Annonce

22. marts 2007 - 12:40

Udlandet kigger stadig med

Opmærksomheden fra Ungdomshus-aktivister i udlandet er stadig forholdsvis stor. Senest er Canada og Island kommet på kortet.

Af Martin Lindblom/Monsun

De fortsatte internationale aktioner flere uger efter rydningen indikerer, hvilken betydning Ungdomshuset havde rundt om i verden.

Fredag den 16. marts afleverede »venner af Ungdomshuset i Canada« et brev til ambassadøren på det danske konsulat i Toronto, skriver ungdomshuset.dk.

JPEG - 114.9 kb
Canadiske venner af Ungdomshuset foran det danske konsulat i Toronto.

Brevet var en protest over rydningen skrevet på både dansk, fransk og engelsk, og gennemgik hele den proces, der gik forud for rydningen den 1. marts.

Ambassadøren var ikke til stede, men en medarbejder lovede at videregive brevet personligt.

Tirsdag den 20. marts var det Islands tur. Her hængte unge aktivister et banner op på hegnet foran den danske ambassade i Reykjavik, skriver en anonym kilde til Modkraft.dk. Der er ikke yderligere oplysninger om denne aktion.

JPEG - 152.4 kb
Venner af Ungdomshuset aktionerer i Reykjavik.

Den internationale opmærksomhed kommer dog også til udtryk i de mange informationer, der deles via internettet. På Modkraft.dk læser et stort antal udenlandske brugere stadig med, ikke mindst takket være de fortsatte oversættelser af nyhedsrullen.

Nordmænd i knibe
En hel del udlændinge har da også en helt personlig interesse i at følge med, hvad der sker. Mange udlændinge var nemlig tilstede under rydningen og politiets behandling af dem vakte en vis international opmærksomhed.

Blandt de mange chokerede gæster var blandt andet Villjar, Håvard, Mia og Bjørn fra den norske by Trondheim, der efterfølgende valgte at fortælle deres historie til en lokal avis.

De fire aktivister var taget til København sammen med en større gruppe nordmænd og var indkvarteret på et af de steder, der blev ransaget af politiet få timer efter deres ankomst. Uden varsel blev de alle anholdt og lagt i strips, hvorefter de blev kørt til politistationen.

Efter et par timer i strips blev de alle fotograferet, visiteret og fik taget fingeraftryk. Derefter ventede et ophold på mellem 15 og 20 timer i detentionen.

– Efter vi blev fængslet fik vi uddelt et ark med de fire rettigheder, vi havde som sigtede. Det første de gkjorde var at nægte os de rettigheder, fortæller Bjørn til Adresseavisen.

Ingen af dem fik at vide, hvad de var sigtet for, kun noget om at de skulle have opfordret til voldelige optøjer

– At vi ikke engang havde været i landet på det tidspunktet, de påstod vi havde gjort noget, tog de ingen hensyn til, siger Bjørn.

Anholdt i HT-bus
Midt om natten blev de en efter en løsladt fra Tårnby politistation, men oplevelserne med dansk politi sluttede ikke af den grund.

– Det var faktisk værre de næste to dage, Vi blev stoppet på hvert eneste gadehjørne. Vi blev visiteret og fotograferet. De skrev vores signalement ned og spurgte til, hvad vi lavede, siger Bjørn.

Efter at have deltaget i de fredelige demonstrationer efter rydningen, tog de fire nordmænd hjem igen. Men i en HT-bus på vej mod Kastrup, hvor deres bil stod parkeret, var den pludselig gal igen.

– To stoppesteder efter vi stod på, blev bussen blokeret af politibiler og hundevogne. Vi blev ført ud af bussen og anholdt igen. Jeg fik besked på, at jeg var sigtet for brud på våbenloven, men at de ville overveje at droppe sigtelsen, hvis de ikke fandt våben på mig, fortæller Bjørn.

De fire unge nordmænd spekulerer nu på, hvad der sker med sigtelserne og over hvilke registre de er havnet i uden at have gjort noget ulovligt.

Læs mere om de fire nordmænd på adressa.no

Internationale nyheder
Men nyhederne går også den anden vej. En tjekkisk aktivist bosat i Danmark har gennem længere tid oversat nyheder om Ungdomshuset til flere tjekkiske hjemmesider.

På den tjekkiske czechtek-blogs hjemmeside har der hver dag gennem længere tid været nyheder om Ungdomshuset i en særlig sektion sat op til lejligheden. Derudover har den tjekkiske oversætter forsynet den uafhængige netavis Britské listy med nyheder.

Også i England er der sat en særlig Ungdomshus-side op med løbende nyheder om situationen i København og på dele-service hjemmesiden YouTube er der desuden lagt omkring 50 videosekvenser ud fra rydningen og de efterfølgende gadekampe.

Se samlingen af rydnings-videoer på YouTube

Se den tjekkiske czechtek-blog

Se den engelske Ungdomshus-nyhedsside

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce