Socialdemokratiet og de trojanske heste

Den tidligere formand for Det Konservative Folkeparti, Poul Schlüter, erklærede i 1983, at ideologierne var noget overflødigt bras. Han blev blandt andet kendt for, at han ville føre "den rigtige” og ”den ansvarlige politik". I dag har Det Konservative Folkeparti sikker kurs mod spærregrænsen.

Da Socialdemokratiet i 1960'erne besluttede at afskrive den marxistiske baggrund, havde partiet en Plan B. I stedet for at ændre det borgerlige samfunds grundstruktur, ville partiet, som trojanske heste, ændre det kapitalistiske samfund inde fra. Det handlede om at omfordele samfundsværdierne gennem en strategisk skatte-  og afgiftspolitik.

Det handlede om - gennem Økonomisk Demokrati - at sikre, at det arbejdende folk fik en andel af profitten og demokratisk indflydelse på produktionsapparatet. Endelig havde Socialdemokratiet ikke afskrevet den kooperative tanke og dennes mulighed for at styrke demokratiet.

Det ideologiske kompas

Da partiet Venstre, anført af Anders Fogh Rasmussen, i 2001 overtog magten i Danmark, var der ingen tvivl om det ideologiske grundlag. Det kunne man bl.a. læse sig til i hans bog "Fra socialstat til Minimalstat"(1993).

De neoliberale tanker - krydret med de postmoderne strategier fra New Labour i England - fremstod krystal klart. Fogh var velforberedt både ideologisk og strategisk. CEPOS-brigaderne var kørt i stilling.

Opinionen og pressekorpset var så forblændet, at det tog år, før der blev stillet kritiske spørgsmål til projektet.

Socialdemokraterne har i en lang periode manglet et egentligt ideologisk kompas. Det må være en af årsagerne til, at partiet har været i front, når det gjaldt om at privatisere fællesejede institutioner med den konsekvens, at det folkelige demokrati er blevet svækket, og at styringen er blevet overladt til den imaginære markedsøkonomi.

Men med den nuværende regering har Socialdemokraterne åbenbart opgivet det sidste socialdemokratiske omdrejningspunkt; at omfordele gennem skatter og afgifter. Det alt nærværende CEPOS-regime gnider sig i disse dage i hænderne.

Årsagen til den førte politik, der praktiseres aktuelt af ”den røde regering”, og det åbenbare demagogiske folkebedrag efter valget i 2011, er ikke Det Radikal Venstres grådighed eller kynisme.

Årsagen må nødvendigvis have rod i netop Socialdemokraternes manglende ideologiske grundlag. Denne eklatante mangel har betydet, at det er de samme regnedrenge i Finansministeriet, der bestemmer slagets gang nu som tidligere.  

Da Poul Nyrup Rasmussen under valgkampen i 2001 i en offentlig debat med Anders Fogh Rasmussen fra talerstolen rev Foghs bog om minimalstaten itu side for side, kunne man se, at Anders Fogh frydede sig.

Nyrup kastede reelt håndklædet i ringen. Måske skulle Nyrup, i stedet for at forsøge at retouchere de neoliberale tanker væk, have taget handsken op og opfordret vælgerne til at fordybe sig i ”Minimalstaten".

Måske var det netop af mangel på ideologiske modtræk, at Nyrup lod følelserne tage magten.

Mindre demokrati

I dag har Socialdemokraterne reelt aflivet deres Plan B. Udover, at de kooperative tanker er væk, har Socialdemokraterne, ved at sænke selskabsbeskatningen og modsat sig "Finansskatten", tonet rent flag.

At gildet skal betales af samfundets fattigste borgere er blot en understregning af, at vi netop ikke skal måle vores samfunds styrke i, hvordan vi behandler de svageste.

Økonomisk demokrati blev heller ikke realiseret. I dag handler det om at stimulere en markedsøkonomi, der udover grådighed ikke har medført meget andet end en galoperende udgrænsning af det folkelige demokrati.

Hver gang en offentlig myndighed privatiseres, betyder det mindre folkeligt demokrati og færre demokratiske muligheder for kontrol.

I forholdet til fagbevægelsen ses endnu et radikalt brud. Trepartsforhandlingerne er et godt eksempel på den antagonistiske modsætning mellem fagbevægelsen og den markedsøkonomiske planøkonomi.

Konflikten med Danmarks Lærerforening var blot en naturlig forlængelse heraf.

Helle Thorning-Schmidt risikerer at få samme eftermæle som Englands tidligere premierminister Margaret Thatcher fik det i 1980'erne i Storbritannien, som den, der endeligt fik bugt med fagbevægelsen. Hun fik også bugt med Den Danske Model. Men det vil måske blot være et adelsmærke for hende.

Da jeg for nylig drøftede Socialdemokraternes krise med en gammel socialdemokratisk ven, trak han resigneret på skulderen:

- Ja, sagen er nok den, at vi er angrebet af trojanske heste, sagde han.

Måske skal de socialdemokratiske grundorganisationer spekulere på, hvordan det kunne gå så galt.

Finder partiet ikke tilbage til rødderne og bliver et reelt alternativ til neoliberalismen, kan det hurtigt gå Socialdemokraterne, som det er gået Det Konservative Folkeparti.

Søren Dalgaard er psykolog.