Ifølge lederen af DRC, Niels Erik Hansen, er Pia Andersens pressemeddelelse blevet vurderet ud fra tre forskellige vinkler: grovheden i udtalelserne, hensynet til ytringsfriheden i den politiske debat, samt spørgsmålet om, hvorvidt udtalelserne har været udbredt i »en videre kreds«.
– Når udtalelserne er sendt ud til pressen, så mener vi, at der er et fortsæt til udbredelse i en videre kreds. Vi mener også, at udtalelserne er tilstrækkeligt grove til en anmeldelse. Og endelig har vi vurderet, at udtalelserne ligger uden for det område, som kan tilskrives den politiske debat.
– Men det er selvfølgelig i sidste ende op til domstolene at fastsætte, hvor den særlige grænse for politikere går, hvis der er sådan en, siger Niels-Erik Hansen til Monsun Nyheder.
Det er Niels-Erik Hansens erfaring at anklagemyndigheden har været meget tilbageholdende med at rejse sådanne sager, selvom det kun anklagemyndigheden, der kan gøre det.
– Vores argument er, at det må være domstolene, der sætter grænserne, ikke anklagemyndigheden.
Hos DRC forventer man, at udtalelser som Pia Andersens vil accelerere op til det kommende kommunalvalg.
– Der er ingen tvivl om, at det her emne desværre i høj grad bliver genstand for alle mulige uhyrligheder, når der skal være kommunal- og folketingsvalg, siger Niels-Erik Hansen.
Af Martin Lindblom/Monsun Nyheder
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96