Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Interview
24. februar 2016 - 10:54

Socialistisk EU-kritik eller bred folkelig EU-modstand

Enhedslistemedlemmerne Christian Juhl, Katrine Toft-Mikkelsen og Daniel Panduro er enige om, at EU-modstand er fællesnævner for Enhedslisten og Folkebevægelsen mod EU. Men de er uenige om, at det er en god ide at stille Enhedslisten op til Europaparlamentet eller fortsat alene at støtte Folkebevægelsen.

På Enhedslistens årsmøde i maj 2016 skal partiet vedtage et nyt delprogram om EU-politikken.

Årsmødet skal samtidig tage endelig stilling til spørgsmålet, om partiet selv skal stille op til det kommende Europaparlamentsvalg eller som hidtil pege på alene anbefale at stemme på Folkebevægelsen mod EU.

Afgørelsen om partiopstilling eller ej  vil ske på baggrund af vejledende, elektronisk urafstemning blandt partiet medlemmer, der gennem føres mellem den 10. og 17. marts 2016.

Venstrefløjsmagasinet Solidaritet har sat de tre Enhedsliste-medlemmer Christian Juhl, Katrine Toft-Mikkelsen og Daniel Panduro stævne til en debat om venstrefløjen og EU.

Vil I starte med at præsentere jer selv?

Christian Juhl: Jeg kommer fra Silkeborg og har været fagforeningsaktiv i en del år. Jeg sidder i Folketinget og er også for nyligt blevet valgt til Enhedslistens hovedbestyrelse.

Jeg har været med i Folkebevægelsen siden 1975, og er stadig med i det lokale arbejde i Silkeborg i det omfang det kan lade sig gøre. Og så var jeg kandidat ved sidste valg til Europaparlamentet.

I en periode var jeg både med i Folkebevægelsen og Junibevægelsen - for Folkebevægelsen havde aktivisterne, og Junibevægelsen havde nogle intellektuelle folk, der var dygtige til at analysere.

Katrine Toft-Mikkelsen: Jeg sidder i Enhedslistens hovedbestyrelse og var også med i partiets kampagnegruppe for bevarelse af retsforbeholdet. Til dagligt arbejder jeg som faglig konsulent i SPIA, som er et administrationsselskab for selvejende og private daginstitutioner.

Jeg er født i 1970, så jeg nåede lige at blive født uden for EF. Jeg har aldrig været medlem af Folkebevægelsen eller Junibevægelsen, men jeg har arbejdet med EF og EU på forskellige andre måder. Bl.a. var jeg koordinator af kampagnen ’For Et Andet Europa’, som var en europæisk kampagne op til vedtagelsen af Amsterdam-traktaten i 1998.

I Danmark lavede vi en paraply med fagbevægelsen og forskellige former for bevægelser, og der var tilsvarende initiativer i de øvrige europæiske lande. Vi lavede bl.a. en fælles stjernedemonstration i Amsterdam.

Jeg synes, det var rigtigt interessant at lave EU-modstand på et reelt internationalt grundlag - hvor det ikke handlede om Danmark og danske interesser, men om lønmodtagernes, studerendes og miljøets interesser på tværs af grænser. Det er meget min indgangsvinkel til EU-spørgsmålet.

Daniel Panduro: Jeg er uddannet folkeskolelærer og læser en kandidatgrad i forvaltning og pædagogik på Roskilde Universitet. Så sidder jeg i kommunalbestyrelsen på Frederiksberg og er andensuppleant i Enhedslistens hovedbestyrelse.

Jeg er medlem af Folkebevægelsen mod EU og har været med til at lave lokale valgkampe til Europaparlamentsvalg, men altid bag linjerne.

Jeg er født i 1988, og da var diskussionen om vi skulle være i EU rimeligt meget overstået, og det tror jeg også har indflydelse på, hvordan jeg ser på hele unionsspørgsmålet. For jeg har sgu ikke været med til afstemningen om, at vi skulle melde os ind.

Hvad betyder EU for det danske samfund og for Enhedslistens spillerum i Folketinget?

Christian Juhl: EU betyder rigtig meget, især for arbejderne og for vores muligheder for at få organiseret arbejdsmarkedet. Og så er der spørgsmålet om demokratiet, som er helt fraværende i EU-systemet.

Daniel Panduro: EU står objektivt set bag en masse lovgivning i Danmark. Men når jeg taler med mine medstuderende eller med Frederiksberg-borgere, så fylder EU-politik ikke særligt meget. Det er svært at bringe EU på den politiske dagsorden, fordi folk sætter et kryds hvert femte år - og har glemt det en uge efter.

Katrine Toft-Mikkelsen: Jeg tror, EU betyder rigtig meget for erhvervslivet. For hele grundlaget for EU er at gøre det så nemt som muligt for kapitalen. Vi har godt nok en dansk grundlov, men helt grundlæggende skal vi følge nogle regler fra EU, som stiller spørgsmål ved retten til at strejke og blokere og alt muligt andet. EU har en kæmpe betydning for måden, vi indretter vores samfund på.

Christian Juhl: Helt enig. EU er til gavn for den store kapital. Når EU er bygget op, som det er, er det fordi vi stadigvæk arbejder med de fire grundrettigheder; altså fri bevægelighed for kapital, tjenesteydelser, varer og arbejdskraft. Det er ligesom grundlaget for det hele. Overholder man dem, er der nogle muligheder for at handle. Men det må aldrig gå imod de fire rettigheder.

Mener I, at EU grundlæggende er en udemokratisk institution?

Christian Juhl: Direkte. Hvilket andet land i verden ellers har skrevet ind i sin forfatning, at liberale principper skal have forrang for al anden aktivitet. Selv USA er jo progressiv i forhold til det.

Katrine Toft-Mikkelsen: Ja, og EU’s eksisterende traktater kan kun ændres, hvis samtlige lande er enige.

Daniel Panduro: Ja, fx hele det her flyttecirkus, hvor parlamentet skal flytte mellem Bruxelles og Strasbourg, det kan alle jo se er tåbeligt. Men så siger Frankrig, at det vil man ikke være med til at ændre - og så må det være sådan, selv om det koster rigtig mange milliarder. Hvis ikke det var så alvorligt, så var det jo lige til at grine af. Det viser noget om, hvor ufleksibelt det system er.

Katrine Toft-Mikkelsen: Ovenikøbet kan man risikere, at der sidder en EU-domstol og afsiger nogle domme. EU-domstolene er meget mere proaktive, end vi kender fra danske domstole. De ser det som en del af deres opgave at definere og formulere politik i virkeligheden. Selv hvis det fx skulle lykkes at skaffe et flertal både i parlamentet og blandt medlemslandene om, at nu skal vi have nogle meget skrappere regler i forhold til dyretransporter - så ville EU-domstolen gå ind og underkende den beslutning, fordi det strider imod varernes fri bevægelighed. Og når de først har lavet en dom, så er den altså gældende. Så vi kan godt stemme på nogle politikere, der vil ændre systemet, men de har faktisk ikke nogen mulighed for det.

Daniel Panduro: Det er også derfor, at SF og Socialdemokraternes strategi i forhold til EU er så forfejlet. De lader til at tro på, at hvis bare der kommer nogle flere SF’ere eller socialdemokrater i parlamentet, så bliver verden lyserød, og træerne springer ud. Der ved vi godt som socialister: It's not gonna happen.

Men EU har vel haft en vis betydning i forhold til visse kvinderettigheder, miljøregulering og så videre...?

Christian Juhl: Man kan godt finde eksempler på små skridt fremad. Men hvis nu man skal tage en kønspolitisk vinkel, så kan en fælles EU-standard måske på samme tid medføre en forbedring i fx Polen og en forringelse i Danmark. Og det er jo et dilemma, som vi som socialister skal finde ud af, hvordan vi tackler. For vi vil jo gerne have en fælles kamp for at løfte alle mennesker op på et ordentligt niveau og give nogle rettigheder i alle lande.

Katrine Toft-Mikkelsen: Hvis man tager ligelønsdirektivet, som er meget, meget gammelt efterhånden, så har det jo kun betydning de steder, hvor der i landene er et ønske om, at det skal fungere. Det ville ikke fungere i Danmark, hvis ikke der var en fagbevægelse, som gad gå ind og kæmpe for, at det bliver overholdt. Det er ikke en af de EU-beslutninger, som EU sørger for bliver overholdt. Så når vi snakker rettigheder, er der i virkeligheden ikke tale om andet end papirbeslutninger. Hvis der ikke er opbakning i de enkelte lande, så bliver de ikke overholdt.

Christian Juhl: Man skal huske, at hvis nogle lande siger, at nu tager vi et lovgivningsmæssigt initiativ, som går imod EU-reglerne, så bliver det jo stoppet. Det har vi også set flere gange herhjemme, hvor der så bliver truet med, at EU-domstolen kommer og underkender det, hvis vi gør det. Der er selvdisciplinen desværre så stor, at ingen tør tage kampene.

Det burde jo være sådan, at vi organiserer os sammen i den europæiske arbejderklasse og fx laver nogle fælles demonstrationsdage, som man ser for øjeblikket i kampen mod TTIP, hvis man kigger uden for Danmark. Det, der er afgørende for at stoppe en handelsaftale som den, det er, at vi aktioner koordineret og samlet i alle lande - for jeg tror ikke at modstanden nogensinde vil komme fra EU-parlamentet.

Hvis Europaparlamentet har fuldstændig minimal indflydelse, hvorfor så overhovedet stille op eller stemme til EP-valgene?

Katrine Toft-Mikkelsen: Det er lidt det samme som det danske Folketing, hvor det bare er endnu mere ekstremt her. Vi kan bruge det som en talerstol, først og fremmest i valgkampene, hvor der er fokus på Europaparlamentet, men også mellem valgene. Og så kan man bruge det til at få kontakt til ligesindede i andre europæiske lande. I forhold til globaliseringen er kapitalen desværre langt bedre til at organisere sig på tværs af grænser, end vi er. Endelig er der vagthundefunktionen: At tage ned og se hvad der foregår og afsløre så meget som muligt.

Christian Juhl: Den opgave kan Enhedslisten ikke gøre bedre end Folkebevægelsen. Der er ikke nogen særlige kvaliteter, Enhedslisten kan tilføre Europaparlamentet, udover det partiegoistiske. Jeg kan huske debatten i starthalvfjerdserne om boykot eller opstilling til Europaparlamentet. Men der kom vi frem til, at det er vigtigt at afsløre, hvad der foregår og bringe debatten hjem til Danmark. Der var store debatter mellem partierne DKP, VS og andre dengang. Vi valgte i Folkebevægelsen at stille op på et bredt grundlag med socialdemokrater, radikale, SF’ere og andre. Det var en selvstændig pointe at gøre listen så bred, at man kunne se, at der var alle mulige slags mennesker.

Katrine Toft-Mikkelsen: En af de ting, som jeg tror Enhedslisten kunne gøre anderledes og bedre end Folkebevægelsen, er EU til i højere grad at blive en del af dansk politik. At lave en tættere sammenknytning mellem hvad der sker i Europaparlamentet, Folketinget og ude i kommunerne.

Jeg siger ikke, at det vil være piece of cake, men jeg tror, vi har et bedre udgangspunkt, hvis vi stiller op selvstændigt. Det kan være med til at få det ind under huden på folk, både repræsentanter valgt til det ene og det andet, men også alle andre Enhedsliste-medlemmer og -vælgere. For det første er EU blevet så stort og forgrenet og har så meget indflydelse, at det for de fleste mennesker ikke giver mening at se EU som en enkeltsag. Det er integreret med de andre niveauer på mange områder.

Daniel Panduro: Men når du siger 'stille op selvstændigt', så hører jeg noget andet end det, jeg måske synes, man skal gøre. Jeg synes, vi skal gå efter at stille op i et valgforbund med Folkebevægelsen; det er selvfølgeligt ikke sikkert, at vi kan få et valgforbund. Det er noget Folkebevægelsens landsmøde beslutter. Vi bør sige, at vi mener det samme plus-minus som Folkebevægelsen, men vi kan noget andet, og vi kan mere sammen,

Jeg har mange gode venner, som er venstreorienterede og som altid stemmer på Enhedslisten, men som ikke stemmer på Folkebevægelsen til valg til Europaparlamentet, for det er noget andet. Hvad skal man så gøre? Så går man ned og stemmer på Margrethe Auken, fordi hun siger noget om miljøet og socialt ansvar. Jeg synes det er trist, hvis vi ikke får de mennesker samlet op og får dem til at stemme på koalitionen Enhedslisten-Folkebevægelsen.

Christian Juhl: Ja, det er det eneste argument, jeg synes der reelt er, udover partiegoisme. Der er en gruppe mennesker, som normalt stemmer på Enhedslisten, men som ikke stemmer på Folkebevægelsen, sådan som vi anbefaler. Reelt nok. Spørgsmålet er: Er de enige med vores EU-politik? Det er et vigtigt spørgsmål at stille. For hvis de ikke er enige i vores systemiske EU-kritik, så kan man vel ikke forvente, at de stemmer på os ved europaparlamentsvalg. Hvis vi løber efter folk, som ikke er enige i vores EU-politik, så havner vi i skoven. Jeg tror, der er en lille gruppe af vores vælgere - og egentligt også i partiet - som er EU-tilhængere, og som tror på, at Europarlamentet er lige så meget et parlament som Folketinget.

Katrine Toft-Mikkelsen: Jeg tror også, at der er folk i vores bagland, som ikke vil definere sig selv som EU-modstandere. Et eller andet sted kan jeg også godt forstå det, for de hører ikke Enhedslisten argumentere mod EU. De har i hvert fald ikke fået vores gode argumenter, for vi lægger os altid bare i slipstrømmen af Folkebevægelsen, som meget ofte bruger nationale argumenter.

Hvis man er 18-20 år og internationalt orienteret, så gider man da ikke at stemme på nogen, der hele tiden snakker om Danmarks interesser. Og det forfalder Enhedslisten også til, når vi skal bakke op om Folkebevægelsen.

Med en selvstændig opstilling kan vi komme til at bruge nogle af de antikapitalistiske argumenter, som Folkebevægelsen af gode grunde ikke kan fremføre. Og når jeg siger selvstændig opstilling, så mener jeg også i valgforbund. Jeg både håber og tror, at hvis Enhedslisten beslutter sig til at stille op, så vil Folkebevægelsen også sige ja tak til et valgforbund. Jeg kan ikke forestille mig andet. Jeg ville håbe og ønske, at begge fik et mandat. For at få overbevist dem som i virkeligheden mener det samme som os - og som har et internationalistisk og antikapitalistisk udgangspunkt - så er vi altså nødt til at bruge andre argumenter end danske interesser og dansk suverænitet, fx i forhold til krisepolitikken og flygtningedebatten.

Christian Juhl: Hvis vi taler antikapitalisme i stedet for EU, så ligger der en risiko i det. Så kan man give folk den illusion, at vi egentligt ikke er EU-modstandere. Jeg brugte masser af socialistiske argumenter mod EU i valgkampen, når jeg sad i et panel for Folkebevægelsen. Med nogle ganske få undtagelser, så er Folkebevægelsen et centrum-venstre-samarbejde, og det er også defineret som sådan i sit grundlag. Det vil sige, at det er de kollektive fordele, som vi har i de skandinaviske samfund, der er udgangspunktet for vores politik.

Det med Danmarks interesser, det er der ikke nogen i Folkebevægelsen, der snakker om; heller ikke på et årsmøde. Vi snakker om demokrati, retssikkerhed og muligheden for at gå længere end EU i det hele taget. Og i forhold til det, du siger om sammenhæng mellem EU-politik og national politik - der har vi jo allerede rig adgang til relevante oplysninger i dag. Vi har bare en elendig praksis i Folketinget. Vi er nogle af dem, der snakker mindst om sammenhængen mellem folketingspolitik og EU-politik, når vi udtaler os. Du skal lede længe for at finde en udtalelse fra et ledende folketingsmedlem, der handler om EU overhovedet.

I dag har Enhedslisten fuld adgang, endda i bearbejdet og lettilgængelig form, til relevant materiale. Der sidder jo tre af vores medlemmer i Europaudvalget, en af dem er Søren Søndergaard, så vi behøver ikke at tage til Bruxelles for at finde ud af, hvad der sker, og hvad der er på vej. - Vi bruger bare ikke de muligheder, vi har i dag, så hvorfor i alverden skulle vi så bruge det, fordi vi fik en person i Bruxelles?

Daniel Panduro: Spørgsmålet er også, om det er så sort-hvidt. Når man går ud på gaden og spørger folk, om de er EU-modstandere, er det så sådan, at enten er man modstander eller også er man tilhænger? Jeg tror, mange mennesker er et sted derimellem, at de er glade for internationalt samarbejde, men har også nogle kritikpunkter mod EU. Mange af dem stemmer normalt på Enhedslisten eller SF, og det er dem, som vi skal have til at stemme på Enhedslisten eller Folkebevægelsen ved EU-valg. Det lykkes Folkebevægelsen ikke med, tror jeg, uanset hvor mange dygtige MFere, vi stiller op på deres liste, eller hvor meget vi hjælper dem med pressehåndtering, aktivister og plakatophængning.

Mange venstreorienterede ser ikke sig selv som EU-modstandere, og derfor tror jeg, der er behov for en stærk koalition mellem Enhedslisten og Folkebevægelsen.

Katrine Toft-Mikkelsen: I Hovedbestyrelsens udkast til EU-delprogram for Enhedslisten, står der altså nogle ting, som jeg ikke tror på, at Folkebevægelsen kan tillade sig at skrive under på. For så kan de lige så godt omdøbe sig til at hedde Enhedslisten, for så er de ikke længere en bredt sammensat folkebevægelse. Det er de her socialistiske argumenter, som vi skal ud og bruge.

Selvstændig opstilling eller ej, så har Enhedslisten jo haft medlemmer valgt til Europaparlamentet i rigtig mange år?

Katrine Toft-Mikkelsen: Det er Enhedslisten-medlemmer, men de sidder i Bruxelles som repræsentanter for en anden organisation, og det skal man også have respekt for. Det er lige præcis ikke Enhedsliste-repræsentanter. Det er ikke Enhedslisten, der stiller dem op til valget eller fører valgkamp. Vi opfordrer vores medlemmer til at gøre det, men det er ikke det samme. Hvis de sad som vores repræsentanter, ville både Hovedbestyrelsen og vores medlemmer skulle forholde sig til deres gøren og laden i en helt anden grad.

Christian Juhl: Folkebevægelsen har stort set altid valgt spidskandidater fra Enhedslisten, fordi det er gode folk, og fordi vi har været på linje med Folkebevægelsen i vores systemkritik af EU. Men de har selvfølgeligt været loyale over for Folkebevægelsen og brugt deres position til at styrke EU-modstanden i bred forstand. Vi har haft et glimrende samarbejde i årtier, som man risikerer at sætte over styr på grund af partiegoisme.

Hvad mener du med partiegoisme?

Christian Juhl: Dengang, hvor der måske var noget at hente i EU - inden det blev stenet, som det er nu - da sagde vi nej til selvstændig opstilling, fordi vi ikke troede, at vi kunne klare spærregrænsen. Nu er vi i en situation, hvor EU er i gang med på nogle områder at bryde sammen, tag fx krisepolitikken i Sydeuropa eller flygtningesituationen. Det vil sige, at vi er i en situation, hvor vi er nødt til at skubbe alt, hvad vi kan til EU, for at få det til at bryde sammen. Det lyder forfærdeligt, men det er nødvendigt. Og så vil Enhedslisten pludselig til at sidde i parlamentet - i stedet for at sætte EU-modstanden i højsædet.

Katrine Toft-Mikkelsen: Jeg tager altså ikke den kritik til mig, for jeg snakkede sammen med få andre om Enhedslistens opstilling allerede i 1994-95 og blev nærmest grinet ud. Det var ikke, fordi vi troede, at vi på nogen måder ville kunne komme ind. Det skulle også være i valgforbund med Folkebevægelsen - og formålet med opstilling skulle være at kunne fremføre nogle argumenter i valgkampen, som Folkebevægelsen og Junibevægelsen ikke kunne komme med.

Nu er balancen så nok tippet, så hvis Enhedslisten stillede op, og der kun var et mandat, så ville det nok gå til Enhedslisten. Men spørgsmålet er jo også, om ikke vi kunne trække to mandater tilsammen.

Hvis man ser på retsforbeholds-afstemningen, så tyder meget på, at Enhedslisten og Folkebevægelsen har hevet en meget stor del af nej-stemmerne hjem. Halvdelen af de folk, der fx normalt stemmer på SF og Alternativet endte jo med at stemme nej. I det øjeblik, hvor vi kommer ud med de her synspunkter, så har vi et stort potentiale.

Christian Juhl: Vi har jo netop haft Folkebevægelsen til at samle de hjemløse op, der var i ja-partierne. Det er netop det, som er Folkebevægelsens reelle formål. Hvis vi siger, at Enhedslisten stiller op og ender med at snuppe Folkebevægelsens mandat, så har vi i princippet likvideret vores samarbejdspartner gennem 26 år.

Daniel Panduro: Men Folkebevægelsen når kun ud til folk, der i forvejen opfatter sig selv som EU-modstandere. Hvis man fx ser sig selv som internationalt orienteret humanist, så kigger man på stemmesedlen og tænker 'hmm, Enhedslisten stiller ikke op, så må jeg jo stemme på én fra SF eller Alternativet'.

Christian, du siger, at Folkebevægelsen i realiteten er mere eller mindre venstreorienteret. Men har det ikke altid været idéen med Folkebevægelsen, at den skulle være tværpolitisk og kunne tiltrække borgerlige EU-modstandere?

Christian Juhl: Jo, den blev først og fremmest dannet for tiltrække de stemmer, som var hjemløse i ja-partierne. Det var lang tid før Dansk Folkeparti, så der var ikke mange unionsmodstandere, der befandt sig til højre for midten. Jeg vil sige, at Folkebevægelsen i hvert fald i dag er centrum-venstre. Der er næsten ikke nogen i Folkebevægelsen, der ligger til højre for midten af dansk politik, og jeg tror heller ikke, der er ret mange borgerlige, som stemmer på Folkebevægelsen.

Vi har brugt mange år på at afgrænse os fra den nationalistiske EU-modstand. En af de bedste kampagner, Folkebevægelsen har kørt er den der med »Verden er større end EU«. Det har været en nødvendig afgrænsning i takt med, at Dansk Folkeparti er vokset frem. Men Folkebevægelsen har i alle årene haft et ret stort internationalt samarbejde; især på nordisk plan, hvor der er en parallelitet, og hvor EU-modstanden, fx i Norge, er ekstremt stor. Og jeg har aldrig været til et årsmøde i Folkebevægelsen, hvor vi ikke har haft internationale gæster.

Tror I, det er slut med Folkebevægelsen mod EU, hvis de mister deres mandat i Europaparlamentet?

Daniel Panduro: Næsten ingen af de folkelige bevægelser i Danmark er repræsenteret i nogen formelle organer. De laver alt muligt andet arbejde. Jeg tror, at Folkebevægelsen med de medlemmer og organisationer, den har tilknyttet og dens forbindelser til fagbevægelsen, den kan sagtens eksistere uden at sidde i Europaparlamentet. Hvis den ikke kan overleve uden en mand i parlamentet, så er det altså også en fattig bevægelse.

Christian Juhl: Folkebevægelsen vil ikke være i stand til at genopstille, hvis den mister sit mandat. Det kræver 70.000 underskrifter at stille op, hvis ikke man i forvejen sidder i Folketinget eller Europaparlamentet. Selv Enhedslisten ville have svært ved at samle så mange underskrifter.

Katrine Toft-Mikkelsen: Hvis Enhedslisten undlader at stille op, er der stadig den risiko, at Folkebevægelsen ikke kommer ind. Det er overhovedet ikke et usandsynligt scenarium. Så kan vi selvfølgelig holde vores hænder rene, men spørgsmålet er, om ikke det kommer til at gøre rigtigt meget skade for den progressive EU-modstand, hvis der i fem år slet ikke er nogen repræsentation.

Du siger også selv, Christian: Der ikke er mange borgerlige tilbage som stemmer på Folkebevægelsen, og undersøgelser viser også, at Folkebevægelsen har store problemer med at tiltrække de unge. Ja, der er en risiko ved at stille op, men der er dælme også en risiko ved at lade være.

Christian Juhl: Jeg synes i øvrigt, det er et problem, når folk i Enhedslisten omtaler folk Folkebevægelsen som 'de', hvis vi stadig er bevægelsernes parti, som vi formulerede det i 1989. For det betyder ikke bare et parti, der lukrerer på bevægelserne, nærmest omvendt. I DKP i mine unge dage, der mente vi det i hvert fald, og vi gik på gaden som Folkebevægelsen, før vi gik på gaden som parti.

Katrine Toft-Mikkelsen: Men det kommer jo an på, hvordan du ser på spørgsmålet. Er man først EU-modstander og derefter antikapitalist, eller er det den omvendte vej rundt? Jeg siger ikke 'vi' om Folkebevægelsen, og jeg har aldrig været medlem eller overhovedet overvejet det. Men jeg kan huske, da vi lavede kampagnen For Et Andet Europa, og Folkebevægelsen sagde, at den ikke kunne være med, fordi det handlede om kampen mod arbejdsløshed og så videre. Det var for politisk. Det var vigtigere for mig at være med i sådan en bevægelse.

Hvis vi omvendt havde sagt, at overskriften var EU-modstand, så var der mange fagforeninger, studenterorganisationer og andre, der havde meldt fra. I stedet gik vi ind og kiggede på indholdet af Amsterdam-traktaten. Jeg er først og fremmest socialist, og dernæst unionsmodstander, og derfor er jeg ikke en del af Folkebevægelsen.

Daniel Panduro: Hvad er en bevægelse? Jeg har brugt det meste af min ungdom i bevægelser: Fagbevægelse, studenterbevægelse og alle mulige andre bevægelser. Det, der var kendetegnende for de bevægelser, var, at vi havde en meget skarp arbejdsdeling. Enhedslisten sad i parlamentet, det gjorde bevægelserne ikke. Til gengæld havde bevægelserne en større bredde.

Jeg må indrømme, at jeg opfatter Folkebevægelsen mere som et enkeltsagsparti end som en bevægelse. Det er faktisk et misvisende navn, for der er heller ikke særligt mange folk. Enhedslisten har mange flere medlemmer end Folkebevægelsen. Man bliver ikke en folkelig bevægelse af, at man kalder sig det.

Christian Juhl: Jeg synes, Enhedslisten med årene har fået et noget usundt forhold til bevægelserne. Hvis vi ville noget med unionsmodstanden, så havde vi i alle afdelinger en person, som var kontaktperson til Folkebevægelsen mod EU. Og vi sørgede for, at der var en lokalkomité i byen, og at der var en organisatorisk kraft bag.

Hvordan kan vi styrke den europæiske venstrefløj i kampen mod EU?

Katrine Toft-Mikkelsen: I Danmark sætter vi i langt højere grad spørgsmålstegn ved EU, og det er helt klart Folkebevægelsens fortjeneste. Det er meget anderledes end i EUs kernelande: Frankrig, Tyskland, Benelux-landene og så videre. Her kan man slet ikke forestille sig, at man ikke er med i EU. Også sådan én som Naomi Klein, der ellers er enormt skarp, mener også, at man skal gå ind og bruge EU som et progressivt redskab. Så der er mange, som vi ellers er enormt enige med, som har en helt anden tilgang til EU-spørgsmålet. Det er en stor udfordring ved hele det europæiske venstrefløjssamarbejde, men derfor skal vi selvfølgelig gøre, hvad vi kan for at styrke kampen.

Christian Juhl: Som Katrine er inde på, er der nogle uenigheder om synet på EU i det fælles venstrefløjsparti, European Left. Men samtidig med, at vi diskuterer EU, skal vi også diskutere, hvordan vi organiserer modstanden mod nyliberalismen i Europa. For vi har jo brug for en koordinering mellem lande og venstrefløjspartier i Europa.

Jeg tror bl.a. vi skal satse mere på at få opbygget en fælles europæisk offentlighed, som også kan bruges til at skabe fælles bevægelser, fælles aktiviteter og mere solidaritet på tværs. Både Syriza, Podemos og andre er helt afhængige af en stærk international solidaritet, hvis de skal lykkes. Ellers falder de på røven og føler sig alene.

Daniel Panduro: Jeg tror, vi alle er enige om, at vi skal opprioritere det internationale samarbejde, opstilling eller ej. For vi har hårdt brug for en stærk venstrefløj på tværs af grænser.

Ebbe Rand Jørgensen og Jeppe Rohde er medlemmer af redaktionen på venstrefløjsmagasinet Solidaritet, hvor artiklen også bringes i nr. 6/2016.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce