Venstrefløjen må træde ud af socialdemokraternes skygge

Debatten om SF’s krise og mulige kollaps har indtil videre mest kredset om partiets kompromisvillighed eller politiske kompetence. Men det er næppe de væsentligste årsager. Der er nemlig ikke bare tale om et enkelt parti i krise.

SF’s skæbne er tværtimod typisk for den, der er overgået europæiske venstrefløjspartier, som har deltaget i socialdemokratiske regeringer i de seneste årtier.

Det franske kommunistparti, som tidligere var blandt landets største, sygnede langsomt hen ved sin regeringsdeltagelse med Jospins socialister 1997-2002, det italienske Rifondiazione, der var Europas stærkeste venstrefløjsparti, blev sprængt og på det nærmeste udslettet, da det var en del af Romano Prodis regering 2004-2005, og i Norge er SV også gået markant tilbage efter at have været en del af Stoltenbergs socialdemokratiske regeringer.

Når venstrefløjens partier har svært ved at definere en position, skyldes det ikke, at de alle har problemer med lederskab eller kompromisvilje, men snarere at det politiske terræn har ændret sig, uden at venstrefløjens forståelse er fulgt med.

Borgerlig sejr siden 1970’erne

Efter Anden Verdenskrig har venstrefløjen defineret sin politiske position i forhold til et stærkt socialdemokratisk parti. Men i forlængelse af den økonomiske krise er den socialdemokratiske position kommet i dyb krise. Det stiller krav til, at venstrefløjen nytænker sin strategiske og politiske platform.

Det moderne socialdemokrati er formet af efterkrigstiden. Perioden fra Anden Verdenskrig til begyndelsen af 1970’erne var præget af et socialt kompromis mellem lønmodtagere og arbejdsgivere, hvor et højt investeringsniveau og fuld beskæftigelse sikrede tre årtier økonomisk vækst. Her var det muligt for de europæiske socialdemokratier at levere sociale reformer og en vis økonomisk omfordeling uden grundlæggende at udfordre de store virksomheders mulighed for indtjening.

Dette reformistiske kompromis løb imidlertid ind i en krise i 1970’erne, med stigende oliepriser og kollapset af det internationale Bretton Woods-system. Fra den ene side var kompromiset truet af tiltagende militant arbejderklasse og venstrefløj, der forlangte mere radikale skridt mod socialisme. Fra den anden side kom presset fra virksomhedsejere, der så deres profit truet af stigende løn- og velfærdsomkostninger.

I 1970’ernes økonomiske krise var det ikke længere muligt at tilfredsstille begge parter. Man var nødt til enten at gå til højre eller til venstre.

Der var forsøg på en venstreorienteret løsning på 1970’ernes krise såsom de svenske lønmodtagerfonde, der skulle sikre investeringer og arbejderbevægelsens gradvise overtagelse af produktionsmidlerne, eller Mitterands regeringsprogram fra 1981 med nationaliseringer af banker og sikring af fuld beskæftigelse.

Det var dog løsningen fra højre, som gik sejrrigt ud af 1970’erne. Vi så en række liberale reformer, som gik på at forbedre markedsvilkårene eller sænke lønomkostninger. Offentlige services blev privatiseret, skattebyrden for erhvervslivet og de rigeste lettet, og kapitalkontrol og andre restriktioner blev fjernet for at sikre fri global bevægelighed for finanskapitalen.

Den Tredje Vej endte blindt

Den neoliberale bølge begyndte i England og USA i begyndelsen af 1980’erne, men efter murens fald ramte den hele Europa. Kombinationen af en svækket arbejderbevægelse, fraværet af den kommunistiske trussel og næsten fri global kapitalbevægelighed forrykkede det politiske terræn. Få regeringer turde nu trodse de store firmaer, der kunne true med udflytning, eller de globale finansmarkeder, hvor utilfredshed med den politiske kurs kunne føre til kapitalflugt eller stigende renter på den offentlige gæld.

Det socialdemokratiske projekt kom under alvorligt pres. Styrkeforholdene mellem arbejdere og arbejdsgivere var pludselig rykket så meget til fordel for de sidste, at de ikke længere var interesserede i at lave aftaler. Og ethvert forsøg på progressive reformer kunne mødes med massivt pres fra kapitalen.

Løsningen kom i form af Den Tredje Vej, formuleret teoretisk af den engelske sociolog Antony Giddens og ført ud i livet af politikere som Tony Blair og Gerhard Schröder. Socialdemokraternes opgave skulle ikke længere være at begrænse markedernes magt. I stedet skulle de være endnu mere effektive forvaltere af kapitalismen, der selv kunne gennemføre nedskæringer og privatiseringer. Til gengæld skulle den nye Tredje Vej stå for en mere human og progressiv implementering af disse reformer – »kapitalisme med et menneskeligt ansigt«, som Tony Blair formulerede det.

Intet politisk manøvrerum

Med sammenbruddet i den globale finansielle sektor i 2008 ændrede spillebanen sig dog markant. Fra mange sider blev det forventet, at neoliberalismen stod over for sin undergang. Men i Europa blev resultatet det stik modsatte: stramning af den neoliberale ortodoksi.

I forlængelse af de dyre redningspakker til den europæiske finanssektor blev de økonomiske krav til eurolandene strammet markant, hvilket har tvunget dem til store sociale nedskæringer. I forvejen har euroen gjort det umuligt for europæiske regeringer at bruge pengepolitikken til at sikre beskæftigelsen. Og med krisen blev stabilitets- og vækstpagten strammet så meget, at det de facto også blev umuligt at bruge finanspolitikken.

Det har alvorligt svækket muligheden for at føre en mere social politik, og Den Tredje Vejs forsøg på at lave markedsøkonomi med et menneskeligt ansigt er nu taget af bordet. EU’s økonomiske krav sætter i realiteten så stramme rammer, at man enten er nødt til at underkaste sig de herskende økonomiske doktriner fuldstændigt eller være klar til et brud.

Europas socialdemokratier har valgt det første. I Danmark sammenfattet af Bjarne Corydons udpegning af konkurrencestaten som socialdemokraternes ny politiske mål.

I en sådan situation er venstrefløjen nødt til at definere sin rolle på ny. I efterkrigstiden har venstrefløjens strategi typisk været at trække socialdemokraterne til venstre. Men det er ikke nok i en situation, hvor socialdemokraterne sygner hen over det meste af Europa og oplever de værste valgresultater i efterkrigstiden. Mange steder er det gamle parti ved at smelte helt sammen med borgerlig neoliberalisme.

Hvis venstrefløjen skal spille en rolle i denne nye situation, kræver det, at man er i stand til at definere en selvstændig position, som ikke handler om at spille bold op ad socialdemokraterne.

De steder, hvor venstrefløjens partier er succesfulde, SP i Holland eller SYRIZA i Grækenland, er de i stand til at placere sig som leder af modstanden mod den neoliberale sparepolitik. Det kræver imidlertid også et opgør med noget af venstrefløjens arvegods. Skellet mellem socialdemokrater og det yderste venstre er ofte blevet fremstillet som et skel mellem reform og revolution. Men den skelnen giver i mindre og mindre grad mening i dagens politiske landskab. Den marxistiske politolog Leo Panitch taler om, at det traditionelle skel mellem det reformistiske og revolutionære i dag er kollapset, fordi selv milde forsøg på reform eller omfordeling i dag kræver et massivt brud med den herskende økonomiske ortodoksi.

Hvis venstrefløjen vil spille en rolle i det nye årtusind, er det spørgsmål, den skal svare på, derfor snarere, hvilke progressive reformer der kan bringe Europa ud af krisen, samt hvordan man vil modstå det pres fra kapitalismen, som nu ser ud til at have knækket de socialdemokratiske partier.

Rune Møller Stahl er ph.d.-studerende i International Politisk Økonomi ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet og medlem af Modkrafts sektion for Politisk Økonomi.

Artiklen har tidligere været bragt i avisen Information.