Annonce

6. oktober 2015 - 11:00

kontanthjælp

Så skal vi til at diskutere kontanthjælp igen.
Den borgerlige regering har vanen tro skåret på ydelserne for dem der står uden for arbejdsmarkedet og brugt en masse kræfter på at dæmonisere dem, som om der er deres fejl hvis der er huller i budgettet. Så de kan agere prygelknabe og aflede folkets opmærksomhed fra de store synder skatteundragerne osv. Det er et overordentligt smart retorisk trick. Fordi når så venstrefløjen vanen tro tager det standpunkt at det er for dårligt at skære på ydelserne, så kommer vi til at skulle forsvare passivforsørgelse og det virker mildest talt som et usympatisk standpunkt, der i den grad spiller ind i folks fordomme om særligt den yderste venstrefløj. Det skader simpelthen venstrefløjen over en bred kam.

Hvorfor er det at vi skal forsvare at sætte folk på passiv forsørgelse?

Det her samfund er et fællesskab. Et fællesskab kan kun fungere så længe folk bidrager til det. Hvorfor stiller vi det ikke mere stramt op? Hvis man vil nyde godt af fællesskabet må man også yde i det omfang man kan. Forstå mig ret hvis man vitterligt ikke kan være en del af arbejdsmarkedet så skal man have alt den hjælp man overhoved kan få. Men hvis man ellers er sund og rask, så synes jeg ikke der er nogen grund til at man som stat og repræsentant for fællesskabet ikke skulle kunne stille krav til mennesker om at de deltage positivt i det samfund de nyder godt af.

Det må være individets pligt at bidrage til fællesskabet i det omfang det er muligt og det må være fællesskabets pligt at give individet mulighed for at bidrage.

Dette bør være en overenskomst imellem borgeren og staten.

Så når det private erhvervsliv ikke kan tilbyde folk et job eller individet måske ikke selv kan finde et job. Så bør det være statens opgave at tilbyde folk beskæftigelse og derved en mulighed for at bidrage positivt til fællesskabet. Dette bør være tilbudet frem for passiv forsørgelse. At takke nej til det tilbud er defakto at melde sig ud af fællesskabet. Hvorved fællesskabets forpligtigelser overfor individet bør ophøre.

Jeg tænker staten kan oprette mange forskellige slags jobtilbud hvor man forøgede livskvaliteten for samfundet som helhed.

Man kunne opkøbe noget af alt den jord man alligevel give massiv statsstøtte til og lave statsejede kollektivbrug hvor man dyrkede jorden økologisk og bæredygtigt og leverede afgrøder enten til offentlige institutioner eller måske solgte dem til faste minimums beløb til lavtlønnede.

Man kunne forskønne vores kulturlandskab, så alt hvad der ligger uden for bygrænserne ikke lignede biologiske fabrikker.

Man kunne tilbyde folk medhjælper job i offentlige institutioner som i lang tid ikke har kendt andet end nedskæringer.

Man kunne forlange at folk startede på en uddannelse som staten i samråd med erhvervslivet vurderede ville være gavnlig for fællesskabet i fremtiden.

Man kunne lave besøgsordninger for ældre mennesker og udsatte.

Der er masser af ting man kunne gøre hvor man kunne tilbyde folk reel beskæftigelse frem for passiv forsørgelse og derved gavne os alle sammen. Det er helt åbenlyst.

Den eneste grund til det ikke ske er fordi erhvervslivet er bange for konkurrencen og fordi de borgerlige og erhvervslivet som helhed holder af at have en gruppe mennesker som arbejdsreserve de kan dæmonisere og så kan man bruge frygten for arbejdsløshed til at trykke lønniveauet.

Det er en tåbelig frygt der skaber splid og ubalance i samfundet.
Staten kunne starte med at oprette beskæftigelsesordninger og job hvor det generede det private erhvervsliv mindst muligt og så optrappe når erhvervslivet har sine periodiske kriser, for så at trappe ned igen og lade erhvervslivet tage over igen når det er klar.

På den måde ville man reelt set få 100% beskæftigelse og et generelt rigere samfund. Balancen imellem stat og kapital ville også være mere lige.

Men i stedet insistere vi på at diskutere størrelsen på passiv forsørgelse og det er tragisk og dumt.
Afskaf det. Tilbyd folk arbejde!

Annonce