot ledte partiet på en klar venstrefløjsplatform. Blair skriver at Corbyn’s politik er et levn fra gamle dage og at vi ved hvordan det vil ende:

’Hvis Jeremy Corbyn bliver formand får vi ikke et nederlag som det i 1983 eller 2015 ved næste valg. Det bliver et knusende nederlag, muligvis tilintegørelse.’

I mine øjne er det en dybt problematisk tankegang der ligger til grund for de dystre forudsigelser. For den tilsiger at vælgerne er en meget fastlåst størrelse, så vi på forhånd kan sige hvad de ønsker og hvem der kan vinde et valg. Det holder ikke.

Det nye er altid på prøve og intet er givet på forhånd. Syriza i Grækenland var uvælgelige indtil de blev valgt (hvor de så måske var uduelige, men det er noget andet). S-SF aksen var dømt til at holde sig langt under 40% af stemmerne, men tiltrak tilbage i foråret 2009 vælgergrupper i den størrelsesorden. I øvrigt med en mere ligelig fordeling mellem stemmerne end de brød sig om i Socialdemokratiets top. Apropos denne, så mente folk for år tilbage heller ikke at Mette Frederiksen ville være en god formand for S. Hun var ’for venstreorienteret’ til at vinde et valg. Det samme sagde man om Villy Søvndal, 'velkomme til Villy var velkommen til spærregræsen'.  Alternativet var også dødsdømt lige indtil de ikke var det mere. Vi får se med Frederiksen. De andre eksempler illustrerer, at man vel altid er uvælgelig indtil man har vundet et valg.

Verden er mere kompliceret end som så. Vælgerne kan faktisk begejstres for et projekt og det tjener Sanders og Corbyn til ære at de forsøger.Vælgerne kan også skuffes. Det valgnederlag centrumvenstre netop led herhjemme handlede jo ikke om en for venstreorienteret platform, men om ikke at levere på det folk ønskede og håbede. Det er der gode forklaringer på, og det kan vi diskutere en anden dag. Pointen her er blot, at det ikke altid er positionen solidt til venstre for midten der er taberdagsordenen.

Det betyder selvfølgelig ikke, at jo længere og mere luftigt et venstreorienteret program man stiller op på, jo bedre. Det er klart at der er grænser et sted. Min pointe er bare at det er sværere at fastslå hvor de ligger end det antydes af de, der gerne vil undgå at der bliver ført for venstreorienteret politik. Det betyder heller ikke, at jeg har nogen forudsætninger for at vurdere om Sanders eller Corbyn falder igennem på deres kompetencer som politikere i forhandlinger. Det ved jeg ikke

Jeg aner ikke om Coburn bliver labours formand eller om Sanders bliver Demokraternes næste præsidentkandidat. Jeg tvivler i virkeligheden ret meget på det. Men jeg synes det er udtryk for intellektuel dovenskab at afskrive dem fordi de ligger til venstre for det vante. Det synes mere at være en letkøbt undskyldning for ikke at tage de alvorlige diskussioner kandidaterne bringer på banen, end det er en egentlig god grund til at undlade at støtte deres alternativ.