Annonce

Finanspolitik
21. juni 2013 - 12:07

Skattely: Her gemmer de rige deres penge

Flere billioner dollars er gemt væk i skattely. Ny database kortlægger skyggeøkonomiens struktur ud fra lækkede data.

Lørdag den 16. juni åbnede den såkaldte »Offshore Leaks Database,« som indeholder informationer om personer og selskaber i verdens 10 mest notoriske skattely. Databasen er nu tilgængelig for alle med adgang til en computer og internet.

Informationerne i databasen har i løbet af de sidste par måneder, ledt til flere afsløringer af ministre og bankdirektørers skatteunddragelse. Derudover har informationerne bidraget til at sætte fokus på de lyssky transaktioner og skattely.

Databasen kom online kort før G8-mødet i Nordirland startede. Her havde den britiske premierminister og vært David Cameron, lovet at prioritere et opgør med skattesnyd.

Resultatet blev en principerklæring fra G8-landene, som skuffede flere aktivister, der havde håbet på mere konkrete tiltag.

Bag offentliggørelsen står »International Consortium of Investigative Journalists (ICIJ).«

Besøg Offshore Leaks Database.

Se ICIJ tidligere afsløringer på deres hjemmeside.

Læs artiklen »G8 countries agree to tackle tax evasion« hos The Guardian.

Se video om databasen fra ICIJ.

 

Resultat af lækage og flere måneders analyse

Kilden til lækagen er ukendt.

En harddisk indeholdende mere end 260 gigabyte data blev givet til den australske journalist og direktør for ICIJ, Gerard Ryle i slutningen af 2011. Den viste sig at indeholde mere end 2,5 millioner dokumenter fra to store firmaer, der arbejder med at oprette de anonyme konti og selskaber i skattely, Portcullis TrustNet i Singapore og Commonwealth Trust Ltd. på de Britiske Virgin Islands.

Det tog Gerard Ryle og et hold af eksperter flere måneder at analysere alle dokumenterne.

Deres analyser af de komplekse data har ledt til flere afsløringer og skandaler i løbet af de sidste par måneder.

Ministre og bankdirektører har været nødsaget til at trække sig fra deres poster, og officielle undersøgelser er blevet iværksat i Grækenland, Phillippinerne og Indien som følge af ICIJs arbejde.

Læs artiklen »How ICIJ’s Project Team Analyzed the Offshore Files« hos ICIJ 

Kort over uigennemsigtig skyggeøkonomi

Informationerne, der er offentliggjort, handler udelukkende om, hvem der har oprettet konti og selskaber i skattely. Email-korrespondancer og oversigter, der viser hvad personer og firmaer har foretaget sig derudover, er ikke blevet gjort tilgængelige for offentligheden.

Databasen afslører med andre ord ingen fordækte eller ulovlige transaktioner.

Den interaktive database gør det til gengæld muligt at overskue sammenhængen mellem navngivne personer og anonyme selskaber oprettet i skattely. På den måde bliver det muligt at danne sig et overblik over strukturerne i den ellers fuldkommen uigennemsigtige parallel-økonomi, som enorme summer dagligt bevæger sig gennem.

En rapport af gruppen Tax Justice Network anslog sidste år, at omkring 21 billioner dollars befinder sig i skattely. 

Læs rapporten »The price of offshore revisited« via Tax Justice Network (pdf).

Flere danske forbindelser er ikke offentliggjort

Det er ikke al data fra harddisken, der er blevet offentliggjort på siden.

Ud af de 2,5 millioner dokumenter indgår kun omkring 100.000 i databasen. Nogle er udeladt af hensyn til personernes sikkerhed, og andre fordi andre medier fortsat bruger dem i forsøget på at grave nye afsløringer frem.

Det gælder blandt andet flere af de danske navne som Danmarks Radio har eneret til at undersøge.

Deres resultater forventes offentliggjort i en dokumentar, der skulle være færdig til efteråret, skriver Politiken.

DR afslørede i starten af måneden, at Novo Nordisk i løbet af de sidste ti år har overført flere af selskabets mest profitable patenter til skattely i Schweiz. Når patenter overføres til udlandet skal der betales skat, men Novo Nordisk har ifølge skat konsekvent sat værdierne alt for lavt. Skat anslår, at Danmark er gået glip af omkring 5,5 milliarder skattekroner.

Læs artiklen »Hemmeligheder fra skattely er åbnet for alle« hos Politiken. 

Læs artiklen »Novo Nordisk kanaliserer milliarder i skattely« hos DR.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce