Systemforandring, ikke klimaforandring

Norges Sociale Forum deltog på Verdens Sociale Forum i Tunis i slutningen af marts 2015, hvor store dele af græsrodsbevægelsen fra hele verden mødtes til diskussion og strategiplanlægning.

Et af de store temaer var naturligt nok klima, miljø og mobilisering op til FN's klimaforhandlinger i Paris (COP21) i december.

Hovedkonklusionen er, at klimasagen er for omfattende til, at miljøbevægelsen kan arbejde med den alene.

Selvom vi eksempelvis får en hamrende god klimaaftale i Paris, vil denne aftale ikke være nok, eftersom lande ikke tør gennemføre klimatiltag af frygt for at multinationale selskaber skal sagsøge dem.

Multinationale selskaber i konflikt med miljø

»System change, not climate change« var derfor et centralt slagord på Verdens Sociale Forum. Årsagen til det er, at vi ikke vil klare at gennemføre den nødvendige omstilling til et klimavenligt samfund uden at ændre centrale dele af de økonomiske strukturer i verden.

Multinationale selskaber og deres økonomiske interesser dominerer, og de interesser er ofte i stor konflikt med klima og miljø.

Gigantiske handels- og investeringsaftaler er ved at blive etableret. Aftalerne tilsidesætter demokratiet, reducerer det politiske handlingsrum og giver store multinationale selskaber rettigheder på bekostning af blandt andet sundhed, fødevaresikkerhed, miljø og arbejdsvilkår.

Investeringsregler i handelsaftalerne bidrager til at give selskaberne bedre beskyttelse end landets eget naturgrundlag og egen befolkning.

De fleste aftaler indeholder bestemmelser, som vanskeliggør, at nye miljøregler kan indføres, eftersom investorens indtjening dermed bliver begrænset.

Nye aftaler skaber frygt

Stabilitet i reglerne fremhæves som en central faktor for at skabe et godt investeringsklima.

Klimareguleringer påfører investorerne uforudsete produktionsomkostninger, som kan medføre tab af fremtidig profit. For at sikre, at målet med aftalen beskyttes, indeholder en væsentlig del af aftalerne investeringsbeskyttelse i form af en konfliktløsningsmekanisme, hvor investorerne kan sagsøge stater i ikke-statslige domstole.

Investorer er blevet givet eksklusive rettigheder, og hverken stater eller indbyggere kan bruge disse mod investorerne.

Det er et demokratisk problem, fordi folkevalgte politikere kan blive presset til at lade være med at gennemføre ønsket politik i frygt for at blive sagsøgt, men det er også et klimaproblem, fordi denne frygt i stor grad fører til »business as usual«.

Fordi investorerne sagsøger staten for tab af fremtidig indtægt ved eventuelle klimatiltag, vil både fattige og rige lande have gode incitamenter til at undlade at indføre klimatiltag.

Frygten for søgsmål begrænser reguleringsviljen.

Klimakampen handler om klasser

Klimaforandringerne rammer de marginaliserede grupper i verden hårdest. Hvis ikke vi løser klimakrisen, vil vi bidrage til at afstanden mellem fattig og rig øges nationalt og globalt.

 Klimaforandringerne er derfor ikke bare et miljøspørgsmål, men også et spørgsmål om retfærdighed, fattigdom og udvikling.

Kampen mod klimaforandringerne er også en kamp mod øgede forskelle mellem fattig og rig, en kamp for kvinders rettigheder, en kamp mod sult og vandmangel og en kamp for retfærdig ressourcefordeling.

Klimaforandringerne fører til at mange mennesker vil miste deres levebrød, fordi man ikke længere kan dyrke jorden, som man traditionelt har gjort. Flere steder vil mennesker blive tvunget på flugt på grund af øget ekstremvejr, stigende hav og mangel på frugtbar jord.

Det er en problematik, som andre end kun miljøbevægelsen er optaget af. Tiden er nu inde til at vi alle løfter klimasagen.

Fagbevægelsen er en vigtig allieret

Fagbevægelsen spiller en vigtig rolle i løsningen på klimakrisen, fordi vi er afhængige af, at kampen mod forurening ikke bliver en kamp mod folks levebrød.

Det Internationale Energiargentur (IEA) slår fast at to tredjedele af verdens kendte fossile ressourcer må blive liggende, hvis vi skal opnå togradersmålet.

Det betyder, at vi bliver nødt til at sænke udvindingstempoet - også i Norge.

Der findes mange alternativer til forurenende industri, men de nye grønne arbejdspladser, vi skal skabe, er ikke altid direkte overførbare til dem, som arbejder i petroleumsindustrien.

Vi må sørge for, at disse alternativer ikke kun er visioner om en anden næringsvej, men faktiske arbejdspladser, som betaler regningerne og giver mad på bordet.

Fagbevægelsen er helt central i arbejdet med at skabe de konkrete alternativer og den nødvendige omskoling.

Bør mobilisere til COP21

Når verdens ledere samles til FN's klimaforhandlinger i december, er der kun en mikroskopisk chance, at vi får en bindende klimaftale på plads, som vil være god nok til at løse klimakrisen.

Resultatet af en klimaaftale vil alligevel ikke være nok, så længe handels- og investeringsaftalerne giver selskaberne ret til at fortsætte som før.

Det betyder ikke, at vi skal droppe at mobilisere bredt til klimaforhandlingerne. Det betyder ikke, at vi ikke skal arbejde hamrende hårdt for, at den norske delegation skal rejse til Paris med ambitiøse krav i kufferten.

Det betyder, at vi må arbejde hårdere sammen for at løse klimakrisen både før og efter COP21, og at klimakamp drejer sig om at arbejde mod de internationale handels- og investeringsaftaler og sikre retfærdig omfordeling mellem Nord og Syd.

Nina Skranefjell er styreleder i Norges Sociale Forum. Stine Østnor er koordinator for Globaliseringskonferancen og tidligere centralstyremedlem i Natur og Ungdom i Norge.

Artiklen er oversat af Asger Hougaard. Den har tidligere været bragt på radikalportal.no.