Vi skal ikke splitte, når vi kan samle

Den vejledende urafstemning om, hvorvidt Enhedslisten selv skal stille op til EU-parlamentsvalget næste sommer, endte som bekendt med næsten dødt løb mellem ja- og nej-siden – dog med en lille overvægt til nej-siden.

En række tilhængere af opstilling bruger resultatet som argument for, at intet dermed er afgjort, og at det er op til de delegerede på Enhedslistens Årsmøde at træffe beslutning.

En række modstandere af opstilling bruger derimod resultatet som endegyldigt argument for, at Enhedslisten ikke skal stille op, da det jo nu er påvist, at et flertal af medlemmerne er modstandere.

Efter min mening er ingen af disse argumenter særligt gode. Derimod indeholder resultatet af urafstemningen én helt afgørende pointe: Med så lige et udfald af urafstemningen, står vi med et parti, der helt tydeligt er dybt splittet i dette spørgsmål!

Og det er for mig et fuldstændig afgørende argument imod selvstændig opstilling.

Et splittet parti

Lad mig lige opridse de to potentielle scenarier, vi hermed står overfor.

1. scenarie: Årsmødet vedtager, at Enhedslisten selv stiller op, men halvdelen af medlemmerne synes som bekendt, at det er en dårlig ide og vil formentlig hellere stemme på og føre valgkamp for Folkebevægelsen. Under valgkampen vil vi se, at Enhedslisten derfor i stor stil bliver drænet for de aktive medlemmer, der skulle føre valgkamp for Enhedslisten, fordi de i stedet fører valgkamp for Folkebevægelsen.

2. scenarie: Årsmødet vedtager, at Enhedslisten ikke skal stille op, men fortsat skal støtte Folkebevægelsen. Folkebevægelsen stiller derfor op alene. I dette tilfælde er det nærliggende at antage, at den halvdel af medlemmerne, der i dag støtter selvstændig opstilling for Enhedslisten, vil bakke op om Folkebevægelsen, fordi der dermed kun er én liste at vælge imellem.

For at sige det kort: Det sidste scenarie, hvor kun Folkebevægelsen stiller op, er altså det, der samler. Det første, hvor også Enhedslisten stiller op, er det, der splitter! Hvorfor splitte, når vi kan samle? Havde resultatet af urafstemningen givet en klar favør til den ene side, så ville det måske fortsat give mening at diskutere emnet. Men med en urafstemning, der viser, at partiet er fuldstændig splittet, vil det være halsløs gerning at bryde med den hidtidige linje.

Splittelsen i partiet understreges desuden også af, at det primært er medlemmerne og afdelingerne i København, der støtter selvstændig opstilling, mens resten af landet generelt er modstandere.

Vi risikerer dermed at stå med et parti, der er splittet både på langs og på tværs. Hvor København fører kampagne for Enhedslisten, mens resten af landet er afkoblet, og fører kampagne for Folkebevægelsen. Eller med en billedmetafor: Enhedslisten bliver et hoved uden krop, hvilket står i skarp kontrast til de evindelige skåltaler om at ville være bevægelsernes parti.

Politiske flygtninge

Enhedslisten står for tiden til cirka 12 % i meningsmålingerne, hvilket er et fristende nærliggende argument for at stille op selv. Men en måling i Politiken i slutningen af marts viste, at kun cirka 7 % faktisk ville stemme på Enhedslisten, hvis partiet stillede op til EU-parlamentsvalget. Og det er lige akkurat ikke nok at til at vinde et selvstændigt mandat.

Desuden er det grænsende til naivt at tro, at de mange nye vælgere også nødvendigvis er kommet for at blive. Mange af dem er politiske flygtninge fra et S og SF, der er ved at implodere i politiske højresving uden historisk sidestykke. Det gør dem ikke automatisk til glødende socialister eller EU-modstandere.

Lige nu spænder Enhedslisten derfor politisk over et landskab, der rækker fra den yderste revolutionære venstrefløj, over den gamle SF-position og helt til venstrefløjen i Socialdemokratiet.

Derfor er der ikke kun en reel sandsynlighed for, at disse vælgere smutter, hvis vinden vender. Det er også et muligt scenarie, at der bliver dannet et nyt parti til venstre for regeringen og til højre for Enhedslisten, som kan samle mange af de stemmer op, der lige nu ligger hos Enhedslisten.

Det seneste eksempel med lærerne, hvor 75 % af dem stemte på et regeringsparti ved sidste valg, mens kun 5 % i dag ville gøre det samme, taler sit eget tydelige sprog. 1/3 af dem vil nu stemme på Enhedslisten, mens 1/3 slet ikke aner, hvem de skal stemme på.

Lærerne er selvfølgelig ikke repræsentative for befolkningen som helhed, men der er næppe nogen tvivl om, at den frustration over regeringen, som i meningsmålingerne primært kommer Enhedslisten til gavn, i høj grad også kommer partiet ”blank” til gavn.

Det hører vi bare ikke om synderlig tit. Derfor er de nuværende meget gunstige meningsmålinger på ingen måde noget, vi kan tage for givet.

EU er ikke en politisk kampplads

Jeg vil også godt lige minde om, at EU-parlamentet ikke er en politisk kampplads på linje med Folketinget. Liberalismen står nemlig mejslet i granit i EU's traktater. Al politik i EU skal derfor vurderes i forhold til, om den overholder den traktatfæstede liberalisme med varernes, kapitalens, serviceydelsernes og arbejdskraftens frie bevægelighed som den øverste hellighed.

Parlamentsmedlemmerne kan heller ikke stille lovforslag, sådan som medlemmerne af Folketinget kan. Det er kun den ikke-folkevalgte EU-kommission, der har det privilegium. Og de kan heller ikke få taletid, når de vil. Det er der sirlige systemer, der afgør, så en parlamentariker typisk kun har et par minutters taletid om måneden.

Derfor er det afgørende for mig ikke, om det er en socialist, der sidder på en plads i EU-parlamentet, men derimod om det er en, der aktivt modarbejder EU på et ikke-nationalistisk grundlag. For uden modstand mod EU’s nyliberalisme, kan alt andet sådan set være underordnet. Vi får nemlig aldrig indført socialisme, så længe EU eksisterer!

Hvad Enhedslisten skulle kunne opnå ved denne platform, som Folkebevægelsen mod EU ikke kan, er for mig ikke til at få øje på. Jeg kan i hvert fald ikke komme på noget eksempel, hvor Folkebevægelsen har sagt eller gjort noget, som Enhedslisten ikke også kunne have sagt eller gjort.

Det kommer til at blive nogle dybt akavede debatter under en valgkamp, hvis Enhedslisten og Folkebevægelsen skal stå hånd i hånd i et valgforbund, bruge de samme argumenter, og måske endda stille med en frontfigur fra samme parti.

Alle og enhver vil stille sig selv det helt og aldeles indlysende spørgsmål: Hvis de mener det samme, hvis de siger det samme, og hvis de oven i købet faktisk også kommer fra det samme parti, hvorfor stiller de så ikke op sammen?

Henrik Guldborg Bøge har tidligere været praktikant hos Folkebevægelsen mod EU og EU-medarbejder for Enhedslistens. Nuværende medlem af Enhedslistens Europapolitiske Udvalg og Folkebevægelsen mod EU.