Annonce

Sverige
28. oktober 2015 - 15:58

Svenske socialister udsat for brandattentat

Tidligt om morgenen søndag den 25. oktober blev medlemmer af det svenske Rättvisepartiet Socialisterna udsat for et brandattentat på deres bopæl. Attentatet følger efter adskillige brande ved landets asylcentre.

Meget tyder på at den politiske vold eskalerer i Sverige. Siden marts i år har landet oplevet, at 21 planlagte eller fungerende asylcentre er gået i brand. Det svenske politi mistænker flere af brandene for at være påsat.

Og nu ser brandstiftere ud til at gå efter politiske aktivister.

Det svenske trotskistiske parti, Rättvisepartiet Socialisterna (RS), skriver søndag den 25. oktober på partiets hjemmeside, at medlemmer og sympatisører af partiet er blevet udsat for et brandattentat på deres ejendom i de tidlige morgentimer. 

Læs mere om attentatet på partiets hjemmeside

Attentatet skulle have fundet sted i Hammarkullen-kvarteret i Göteborg, hvor gerningsmænd forsøgte at sætte ild til tre lejligheder ved at kaste brændende papir ind gennem brevsprækkerne. I samme omgang blev der sat ild til de tilknyttede trappeopgange og opbevaringsrum. I de tre lejligheder befandt sig både voksne og børn.

Ingen kom dog til skade. Brandene i lejlighederne blev hurtigt slukket, og brandvæsenet fik styr på brandene i trappeopgange og opbevaringsrum i løbet af et par timer. 

Rättvisepartiet Socialisterna er aktivt i lokalområdet, hvor partiet blandt andet har gjort sig bemærket ved at kæmpe mod racisme og nazisme samt støtte syriske kurdere i deres kamp mod Islamisk Stat.

Skoleangreb var politisk motiveret

Mens det er ukendt hvem, der står bag brandattentaterne mod asylcentre og Rättvisepartiet Socialisterna, har politi og massemedier kunne påvise et et utvetydigt politisk motiv, da en 21-årig svensker dræbte to mennesker den 22. oktober 2015. 

Den unge mand gik ind på en folkeskole i byen Trollhättan og begyndte at stikke folk ned med et sværd. Det lykkedes gerningsmanden at stikke to elever og to lærere ned, inden han selv blev dræbt af politiet. Én af de to elever og én af de to lærere mistede livet. 

Ifølge politiet efterlod gerningsmanden et brev i sin lejlighed, hvor han gav udtryk for at angrebet var planlagt, og at det var rettet mod indvandrere.

Læs artiklen »Politi om skoleangreb: 21-årig stillede op til billede efter drab« på dr.dk

Ifølge den svenske antiracistiske stiftelse Expo viste gerningsmanden udtryk for højreekstreme sympatier på de sociale medier. Han viste blandt andet interesse for højreekstreme blogs og Youtube-videoer, der glorificerer Nazi-Tyskland.

Læs artiklen »Skolmördaren visade högerextrema sympatier på sociala medier« på expo.se

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce