Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Kommentar
25. august 2014 - 13:02

Vil Rigsadvokaten tiltale udenrigsminister Martin Lidegaard?

Kurderne skal være på vagt mod, at militærstøtte fra USA og Vestmagterne ikke forvandles til gæld til og forsvar af USA’s olieinteresser i området.

Når dansk bosatte kurdere kan tiltales for terrorstøtte ved at indsamlepenge til den kurdiske oprørsbevægelse PKK, vil rigsadvokaten så også gøre det mod udenrigsministen?  

I disse måneder sidder 10 kurdiske mænd forsat på anklagebænken, tiltalt for at have ydet økonomisk støtte til PKK - en af de kurdiske frihedsbevægelser - som står på EU og USA´s terrorlister.

Retssagen mod dem er en fortsat farce, som begyndte med Tyrkiets krav om lukning af den kurdiske tv-station ROJ TV, der havde sendetilladelse fra Danmark – som betingelse for at give Anders Fogh Rasmussen deres stemme, så han kunne betræde posten som Natos generalsekretær.

De ti mænd er ikke tiltalt for at have samlet ind til våben, men for at have ydet penge til de områder, PKK opererer i. Det skal de ifølge anklagen have gjort - åbenlyst og med bilag og regnskab - gennem bidrag til den dengang lovlige tv.station ROJ TV!

Det undrer så at den danske udenrigsminister Martin Lidegaard i Berlingske Tidende den 23.august offentligt kan tilkendegive, at den danske regering eventuelt »vil komme til at støtte PKK«!.

Og det rejser spørgsmålet: Tiltaler Rigsadvokaten Martin Lidegaard?

Udenrigsministeren udtaler: »Dette er ikke en diskussion af PKK´s status i EU-kredsen lige nu. Vi koncentrerer os om at støtte kampen mod ISIS”. 

Nu er det jo sådan, at EU-Domstolen i 2008 kom frem til det resultat af terrorstemplingen af PKK er ugyldig. Det har dog ikke har fjernet frihedsbevægelsen fra terrorlisterne.

ISIS, IS eller ISIL, der står for »Islamic State in Iraq and the Lavant«, bliver i disse dage bombet og bekriget af USA´s hær samt den kurdiske milits Peshmerga og andre kurdiske fraktioner og oprørsgrupper.

Men med to forskellige dagsordener.

Obama påstår, at USA rykker ind for at hjælpe det religiøse mindretal yazidierne, hvoraf tusindvis er på flugt og i fare for et reelt folkemord. Men realiteterne er også, at området er et af de mest olierige i landet. USA har været toneangivende kraft i områet og f.eks. haft konsulat, militærrådgivere, CIA-personale og kontorer med dokumenter, som helst ikke skulle falde i ’de forkerte hænder’.

Kurdernes dagsorden er en anden, nemlig at hjælpe dem, som er på flugt, samt måske at opnå at en del af Irak bliver en selvstændig kurdisk stat. Men man skal passe på med at drømme om sin egen stat, medmindre den drøm er faciliteret af USA, NATO og EU!

Obamas humanisme har ikke udmøntet sig i hjælp til Gaza eller i et forsøg på at forhindre det massive folkemord på civile, som Israel brutalt har begået i de sidste uger. Obamas humanisme rækker heller ikke en hånd til ud de hundrede tusinder af flygtende fra Syriens borgerkrig eller forhindrer drab på civile i titusindvis - udført af bl.a. ISIS - som der af Obama og den vestlige presse bliver kaldt oprørsgrupper mod Assads lovligt valgte regering i Syrien.

Da USA i 2011 besluttede sig for at trække sig ud af Irak, var det fordi at landets økonomiske interesser var blevet opfyldt. Samme år begyndte USA operationer mod Syrien, for at fjerne Syriens regering ved at undergrave den syriske stat borgerkrig og kaos.

Våben og udstyr er kommet via Tyrkiet (NATO-allieret) og der er givet militær støtte og træning til de oprørere i Syrien (igen b.la. ISIS). Stater som USA og Israel ikke bryder sig om skal nedbrydes og ødelægges og alt er legalt

En ny rapport udarbejdet af FN’s menneskerettighedskontor, OHCHR, skønner, at 191.000 mennesker er dræbt i Syrien. Og ud af landets ca. 22 millioner flygtning er ca. 50 procent flygtet, til andre dele af landet, ud af landet eller til de store flygtningelejre i nabolandene.

USA har mistet kontrollen over ISIS, men mon ikke stadig de såkaldte oprørsgrupper (bl.a ISIS) forsat får millitært material fra NATO?

Folkemord på kurderne og kurdere strandet uden mad og vand på Sinjarbjerget er nu en af USA´s mærkesager. Og det ville være en såre god gerning, hvis ikke man vidste det var løgn. Men det handler igen-igen om herredømme over lande, stater og områder, hvor USA har eller i fremtiden kan have økonomiske interesser.

Hvis kurderne får en kurdisk stat i Irak - med USA´s hjælp - er de bundet på hænder og fødder. Støtten vil forvandles i gæld til USA, så landet kan få del i bl.a. det olieeventyr, som er i det område.

Ingen civile – hverken i Irak, Syrien eller Gaza – skal udsættes for død, lidelser eller til at flygte.

Men USA selekterer hvilke civile, som kan udsættes for den slags ud fra landets egne interesser.

Når USA leverer våben til kurderne, er der en stor sandsynlighed for, at de våben også gives videre til de kurdiske frihedskæmpere i PKK, som har spillet en nøglerolle i kampen mod ISIS fremmarch.

Det ser ud til, at USA, vestlige regeringer og en dansk udenrigsminister kan hæve sig over de love, som er blevet brugt mod kurderne i Europa og Danmark.

Humanisme og økonomiske interesser hænger ikke sammen, når økonomi og magt bliver misbrugt i humanismens navn.

Selvfølgelig skal de nødlidende og undertrykte kurdere have en selvstændig stat i Irak - og Tyrkiet, Iran og Syrien. Et Kurdistan, hvor de kan leve i fred med deres sprog, traditioner, kultur og egen selvbestemmelse.

Men det vil blive en trist historie, hvis USA skal være storebroderen i det foretagende.

Leve et frit Kurdistan - især for enhver form af indflydelse fra USA.

Annette Mørk er medlem af Horserød-Stutthof Foreningen

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce