Syrizas aftale giver pusterum, men ikke en løsning

»Politikens kunst er at skabe styrkeforhold, der gør det muligt at gøre det i morgen, som vi ikke kan gøre i dag.«
Marta Harnecker, chilensk marxist og revolutionær

På blot en måned har den venstreorienterede græske regering med partiet Syriza i spidsen forhandlet en aftale på plads med EU, der laver brandslukning af en humanitær krise, bryder med det græske oligarkis dominans og korrupte styre, skaber et mere lige Grækenland og giver plads til en regulær demokratisering af samfundet.

Den store hurdle er stadig gælden og eurozonens budgetregler, der ikke giver plads til investeringer. Det kræver en samlet europæisk venstrefløj og befolkninger, der gør op med EU’s politiske og økonomiske elite.  

Lad os starte med at se på situationen i Grækenland anno 2015. Landet står i en regulær humanitær krise.

I de græske byer ses konsekvenserne af EU’s sparepolitik tydeligt. Der er lukkede butikker, tusinder af hjemløse, og almindelige græske familier står i lange køer til folkekøkkener for at få et ordentligt måltid mad.

Generelt er Grækenland præget af skyhøj ungdomsarbejdsløshed, eksploderende selvmordsrater, et sundhedsvæsen forbeholdt dem med overskud på bankkontoen, ingen pension til de gamle og uddannelse forbeholdt de rigeste.

EU’s nedskæringspolitik har kastet Grækenland ud i den dybeste økonomiske krise siden Anden Verdenskrig. Europarådet har så sent som i december 2014 i en rapport redegjort for sparepolitikkens konsekvenser for menneskerettighedssituationen i Grækenland.

De voldsomme besparelser på sundheds- og socialområdet har krænket grundlæggende sociale rettigheder, som Grækenland gennem sit medlemskab af Europarådet ellers er forpligtet til at sikre.

Med andre ord er situationen desperat.

Under disse ekstreme vilkår er den nye græske regering med det venstreorienterede parti Syriza i spidsen kommet til magten for blot en måned siden.

Befolkningen i Grækenland gav dem mandat til at prøve muskler med EU-eliten og redde den fra fortsat armod. Og regeringen blev kastet for løverne med det samme.

For Grækenlands nuværende låneaftale på svimlende 240 milliarder euro med EU og IMF (Den Internationale Valutafond) udløber den 28. februar.

I en måned har den græske regering forhandlet med eurogruppen (eurozonelandene) om vilkårene for de fortsatte lånebetingelser for hjælpepakker.  Nu er det så lykkedes at komme frem til et kompromis.

Aftalen har fået både den tyske finansminister Wolfgang Schäuble, den borgerlige avis The Economist og dele af venstrefløjen til at skrive Syrizas nekrolog.

Indholdet taler dog et andet sprog. Aftalen løser ikke det grundlæggende problem med gælden, og den er langt fra optimal. Men den indeholder vigtige sejre i kampen mod en neoliberal politik.

Og den viser betydningen af at have et venstreorienteret parti ved magten.

Hvad har Syriza allerede opnået?

Den tidligere konservative-socialdemokratiske regering havde lagt op til forsatte neoliberale strukturtilpasningsprogrammer med omfattende nedskæringer, privatiseringer og en forværring af den humanitære krise til følge. Den aftale er skrottet af Syriza.

I stedet er det under meget vanskelige betingelser med ulige styrkeforhold lykkedes den nye græske regering at lave en realistisk aftale med de andre eurozonelande. Den nye græske regering er gået på kompromis uden at kompromittere sig selv.

Regeringens reformudkast består af række helt afgørende sejre.

For det første har den græske regering fået lov til at gribe ind overfor den akutte og omsiggribende humanitære krise i landet.

Der vil formentlig blive tale om initiativer på linje med, hvad Syriza tidligere har forslået. Det vil sige fri elektricitet for 300.000 husstande, der lever under fattigdomsgrænsen, madstøtteordning til 300.000 familier uden indkomst, 30.000 lejligheder som boliggaranti, tilbageførsel af julebonus til 1.2 mio. pensionister, fri medicin for ikke-forsikrede arbejdsløse, særlige offentlige transportkort for langtidsarbejdsløse og billigere varme til boliger.

Det er fuldstændig afgørende initiativer for at afbøde den desperate situation i Grækenland.

For det andet har den græske regering fået frie tøjler til at tage et opgør med det græske oligarki. Regeringens reformudkast indeholder et massivt opgør med korruption og en benhård indsats mod de riges skatteunddragelse.

Det indbefatter en reform af boligbeskatningen, så skatten for de fattigste sættes ned, men den sættes op for folk, der besidder store boliger. Det indbefatter ligeledes en ophævelse af den nuværende fælles ejendomsskat, hvor der til gengæld indføres skat på stor ejendom samtidig med mere progressiv beskatning og sletning af gæld for særligt nødlidende

For det tredje gennemfører man progressive arbejdsmarkedsaftaler, hvor man sikrer kollektive aftaler og en gradvist hævelse af minimumslønninger.

Dermed bryder Syriza det nyliberale patent på at arbejdsmarkedsreformer skal betyde forringede vilkår for arbejderne. Dermed styrkes fagbevægelsens position i klassekampen.

For det fjerde gennemfører man en afbureaukratisering af den offentlige sektor.

Der vil være tale om en helt vidtgående omorganisering af den offentlige sektor for at bryde med det gamle regimes styring og samtidig demokratiseres samfundet med vægt på aktiv borgerdeltagelse og direkte demokrati.

Der er med andre ord masser af være begejstret for.

Gældsnedskrivning, new deal og en mulig plan B

Den store hurdle er fortsat spørgsmålet om gælden. Men havde det på nogle måde været realistisk at forvente noget på den front efter blot en måned? Det havde virket helt usandsynligt.

Syriza har meget fornuftigt forslået en international gældskonference, hvor man nedskriver gælden for Grækenland, ligesom Tyskland fik afskrevet gælden efter 2.verdenskrig i 1953. Og det er selvfølgelig det helt indlysende krav på den lange bane.

Absurditeten i den nuværende politik fra EU-eliten bliver tydelig, når vi kigger mere konkret på, hvad Grækenlands hjælpepakker er blevet brugt til.

EU-eliten fremhæver tit lånepakkerne som en hjælpende hånd, der har gjort det muligt at betale lønninger og opretholde staten.

Men i realiteten er kun 11 procent af de samlede lån brugt på at dække underskud på statens finanser og ubetalte regninger. Resten af pengene er blevet brugt på betaling af gæld og renter, holde bankerne flydende og finansielle modydelser til private kreditorer for den gældsnedskrivning, man foretog i 2012.

Gælden er nu på 177 procent af Grækenlands bruttonationalprodukt og er i praksis for stor til nogensinde at kunne betales tilbage. Enhver fornuftig politisk linje tilsiger derfor at håndtere gælden gennem nedskrivning.

Men værd at bemærke er altså, at 2. Verdenskrig sluttede i 1945, og gælden først blev afskrevet 8 år senere.

Det havde været imponerende, hvis en ny græsk regering, som nyder udpræget skepsis blandt EU’s elite, ville have kunnet opnå det samme indenfor en måned.

Et af Syrizs vigtige krav er desuden et ønske om en europæisk »new deal«, hvor offentlige investeringer gennem den Europæiske Investeringsbank (EU-midler) skal genskabe væksten.  

Syriza fremlagde inden valget en beskæftigelsesplan, hvor der skulle ansættes 300.000 mennesker i både den private og offentlige sektor. Det vil både gøre noget ved arbejdsløsheden og stimulere økonomien i Grækenland.

En tilsvarende politik kunne resten af EU have stor gavn af. Men EU-eliten holder stædigt fast i »nødvendighedens politik«, hvor neoliberale sparekrav og privatiseringer ses som den eneste vej frem. Den eneste vej frem mod afgrunden fristes man til at sige.

Til IMF’s store skuffelse indeholder reformudkastet fra den græske regering ikke planer om fremtidige privatiseringer. Det kan vi andre så glæde os over sammen med det græske folk.

Trods aftalens mange lyspunkter så viser situationen også, at der er brug for et folkeligt opgør med EU-elitens sparepolitik i Europa.

EU’s økonomiske styring og euro-politikken udgør en spændetrøje, der forhindrer, at Europa kan få gang i hjulene og grundlæggende sociale rettigheder kan sikres.

Syrizas kamp mod EU-eliten udstiller grundlæggende problemerne med euro-konstruktionen og dens medfølgende budgetkrav, der forhindrer ekspansiv finanspolitik.

Derfor mener et relativt stort mindretal i Syriza, at den græske regering bør tage konsekvensen og melde landet ud af eurosamarbejdet.

Den linje fik dog ikke opbakning på Syrizas seneste kongres, og det blev derfor ikke en del af den platform, som Syriza gik til valg på.

Den nye græske regering har vundet sig fire måneder, og en eventuel plan B om udtræden af euroen kunne indgå i overvejelserne frem mod sommeren.

Det kan være en strategi på den lange bane og måske et eksempel til efterfølgelse af andre lande. Men en uordnet exit fra euroen kan have voldsomme sociale og økonomiske konsekvenser for Grækenland, og som europæisk venstrefløj må vi stå fast på, at det i første omgang må være op til Syriza selv at afgøre, hvilken strategi de lægger for dagen.

Det nødvendige opgør med EU-eliten

Med aftalen mellem eurogruppen og Grækenland er det vigtigt, at vi fastholder, at der ikke er tale om nogen løsning af situationen.

Der er taget vigtige skridt, men de afgørende brud forudsætter en større international solidaritet. Der er brug for en ændring af de nuværende styrkeforhold.

Forhåbentlig kan et kommende valg i Spanien bringe det nye spanske protestparti Podemos til magten. Ligesom venstrefløjen i Irland i meningsmålingerne står til at overhale de andre partier.

Aftalen viser et klart behov for en europæisk venstrefløj, der hele tiden peger i en anden retning end den nuværende neoliberale sparepolitik.

Som europæisk venstrefløj skal vi huske, at Syrizas kamp også er vores opgør med EU-eliten. Et flertal i Folketinget har underlagt Danmark EU’s Finanspagt, der forhindrer os i at føre en offensiv investeringspolitik, der kunne sætte gang i økonomien.

Trods befolkningens nej til euroen ved folkeafstemningen i 2000 prøver de EU-positive partier at koble Danmark så tæt til euro-politikken som muligt.

Derfor er international solidaritet en forpligtelse for den danske venstrefløj. Ligesom det er helt afgørende at vi dagligt går imod den neoliberale sparepolitik, vi også oplever i Danmark og resten af EU.

Kampen forsætter sammen med Syriza.

Nikolaj Villumsen medlem af Folketinget og Michael Hunnicke er økonomisk rådgiver for Enhedslisten

Kilder:

Syriza (2014): »The Thessaloniki programme«.

Det godkendte udkast fra den græske regering (2015): »Udkast«.

Bloomberg.com (2015): »European Commission Accepts Greek Economic Measures After Review«

Dr.dk (2015): »GRAFIK: Hvad har Grækenland brugt alle pengene på?«

Mason, P (2015): »Missing from the greek deal: figures«

Atlantic Sentinel (2015): »Greece Submits Reforms for Bailout, IMF critical«.