Modkraft.dk er dumpet ned i blogosfærens progressive lag. Det er blevet til en rejse tilbage i tiden, fra Ungdomshusets sidste mur blev revet ned, til morgenen den 1. marts hvor politiets antiterrorkorps rykkede ind på Jagtvej 69.
De fokuserede blogs, som kun skriver om Ungdomshuset og emner, der er nært relateret her til, er Forældre for flere fede ungdomshuse og Initiativet for flere ungdomshuse.
Kun begyndelsen
Ungdomshuset på Jagtvej 69 er historie. Huset er revet ned, og bloggeren Jeppe Kapell var ude og høre Ruth Eventsens sejrstale: Dette er kun begyndelsen.
I den seneste tid, har Ruth renset sine udtalelser i pressen for religiøsitet, men i sejrstalen er den højreradikale kristenfundamentalisme tilbage i fuld flor.
Jeppe Kapell opsummerer: »De unge på Nørrebro er dæmonbesatte, men vi er lige nu vidne til at Gud sejrer over Satan. Næste skridt for Faderhuset er at bekæmpe praktiseret homoseksualitet, pædofili, pornografi, abort og satanisk legetøj. Hverken de autonome eller resten af Danmark kan undgå Guds kraft.«
På Uden Titel leder skribenten efter en hotline til himlen på De Gule Sider, men finder ikke noget. Jagtvej 69 - en vision (næsten) giver dog et bud på hvad Helligånden og Ruth vil med deres nybyggeri.
I Langt rablende indlæg om Ungdomshuset går Use of Weapons ind i diskussion om Faderhusets mål og ideologi - og hvorvidt kampen om Ungdomshuset er en rent juridisk diskussion eller ej.
På CAPAS spørges der »Hvad får alverdens journalister til at valfarte til lille Danmark for at skrive om det lille hus på Jagtvej i København?!« og svarer i Ungdomshuset - en tankestreg ved morgenkaffen:
»Det handler ikke kun om en stor flok unge mennesker. Det handler om, hvilket samfund , vi vil have. Visse politikere og debattører - med borgmester Martin Geertsen i spidsen - har ved deres sort-hvide, forenklende (nogle vil sige: konsekvente) fremstilling af situationen indirekte, utilsigtet tydeliggjort, at et samfund ikke kan fungere ene og alene på grundlag af ejendommens ukrænkelighed og konsekvent håndhævelse af lov-og-orden.«
»Tjaa, hvad mere kan man sige. Ritt sidder på rådhuset og holder politikerne tilbage fra deres familie, for at ligne en der rent faktisk gør noget«, skriver Lifematter i Ritt frygter de UNGE på like a s.o.b-on-a-rope. Her er en del andre indlæg relateret til Ungdomshuset.
På Pegefingeren tænker skribenten Tilbage i tiden til en ungdom i en landsby uden for København, hvor de pæne fodbolddrenge så ned på de mærkelige drenge.
»Jeg har stadig ikke helt fattet det. De sidste fem dages begivenheder står stadig som værende ganske uvirkelige. Selv da de maskerede nedrivningsarbejdere, under massiv politibeskyttelse begyndte deres beskidte arbejde, virkede det stadig som en dårlig drøm. Nørrebro er forvandlet til en politistat i ordets bogstaveligste betydning«, sådan indledes Nørrebro udenfor lands lov og ret på Punx.rocks.it.
På samme blog findes Den stopper ikke her!, Stemningsrapport fra den grønne zone og Egne oplevelser.
Bål og brand
De efterladte genstande fra Ungdomshuset opbevares af Faderhuset. Det er muligt at få udleveret personlige ejendele mod forevisning af bilag på købet af genstanden. Lige nu og hér kommenteres det med Hvis DET ikke er provokerende... Bloggen indeholder en del korte indlæg om Ungeren.
Andet steds i byen, på et bibliotek og i gang med et større opgave, sidder Torben K fra SF og spørger sig selv om »SF’s gruppe på Rådhuset skulle have gjort andet og mere?« for at rede Jagtvej 69 eller finde et passende alternativ til Ungdomshusets brugere. Skal han være Flov?
Peter Adolphsen skrev Kulørte splat - tale til Ungdomshusets aktivister på Faklen.dk.
Han skriver »at bevægelsen i netop disse dage står ved en korsvej, hvor resultatet bliver, at den enten visner og skrumper ind til ubetydelighed eller vokser sig stærk, smuk og slagkraftig. De kommende dage er umanerligt vigtige.«
Søndagsmagasinet på DR 1 hvor Ungdomshuset og rydningen var til debat resulterede i Send et kys på Lige nu og hér: »Jeg kaster op, igen, af alt den ensretning - men får det store smil på når jeg erfarer at der faktisk bliver inviteret fornuftige mennesker til dialog i tv.«
»Ja det er sjældent, der sker så vilde ting og sager i Dannevang, men når kulturkampen når ud på gadeplan så brænder det på Nørrebro.« Sådan indledes Sikke en weekend på En mavepuster til det officielle Danmark.
Blandt teksten pointer er: »Protesterne har dog påvist en ting - en effekt man sidst så under storstrejken - og det er at den borgerlige del af folketinget og deres tilhængere har et særdeles dobbelt-moralsk forhold til begreber de prædiker. De fleste politikere har forsøgt at gøre historien om ungdomshuset til en principsag om ejendomsretten - men når det kommer til stykket gælder ejendomsretten kun for kristne menigheder og butiksejere. Hvis man er tilhængere af ungdomshuset har man ingen ejendomsret. Således ransagede politiet flere bygninger under urolighederne - uden dommerkendelser - et klokkeklart grundlovsbrud - uden at Anders Fogh og Co. hævede et øjenbryn. Der er forskel på folk her under kulturkampen.«
»Synes du så det er i orden, at de unge smider med brosten?« spørger bloggeren på det-enkle-liv.dk sig selv i Fra en gammel skabs anarkist og svarer:
»Nej, det synes jeg ikke er i orden!
Men mens jeg ligger søvnløs her lørdag nat, natten med måneformørkelse - tænker jeg på, at jeg faktisk synes det er helt befriende, at der findes mennesker, der ikke går rundt i den her zombietilstand, hvor friværdien til at få lavet et ‘velværelse’ - ja, det er det nye ord for badeværelse med indbygget wellnesscenter - er det allermest interesante at gå op i.
At der stadigt findes en ungdom, der kan blive så edderspændt rasende, at den sætter København i brand - hvem ville dog have troet det, i det her lille selvfede ‘Os-nokkiske-rige’*, hvor vi alle lider af forstoppelse pga. overforbrug?«
I Oprør på Pegefingeren bliver der spekuleret over, hvorfor der røg et gymnasium med under uroligheder på Christianshavn.
I Nørrebro på Lidt brok i dagligdagen her og der kommer nogle ekstra nuancer frem fra de voldsomme begivenheder på Nørrebro og ender med at spørge: "Hvad er det for værdier, der har domineret denne weekend? Er det mit land, der overtræder så mange demokratiske regler for at forsvare en fundamentalistisk kristen sekts ejendomsret?"
I Tja på Er det sådan det er, mennesket? Jeg spørger bare spekuleres der over, om det "der er mest ærgeligt: At ungdomshuset er blevet ryddet. Eller. At der flytter en gruppe kristne ind istedet for."
Denne tur gennem de danske blogs slutter med et Stort Knuzzz Til Ungdomshuset Jagtvej 69 fra smildetluner.
Undertegnede siger ærbødigt Farvel.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96