Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
rejseessay
9. april 2013 - 17:15

Systematisk nedslagtning i Palæstina

På min vej tilbage fra demonstrationen strejfede en gummikugle kugle mit ben. De israelske soldater er blinde for deres mål, skriver historiestuderende Victor Christoffersen.

Jeg har nu i to uger rejst rundt i det besatte Palæstina, et land, der - på trods af Obamas proklamation om fremskridt og tro på fred for snart to uger siden til israelske universitetsstuderende i Jerusalem - stadig er plaget af undertrykkelse og apartheid-lignende tilstande: Besættelsens og bosætterenes psykiske og fysiske vold.

Vidnesbyrd og forfærdelige historier om den israelske besættelse bliver hyppigt fortalt af de palæstinensere, jeg har mødt på min rejse. Bosætterovergreb på dyr, ejendom og mennesker sker ligeledes overalt i de palæstinenske territorier.

Aldrig har jeg forestillet mig en så systematisk og umenneskelig undertrykkelse, som jeg har oplevet i den palæstinenske by Hebron.

FN afdelingen OCHA registrerede i 2011 over 183 personskader efter  bosættereangreb på civile palæstinensere og 290 tilfælde af hærværk på privat ejendom, tallene for 2012 er endnu ikke offentligtgjorte.

Læs "Fragmented Lives: Annual Report 2012" (pdf). 

I de to uger, jeg har været i Palæstina, har nyheder fra Hebron fyldt de lokale aviser og internettets blogs. 29 børn i alderen 7 til 15 er blevet anholdt efter mistanke om, at nogle få havde kastet med sten.

Læs artiklen: "Thirty children arrested in Hebron on their way to school" hos palsolidarity.org.

En dansk fredsvagt er blevet udvist efter at have deltaget i en fredelig aktion mod Obama. Før udvisningen blev han tilbageholdt i et israelsk deportationscenter i 5 dage med kun sporadisk kontakt til omverdenen.

Anholdelsen er blevet filmet og lagt på youtube,og jeg har selv oplevet demonstrationer blive mødt af tåregas, stunngranates og gummidækkede jernkugler.  

Mens jeg skriver dette, sidder jeg i Hebron, en by der i århundrede har spillet en afgørende rolle i Israel/Palæstina konflikten.

Allerede I 1929 var Hebron skuesplads for voldsomme sammenstød mellem palæstinensere og den zionistiske bevægelse. Dengang lykkes det ikke zionisterne at få fodfæste, men meget har ændret sig siden da, og efter Israels sejr i Junikrigen 1969, blev der i 1972 oprettet den første zionistiske bosættelse i Hebrons gamle bydel.

Siden 1972 har zionisterne langsomt annekteret mere og mere af den gamle bydel, ejerskab har skiftet hænder, nogle gange med penge, men oftest ved hjælp af trusler eller af ''sikkerhedsmæssige'' årsager, administreret  af den israelske hær.

Hus for hus, gade for gade, kvarter for kvarter har sproget og traditionerne ændret sig, hvor man tidligere bad til Allah og fejrede Ramadan, holder man nu bar-mitzvah og læser højt fra Torahen.

500 bosættere er flyttet ind siden 1972, og for at sikre dem har de Israelske myndigheder oprettet et område kaldet H2, et område, der er 100% kontrolleret af det israelske militær.

10.000 palæstinensere lever stadig i H2, hvor militære check-points, vejspærringer og ID-check er en del af de palæstinensiske beboeres hverdag.

Juridisk er palæstinenserne i H2 under militærlov, der i praksis fratager palæstinenserne den mest fundamentale retssikkerhed, og FN har registreret gentagne brud på menneskerettighederne og folkeretten.

Efter en ekstremistisk bosætter i 1994 skød og dræbte 29 palæstinensere i Ibrahim-mosken, lukkede det israelske militær en række gader for palæstinensisk transport, mest ikonisk er Shohada Street, der tidligere var en livlig handelsgade, men nu står gabende tom.

Hvor der før var butikker, der solgte krydderier, tasker og klædedragter, er der nu kun skiltene tilbage. Israelerne lukkede fuldstændigt Shohada Street for palæstinensisk færden i 2000. For at garantere bosætterenes sikkerhed har den israelske hær altid udstationeret op mod 3000 soldater i Hebron.

Ar være gæst i Hebron er hårdt. Byen har over 100 afspærringer og vejblokader. For at komme fra H1 til H2 skal man igennem check-points med mistænkeliggørelse, paskontrol, kontrol af tasker, spørgsmål osv.

For mig er det en forbigående gene, for palæstinenserne er det hverdag. Værst er det at se børnene, der om morgenen på vej til skole skal udsættes for de unge soldaters ydmygelser og spottende kontroltjek.

Udenfor mit vindue har jeg en flot udsigt udover den gamle bydel, lysene fra tusindvis af vinduer giver nattehimlen et gyldent skær af noget arabisk, af noget eventyrligt. Men det eventyrlige i Hebron er virkelighed, og eventyrsidyllen kan hvert øjeblik blive brudt.

Som en skohandler fortalte mig, er bosætterene som en stor blæksprutte, der med lange arme, griber hårdere og hårdere fat om byen. Så hårdt, at den langsomt bliver kvalt.

Militæret og bosætterne chikanerer og forstyrrer deres liv. Dagligt må palæstinenserne i H2 stå model til tilråb eller decideret vold fra bosætterne.

Blæksprutten er blevet en fast del af deres liv, den dikterer og styrer alting - hvor man må være, og hvor man må bo. Enhver ansats til protest eller demonstration bliver mødt ekstremt aggressivt med gas og skud, associationer til en krigszone er lige for.

Men under overfladen ulmer utilfredsheden, og under mit ophold forvandlede byen sig på et øjeblik til ragnarok.

En tidligere Fatah leder fra Hebron døde i et israelsk fængsel, fordi han ikke fik medicinsk behandling.

Hebrons indbyggere havde fået en mulighed for protest.

På få timer blev byens centrum omdannet fra et livligt handelskvarter til en slagmark, hvor palæstinenserne med deres eneste to våben - stenen og protestens knyttede hånd - forsøgte at vise deres modstand, et forgæves forsøg på at hævde deres ret til den by og de gader, der for mere end fyrre år siden blev stjålet fra dem.

Det var en urimelig kamp, der udspillede sig for øjnene af mig. Hver sten, de unge kastede i deres kamp mod besættelsen, blev gengældt med en regn af tåregas og lydgranater, imens dødsens farlige gummikugler blev affyret af israelske snigskytter på byens tage. Ambulancer kørte i pendul med sårede demonstranter, der var blevet ofre for soldaternes skud eller andre, der havde fået brandsår af nærkontakt med tåregaspatronerne, der målløst blev skudt ind i mængden.

På min vej tilbage fra demonstrationen strejfede en sådan gummikugle kugle mit ben. De israelske soldater er blinde for deres mål. Den konflikt eller nærmere krig, der har været igang i årtier, er ikke ligeværdig, men i stedet en gemen og systematisk nedslagtning af den palæstinensiske befolkning, der intet kan stille op.

Israels militære overlegenhed og brutalitet er ikke en vej til fred, men viser i stedet et system, der er blottet for menneskelighed.

Victor Christoffersen er historiestuderende, Københavns Universitet.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce