Annonce

31. maj 2002 - 13:05

SiD kræver boykot af Tvind

- Tvind fører sig frem som herrefolk på den mest beskidte facon. Koncernens rolle i Ecuador og andre steder i Syd- og Mellemamerika er dybt kritisabel. Når Tvind bruger de samme kneb som de værste storkapitalistiske selskaber, synes jeg, man er nødt til at overveje, om det er Tvinds danske aktiviteter, der finansierer køb af plantager i udlandet.

SiD’s forbundsformand Poul Erik Skov Christensen er uforsonlig i sin kritik af Tvind, ovenpå de afsløringer som forbundets medlemsblad har bragt om behandlingen af bananarbejderne på Tvinds plantage, Rio Culebra i Ecuador.

Plantagens formand Bjarne Hjort, der er medlem af Tvinds lærergruppe, beordrede den 16. maj et bevæbnet privat vagtværn til at angribe strejkende arbejdere på plantagen, men takket være arbejdernes sammenhold kom det ikke dengang til blodsudgydelser.

Siden har Bjarne Hjort ifølge Fagbladet fyret 22 arbejdere og fået udstedt arrestordrer på fem faglige ledere.

SiD-hjælp til sårede

På den nærtliggende bananplantage Los Alamos gik det mindre fredeligt til. Plantageejeren, præsidentkandidaten Alvaro Noboa, beordrede bevæbnede vagter til at skyde på strejkende blokadevagter. Ni arbejdere blev såret af skud, og senere blev en kvindelig arbejder voldtaget af vagtværnet.

Firmaet Noboa, der sælger bananer af mærket ”Bonita”, og er en af verden største bananproducenter, har ikke indbetalt arbejdernes lovpligtige social- og sygesikring, og derfor er flere af de skudsårede blevet nægtet lægehjælp på hospitalet.

Det har fået SiD til at donere 7.000 dollars til fagforeningen FENACLE, som dermed kan sikre de strejkende nødvendig medicinsk behandling.

Den faglige krise i Ecuador har nu fået det internationale forbund for fødevarearbejdere, IUF, til at sende en observatør til landet, blandt andet på opfordring fra SiD.

Af Martin Lindblom/Monsun

Sårede arbejdere lappes sammen for SiD-penge

SiD tager afstand fra Tvind

Se tidligere omtale på Modkraft

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce