Ung narcissisme er vestlig narcissisme

Det har altid været kutyme, at den ældre generation har udtalt sig om den yngre. Og det har længe været en kliché, at unge mennesker er både dumme og selvoptagede.

Alligevel har man vakt den samme gamle debat til live. Og derfor vælter narcissisme-anklagerne ned om ørerne på børn og unge.

Det med god grund, for den narcissisme, forældre pludselig kan genkende hos deres børn, er reel, men det er også den narcissisme, der for alvor indtog den vestlige verden efter Den Kolde Krig.

Politisk vanetænkning er en af de primære årsager til, at ingen længere tør tænke revolutionært eller gå på kompromis med den vestlige verdens idealer. Forbrugerismen er det eneste, der momentant kan udfylde det tomrum, det senmoderne menneske er efterladt med, når der ikke længere er et transcendent tilflugtssted.

Menneskets behov for at finde eller skabe mening med tilværelsen er universelt, og netop dette behov opfyldes ikke tilnærmelsesvist af den isolationistiske liberalisme. Tværtimod efterlades man med et materialistisk misbrug og en ensomhed, der strider mod vestens selvstændighedshymner.

Vesten synes at have forelsket sig i sine egne friheds- og lighedsidealer, hvis værdi hverken skal undergraves eller undermineres.

Men i en global verden anno 2013, hvor Den Kolde Krig er efterfulgt af »krigen« mellem de mange nationer, der kæmper for de multinationale selskabers gunst, bliver man nødt til at erkende, at de systemfejl, der var årsag til finanskrisen, udelukkende indbefatter den menneskelige grådigheds pludselige opgraderede udfoldelsesmuligheder i et senmoderne og individorienteret samfund.

Årtusindets altoverskyggende tema er individualitet. Den narcissisme, der genkendes hos den yngre generation, er resultatet af den (særligt amerikanske) retorik, der nærmest udelukker menneskelig interdependens.

Når børn og unge i en tidlig alder lærer at drømme amerikansk, kan det virke svært ikke at tro på andre end sig selv. For Gud er død og har været det længe.

Det eksistentialistiske menneskesyn, den filosofiske determinisme og liberalismen komplicerer sameksistens og forvandler subjektivisme til absurdisme og materialisme, for man kan ikke være sammen om at være alene.

Er du din egen lykkes smed, er du nødvendigvis også din egen verdens omdrejningspunkt. Det, der kunne forveksles med åbent sind og fordomsfri handlemåde, er i virkeligheden ligegyldighed og ikke tolerance.

Unipolariteten har opslugt det åbne sind og gjort det værst tænkelige ved os. Vi er blevet snæversynede og selvfede – en fedmeepidemi lig den fysiske.

Det synes fundamentalt forkert at skælde ud over, at børn forelsker sig i sig selv, når de er vokset op i en verden af politisk stagnation og vestlig narcissisme – især fordi de er opdraget af en hyklerisk generation, der forelskede sig i sine egne værdier og nu kalder sit eget afkom narcissistisk og selvoptaget.

Ikke desto mindre er de amerikanske idealer andet end synonymer for egoisme.

I 1900-tallet var der noget svært revolutionerende over den nyfundne drivkraft, der var anlagt af mennesker med en uafhængig karakter, fundamenteret i selvstændighedens ånd og grundlagt af et frihedsideal.

Men det ideologiske snæversyn og en stivnet samfundsdebat skabte en generation besat af og fortabt i et eneste begreb: individualisme. Den amerikanske forbrugerkultur var en uudforsket rus af materialisme og frisind af hidtil ukendte dimensioner.

Men det gælder for forbrug, som det gør for ethvert andet rusmiddel: rusen er flygtig. Mere vil have mere, for større ér umiddelbart bedre, og sådan anlægges et intethedssamfund.

Den vestlige verdens idealer er udadtil efterstræbelsesværdige, indadtil utilstrækkelige.

Det er svært at bebrejde ungdommen, at de tror på sig selv, når der ikke længere er noget at tro på.

Det er svært at bebrejde de danske unge deres absolutte verdensrekord i druk, når de lever i et overflodssamfund, hvor det eneste, der er uden for rækkevidde, er mening.

Det er svært at bebrejde de danske unge for noget som helst, når de i en tidlig alder er overladt til dem selv og deres potentiale. Og det i en global verden med mange muligheder, men endnu flere risici.

Principielt går vi alle rundt med en iboende genial multimillionær, som kan vinde OL-guldmedaljer og være god mod dyr. Vores eneste fjende er os selv, og det er det, der gør Den Amerikanske Drøm til et mareridt…

2008 skulle blive et vendepunkt, men verden venter stadig på en revolution.

Derfor synes det oplagt at tilføje, at Karl Marx pudsigt nok var manden, der forudså, at det hverken var kommunisterne eller islamisterne, kapitalisterne skulle frygte, men deres egen grådighed; hvis ikke dumhed.

Hvorfor ikke bare erkende, at grådigheden alt for længe har haft indflydelse på vores lovgivning og moral, fordi den fik et pænt navn og en god ven i en næsten nyfødt føderation?

2008 skulle blive et vendepunkt, men vi venter stadig på noget at tro på i et næsten fuldbyrdet ateistisk samfund, hvor den eneste, vi står til ansvar over for, er os selv.

Her fem år efter burde det virke indlysende, at det er det universelle fællesskab, der skal substituere en voksende narcissisme og en religiøsitet på retur.

Det kan være så fandens svært at efterleve socialistiske principper, hvis man selv har de bredeste skuldre - især når vi allerede er afhængige af elektroniske hjælpemidler, men uafhængige af hinanden - men man kan bestræbe sig på det.

Det kan være så fandens svært at efterleve budskabet i verdens bedste skønlitterære værk, Biblen, men det har aldrig været forkert at elske sin næste.

Og det er en misforståelse, at det nogensinde har været forkert at løfte i flok.  

Sophie Engelbrecht Schau er blevet student i sommeren 2013.