Småborgerlighed på Paradisvænget

I gamle dage fik man tit det samme arbejde som sin far/mor og dér fik man også sit politiske ståsted. Arbejdere stemte på et arbejderparti og resten stemte på borgerlige partier.

Men med velfærdssamfundet blev «opstigningen« til bedre jobs og bedre materielle forhold lettere. Det blev mere almindeligt, at ens politiske holdning kom af værdier end materielle livsbetingelser.

Det kulminerede med den borgerlige regerings aflysning af klassekampen i 2001; den indledte en kamp mod den intellektuelle elite, smagsdommerne, de »skolekloge« og de offentligt ansatte, som ofte var/er venstreorienterede.

På venstrefløjen fik man også travlt med værdipolitik: forholdet til indvandrere, religion, prostitution, asylpolitik, og senest sundhedspolitik med adfærdsregulerende afgifter på fedt, vin, sukker og tobak.

For nylig udkom imidlertid en bog, som argumenterer for at folk stadigvæk stemmer ud fra deres materielle vilkår. Det er bare ikke placeringen i produktionen, der er afgørende, som marxister vil sige, men derimod ejerskabet af parcelhuset.

Parcelhusklassen

Fællesskabet omkring parcelhuslivsformen betyder mere end fællesskabet i produktionslivet, mener forfatteren, Jørgen Øllgaard, som er sociolog. Bogen hedder Paradisvænget – småborgeren og det småborgerlige (2011).

Han tegner en lige linje fra den klassiske småborger (1880-1960) til den moderne småborger med parcelhus (fra 1960).

Småborgere er ikke bare et skældsord for nogle, der forgæves efterligner livsstilen hos det rigtige og originale borgerskab. Det er en betegnelse en gruppe mennesker, som har deres egen virksomhed indenfor landbrug, detailhandel og håndværk.

Danmark har haft relativt mange småborgere, pga. det store antal landmænd og mange små og mellemstore virksomheder. Mand og kone og ofte også børnene var fælles om driften af virksomheden, som var lokaliseret i eller ved siden af hjemmet.

Småborgere er for små til at være kapitalister, og de må ofte arbejde (hårdt) ved siden af deres eventuelle ansatte.

Mens arbejdere på fabrikkerne følger kollektive strategier og bruger fagforening til at forbedre deres materielle vilkår, er småborgerens strategi individuel, hvor økonomisk tryghed består i driften og fast ejendom.

Når småborgeren klarer sig godt, køber han fast ejendom til sig selv eller til udlejning. De rigtigt store kapitalister derimod investerer i aktier og store virksomheder og bor ved siden af andre rige.

I dag er småborgeren ikke kun håndværksmester, butiksindehaver eller landmand, men også en person med et specielt forbrug: Især ejet hjem med have og carport. At købe sin egen bolig er den største beslutning i livet, hvorimod man kan skifte job flere gange. Man kan skifte mellem at være selvstændig og lønmodtager – altså skifte mellem småborgerskab og arbejdsklasse.

Småborgeren værdsætter det individuelle liv i parcelhuskvarteret. Her kan han bestemme selv, hvad han måske ikke kan på arbejdspladsen.

Fritiden kan fyldes med meningsfyldt »redebygning« og realiseringen af drømme skabt af Bo Bedre og TV-serier om indretning. Her kan husets herre prøve kræfter med tømmerfaget og fruen med staudebede og urtehave.

Uden for parcellen findes ingen fælles faciliteter, intet fælleshus med aftensmad, ingen fælles vaskeri, tøjsnor, og skraldespande eller demokrati omkring fælles faciliteter. Hver familie har sin egen græsslåmaskine, webergrill og boremaskine.

Børnene i kvarteret skal ikke nødvendigvis lære at deles om en legeplads, trampolin og boldbane, for hver familie har 500-600 m2 indenfor ligusterhækken. Det er ikke en livsform, som animerer til social adfærd og fællesskab.

I daginstitutionerne og skolerne kan børnefamilierne mødes, men faktisk er 2/3 af parcelhusene befolket med par og enlige, hvis børn for længst er flyttet hjemmefra. Selvom man ikke har brug for så meget plads mere, kan man blive boende, til man skal bæres ud, fordi det er så billigt, når lånene er betalt ud.

I de senere år er befolkningen blevet mere og mere polariseret (segregeret, siger sociologer, når adskillelsen er geografisk) i velhaverkvarterer i Nordøstsjælland, almindelige parcelhuskvarterer, dyre ejerlejligheder ved havnefronter og almene boligkomplekser (f.eks. på Københavns Vestegn), hvori kommunen kan anvise socialt udsatte borgere i 25 procent af lejlighederne.

I andre lande, hvor den økonomiske ulighed er større, er velhaverkvartererne omkranset af mure og hegn og en vagt holder øje med hvem, der kommer og går. Dette fænomen, »gated communities« vil måske også snart indfinde sig i Danmark.

Vælgeradfærd og opportunisme

Sidste folketingsvalg, hvor der var forskel på blå og rød bloks boligpolitik, var i 2005. Lige efter dette valg blev lavet en stor interviewundersøgelse (2264 respondenter og 52 spørgsmål) af Jørgen Goul Andersen m.fl. Den indeholdt - helt usædvanligt - spørgsmål om ejer/lejer-forholdet.

Den viste, at 15 procent af lejerne og 6,7 procent af ejerne ikke havde stemt på noget parti. Allerede her er en markant forskel. Når man fratrækker disse viser det sig, at parcelhusfolket stemte markant mere borgerligt end resten. To ud af tre stemte på et borgerligt parti, 40 procent af boligejerne stemte på Venstre.

Blandt lejerne stemte kun 37 procent på et borgerligt parti. Blandt lejere stemte 35 procent på Socialdemokraterne. Blandt ejere stemte 25 procent på Socialdemokraterne. Det er denne markante forskel, der får Jørgen Øllgaard til at konkludere, at folk stemmer efter deres materielle interesser.

Man spurgte også, om folk var indstillet på at lade ejendomsværdiskatten stige, for at indkomstskatten kunne nedsættes. Det var 71 procent af ejerne uenige i, mens kun 45 procent af lejerne var uenige i det.

Jørgen Øllgaard betragter parcelhusejerne, som en klasse af moderne småborgere. Klassen består både af dem, der bor i ejerbolig (60 procent) og dem, der gerne vil (yderligere 20 procent).

Med en så stor gruppe med samme livsstil forstår man bedre, hvorfor stort set alle partier står bag parcelhus-folkets privilegier i form af gode låneforhold og skattestop.

Efter valget i 2005 besluttede Socialdemokratiet og Enhedslisten at bakke op om den borgerlige regerings skattestop på ejerboliger fra 2001.

SF forsøgte i foråret 2006, at få flertal for en langsom stigning i ejendomsværdiskatten, men kun de radikale kunne støtte forslaget. Kort efter tilsluttede SF sig Socialdemokraternes politik på dette område.

Og Enhedslisten besluttede, at boligskat burde helt udfases og erstattes af en skat på gevinsten ved boligsalg, når pengene blev frigjort til forbrug, men et sådan forslag er endnu ikke formuleret konkret.

Min morfar, møbelfabrikanten, og mormor (bogholderen) sidder i midten med svendene omkring sig og eleverne bagerst. Billedet er fra ca. 1952, hvor virksomheden kørte allerbedst. Sønnen (med slipset) skulle have arvet firmaet med værkstedet i gården og butikken, men firmaet lukkede, strandvejsvillaen blev solgt og sønnen måtte søge job i en stor tæppe-kæde. Privatfoto

Den gamle klasseanalyse

Ifølge Marx defineres klasserne ud fra deres forskellige position i produktionen: Der er arbejderklassen, som sælger sin arbejdskraft, og der er kapitalistklassen, som ejer produktionsmidlerne og/eller finanskapitalen. Der er også et småborgerskab, men det interesserer ikke marxister.

Småborgerne er lidt ynkelige i deres stræben efter profit og livsstil ligesom de rigtige kapitalister, mens de alligevel ofte må arbejde mindst lige så hårdt som arbejderne i deres butik, i deres håndværksvirksomhed eller i landbruget. Småborgerne forventes at falde ned i arbejderklassen efterhånden, som de bliver udkonkurreret af storkapitalen.

F.eks. har IKEA vundet over de små møbelhandlere, Føtex/Lidl/Netto/Coop/m.fl. har trukket kunder væk fra de små købmand, ismejerier, slagtere, m.fl., og de små landmænd har måttet sælge jord til de store landmænd og godsejere, osv.

Den marxistiske klasseanalyse opfanger ikke denne gruppe af »midt imellem« og kan derfor ikke forklare dens værdier og adfærd. Der skelnes heller ikke mellem de ansatte i store industrivirksomheder/supermarkedskæder og de ansatte hos små håndværksmestre/butikker.

Svendene og arbejderne hos de små håndværksmestre har en loyalitetsfølelse overfor mester, som kan være større end solidaritetsfølelsen med svendene fra de andre firmaer; de ved nemlig, at hvis ikke virksomheden går godt, mister de jobbet.

Ofte har de selv et ønske om at blive selvstændige, og de er bevidste om snærende konkurrencevilkår og krav til indberetninger og arbejdsmiljø. De stemmer sjældent på S, SF og Ø.

Ifølge gammelmarxistisk klasseanalyse er man arbejder, når man har sin hovedindtægt fra lønarbejde - uanset om man føler sig som arbejder eller ej. Og uanset om man spekulerer i aktier via sin pensionskasse, investeringsforening eller efter eget hoved og uanset om man scorer store arbejdsfri gevinster ved boligbobler, dyrker den individuelle livsstil som parcelhusejer eller om man bor i alment byggeri.

Det er derfor ikke interessant, om der er økonomiske uligheder i arbejderklassen eller hvor mange, der har kapitalindkomster. Ulighed målt med Gini-kvotient er ikke interessant, det afgørende er forholdet mellem den store masse i forhold til de 10 procent eller den ene procent med størst indkomst, hvor man antager kapitalisterne hører hjemme.

Lønkvotens størrelse i forhold til profitkvoten (i statistikken kaldet restkvoten) måler arbejdsklassens styrke, uanset at mange arbejdere har del i profitkvoten via arbejdsmarkedspension og egne aktier og obligationer.

Venstrefløjens strategi er (eller var) at styrke arbejderklassens position. Enhver splittelse og ulige behandling af denne klasse er af det onde. Derfor taler venstrefløjen eller ikke om højere boligskatter, som jo vil ramme den del af arbejderklassen, som har ejerbolig.

Og man taler slet ikke om at begrænse antallet af ejerboliger, for at begrænse »folkekapitalismen«.

Men den småborgerlige livsstil vil næppe gå væk pga. marxistisk klasseanalyse og strategi. Indvandrere åbner pizzarier, faglærte arbejdere springer ud som selvstændige håndværkere (bl.a. arme og ben-virksomheder) og folk forbedrer deres huse med forventningen om, at det kan hæve salgsprisen.

De stemmer sjældent på venstrefløjen og samles ikke til demonstrationer eller lægger strategier i fagforeningen for overenskomstfornyelsen. De griber derimod til individuelle strategier, hvor de kan handle med det samme.

Jørgen Øllgaards pointe er, at den småborgerlige livsstil lever videre i parcelhuskvartererne. Og det forklarer deres adfærd på valgdagen. De er mange – 60-80 procent af vælgerne. Og det forklarer, hvorfor næsten alle politikere lukker øjnene for ulighederne mellem ejere og lejere og ikke tør røre ved boligskatterne og usikre lån.

Uligheden er illustreret i figuren, som har inddelt familier i seks indkomstgrupper; det fremgår tydeligt, at blandt de familier, der har lavest indkomst, er få boligejere, og blandt dem, der har højest indkomst, er flest boligejere.

Der er skat på mange forbrugsgoder: moms på varer og tjenester og afgifter på fedt, tobak, alkohol, sukker, is, m.v. Forbrugsskatter vender den tunge ende nedad, dvs. dem med lavest indtægt betaler relativt meget. Det gælder især moms på fødevarer, afgifter på cigaretter, øl, fedt og sukker.

Skat på ejendomsværdien blev fastfrosset i 2001; den vender den tunge ende opad, og derfor hører derfor principielt til fænomenet »skattelettelser til de rige«, som VKO-partierne blev kritiseret for.

Men i praksis er det kun skattelettelserne på indkomstskatten, som de røde partier ville have rullet tilbage – før valget. Man tør ikke røre ved boligskatterne – ej heller selvom man siger, at man ønsker mere lighed i samfundet.

Boligejerne er fredet både af de borgerlige politikere, som ønsker at forkæle sine kernevælgere og bevare deres privilegier, og venstrefløjspolitikere, som gerne vil genvælges og undgå splittelse i arbejderklassen.

Jørgen Øllgaard: Paradisvænget. Småborgeren og det småborgerlige. Forlaget Frydenlund 2011. 252 sider, 199 kr.

Margit Kjeldgaard er forfatter til bogen »Boligmarkedet og boligpolitik i Danmark (2006) og medforslagsstiller til Enhedslistens årsmøde om boligskat og opkøb af ejerboliger.