Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Debat
26. september 2016 - 12:45

Varmen fra den evigt brændende flamme – om bilafbrændingens kunst

KOMMENTAR: »Det er oplagt, at de seneste bilafbrændinger i København ikke er kunst i en klassisk forstand, omvendt er det oplagt, at disse handlinger går i dialog med den katastrofe og pyro-æstetik, som har præget store dele af de 20. og 21.århundredes mange-facetterede og forskellige afarter af aktivistiske avantgardeformationer.«

En juli-dag for over 20 år siden skabte kunstnerne Jes Brinch og Henrik Plenge Jakobsen som kunstnergruppen Burn Out kunstværket Smashed Parking – et værk, der ofte associeres med det katastrofiske og destruktive.

Brinch og Plenges værk bestod af 18 smadrede biler, en væltet HT-bus og en totalskadet campingvogn.

Når værket igen er aktuelt skyldes det blandt andet, at der inden for de seneste måneder er blevet foretaget en lang række bilafbrændinger i Hovedstadsområdet – handlinger som umiddelbart ikke normalt forbindes med kunst.

Alligevel mener jeg, at konturerne af et sådant kontroversielt sammenligningsbillede tegner sig. Kunstnere har siden de historiske avantgarder, som opstod omkring 1. verdenskrig beskæftiget sig med destruktionen af forskellige konsumariske fetichobjekter.

Eliminationen af borgerskabets finkultur er blevet forsøgt af kunstnere på tværs af tid og rum.

Det kommer for eksempel til udtryk i Filippo Tommaso Marinettis futuristiske manifest fra 1919, i Gustav Metzgers autodestruktive værker fra de tidlige 1960ere eller i J.C Ballards roman Crash fra 1973.

Destruktioner af biler som kunstnerisk interventionsidé udgør endda et genstandsfelt for sig, og så sent som sidste år blev der således foretaget en destruktion af den berømte Fine Art Pittsburgh Art Car på Maker Faire, Bay Area i USA.

Fight fire with Fire

En maj-dag i 1994 blev Jes Brinch og Henrik Plenge Jakobsens Burn Out opsat på Kongens Nytorv i København.

Formålet med værket var først og fremmest at skabe et postmoderne vanitas-billede, hvorfor kunstnerne havde placeret almindelige hverdagsting i bilerne. Herved kunne publikum gennem værket stifte bekendtskab med deres egen dødelighed.

Kunstnerne gjorde med andre ord opmærksom på, at såvel biluheld som miljøkatastrofer dagligt truer beskuerens eksistens. 

Samtidig fik kunstnerne mulighed for at vise, hvordan der findes et alternativt København til det, som kendetegnede det forherligede billede som Wondeful Copenhagen og kommunen, som installationen var blevet udført i samarbejde med, forsøgte at tegne af byen.

Da Kongens Nytorv og det tilstødende turistområde omkring Nyhavn blev forsynet med udbrændte væltede bilvrag udløste det en forventelig mediestorm.

Jens Howtiz, der på det tidspunkt var direktør for d´Anglettere, blev rasende over værket, som han mente generede hotellets gæster, ikke mindst i form af støj fra det engagerede publikum, der destruerede bilerne yderligere.

Kunstnerne havde nemlig opfordret publikum til at »arbejde« videre med værket. En børnehaveklasse havde også forsøgt at skubbe en af bilerne helt ned til Nyhavn.

Howitz reaktion betød, at Wonderful Copenhagen, som Howitz var engageret i, besluttede sig for at fjerne bilerne med den begrundelse, at kunstværket udgjorde en fare.

Noget lignende var Thor Pedersen fra Venstre inde på, idet han påpegede, at »skrotplader med farligt affald kræver flere miljødispensationer«.

Farligheden handlede imidlertid ikke om, hvorvidt befolkningen kom fysisk til skade i deres alternative omgang med værket, men derimod snarere om værkets politiske og moralske farlighed.Der var tydeligvis ikke tale om et samfundsopbyggeligt og didaktisk værk.

Daværende medlem af Fremskridtspartiet, Pia Kjærsgaard fastslog også, at: »Udstillingen har intet med kunst at gøre, men derimod er den hærværk for borgernes penge«. En anonym politibetjent blev endda citeret for at have sagt at Burn Out ikke var mere kunst end hans bare røv var en brasiliansk vandflyver.

Værket var politisk på frontlinjen, fordi det var i stand til at vække bypartisanen i os. Kunstnerne understregede denne pointe ved at hævde, at det var »for farligt og truende for kapitalismen«, ligesom de mente, at den virkelige grund til fjernelsen var, »at der ikke skal mere end en smadret parkeringsplads til, før det latente anarki bryder løs. Og det er magthaverne naturligvis bange for«.

Anarchy for DK

Det er ikke overraskende, at det var den potentielt subversive og internerende kræfter, som kunsten kan være i besiddelse af, som Howitz i sin tid frygtede – en frygt der tilsyneladende ikke er elimineret.

Hos såvel vores nuværende kulturminister Bertel Haarder som justitsminister Søren Pind lever frygten for den politiske aktions- og deltagerbaserede kunst uanfægtet videre. Pind frygter enhver afart af aktivisme på næsten samme måde, som han frygter terrorisme.

Det kom for eksempel tydeligt til udtryk i den facebook-kommentar, som Pind postede som reaktion på Reclaim The Streets aktionen den 15.oktober 2015: »[jeg] kommer til at stå for en historisk hård linje over for den form for adfærd. Så er det sagt og advarslen givet. Der er rigelig plads i fængslerne for tiden«.

Kunst-og kulturkampen, som den udspilles på gadeplan, takseres således i stigende grad som hærværk, der skal sanktioneres via hårdere straffe.

Denne situation kontrasteres så igen af de minimale bødestraffe, som de historiske aktionskunstnere som f.eks. Jens Jørgen Thorsen og Jørgen Nash ofte slap med som da de f.eks. i 1962 i samarbejde med Hamborg-kunstnerne fra Gruppe Spur havde overmalet diverse gavl- og plankeværker som led i deres forsøg på, at overtage og omdanne hele København til en stor legende kunstnerisk arbejdsplads. 

Bilafbrændingerne er med andre ikke kun udtryk for tilfældige umotiverede handlinger udført af utilpassede bypartisan-bevægelser eller måske af rodløse apolitiske teenagere eller forsikringssvindlere.

Uanset at vi ikke kender ophavsmanden eller mændene bag bildestruktionerne, formår gerningsmændene helt u-intenderet at bevæge sig ind på kunstens område.

Pyroæstetik

Siden den 21. august i år har København og vestegnen været præget af en stor mængde bilafbrændinger, der i dagspressen er blevet omtalt som systematisk hærværk, og altså ikke som tilfældige drengestreger som politikommissær Thorkild Fogde allerede konkluderede på Twitter søndag den 21. august kl. 6.37, det vil sige før et systematisk mønster havde tegnet sig.

Den systematik, der præger bilafbrændingerne tyder på, at der kan ligge en stærkere politisk motivation bag handlingerne, hvorved der på den ene side kan trækkes visse paralleller til den historiske aktions-kunst.

På den anden side har afbrændinger af forskellige objekter fundet vej ind på den deltagerbaserede kunstscene, som det f.eks. kommer til udtryk på Burning Man-festivalen, som er blevet afviklet som en tilbagevendende begivenhed siden 1986.

Burning Man finder sted i Black Rock Dessert i Nevada-ørkenen som et midlertidigt samfund, hvor kunst og liv totalsammensmelter.

For at deltage på Burning Man skal man være fuldstændig selvforsynende, og værkerne der typisk består af gigantiske konstruktioner, enten udført som regulære bygningsværker eller som f.eks. køretøjer afbrændes altid som afslutning på begivenheden. Undervejs udspiller hele Burning Man-seancen sig som en stor deltagerbaseret non-profit fest.

En af de vigtigste forudsætninger for at deltage er, at man efter afslutningen på Burning Man udsletter ethvert spor af dens eksistens.

Alt afbrændes derfor afslutningsvist som led i en slags ny-økologisk organisering.

I Tyskland har Michael Fröhlich oprettet sin »Auto Sculpture Park«, hvor sjældne vintagebiler, som f.eks. en Porsche 356, en Jaguar XK120, en sjælden Tatra, en Rolls Royce, og en 50s Willy Jeep er blevet smadret enten ved at køre dem ind i træer eller blevet overhældt med mudder med henblik på at fremme rust og nedbrydningsprocessen.

Det er oplagt, at de seneste bilafbrændinger i København ikke er kunst i en klassisk forstand, omvendt er det oplagt at disse handlinger går i dialog med den katastrofe og pyro-æstetik, som har præget store dele af de 20. og 21.århundredes mange-facetterede og forskellige afarter af aktivistiske avantgardeformationer.

Jens Tang Kristensen er postdoc. Institut for Kunst og Kulturvidenskab, Københavns Universitet

Redaktion: 
Emneord: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce