Annonce

EuropaDen europæiske udvikling og dens udfordringer
Kommentar
25. april 2013 - 11:43

Sammen er vi stærke

Med Enhedslisten i EU-parlamentet bliver det lettere at plante EU-modstanden på den danske dagsorden, mener Finn Sørensen.

Det er en god og saglig debat om opstilling til EU-parlamentet, der kører her på Modkraft. Vi må håbe, at den kan føres på årsmødet i den samme ånd.

Som tilhænger af forslaget om at Enhedslisten opstiller i valgforbund med Folkebevægelsen, har jeg med særlig interesse læst indlæggene fra dem, der er modstandere af det. Der er selvfølgelig en del nuancer, men det er vel rimeligt at sammenfatte afvisningen af Ø-opstilling på denne måde:

- Det vil føre til, at Folkebevægelsen ryger ud af EU-parlamentet, hvorefter den går i opløsning, og så mangler vi en stærk kraft ved kommende folkeafstemninger.

- EU-parlamentet er et Mickey Mouse parlament. Som socialistisk parti skal Enhedslisten ikke spilde sin tid der, det skal vi overlade til Folkebevægelsen.

- Det vil splitte Enhedslisten, fordi vi ”pådutter” en del af partiet at føre valgkamp for Enhedslisten, der hellere vil føre valgkamp for Folkebevægelsen.

I andre medier har der været mindre klædelige forsøg på skyde tilhængerne af Ø-opstilling slette motiver i skoene. Det er nok, fordi vi vil ned og ”lege politikere” i EU, eller fordi vi vil benytte opstillingen til at ændre Enhedslistens principielle modstand mod EU.

Det preller af på en gammel hardcore EU-modstander (og medlem af Folkebevægelsen og Fagbevægelsen mod Unionen) som undertegnede, men man kan da ikke udelukke, at påstandene har gjort sin virkning. Heldigvis har vi ikke set noget til den debatform her i Modkraft-debatten, og tak for det!

Lad os tage argumenterne ét for et.

Tyrkertro

Der er selvfølgelig en fare for, at der kun bliver et mandat til EU-modstanden, og at Enhedslisten tager det. Det bestyrkes af den seneste måling i Altinget. Men det er ikke holdbart at hægte hele sin argumentation op på det.  

I øvrigt hænger det vel ikke rigtig sammen. Hvis Folkebevægelsen virkelig er så bred, folkelig og aktivistisk, som det siges, så kan den vel nok tage mandatet, hvis der kun bliver ét til deling? Især hvis det er rigtigt – som det også siges - at Enhedslisten slet ikke har den brede appel, som Folkebevægelsen har, og heller ikke den fornødne aktivisme?

Det er i hvert fald også en mulighed. Folkebevægelsen eksisterer kun i mediernes omtale, når vi nærmer os EU-parlamentsvalg, og så ser man også, at tilslutningen vokser i befolkningen, så det er for tidligt at konkludere, at Enhedslistens opstilling automatisk vil medføre, at Folkebevægelsen ryger ud.

Jeg synes, vi skal holde fast i den gode gamle sandhed om, at sammen er vi stærke, og at vi i et valgforbund mellem Enhedslisten og Folkebevægelsen kan vinde flere vælgere, end Folkebevægelsen kan alene, hvis vi vel at mærke koordinerer valgkampen og retter vores fokus mod forskellige vælgergrupper.

Skulle det gå så galt, at Enhedslisten tager det ene mandat, vil jeg lige minde om, at det netop foreslås, at Folkebevægelsen skal have del i EU-pengene, så den får mulighed for at fortsætte sit arbejde og være klar til fremtidige folkeafstemninger.

Hvad er Enhedslistens opgave?

Enhedslisten skal selvfølgelig ikke stille op, hvis vi ikke har noget særligt at bidrage med. Udover en generel kaptialismekritik af EU's formål og udvikling, så kan jeg i hvert fald nævne to vigtige opgaver i en EU-valgkamp, som Folkebevægelsen ikke kan løse.

Den ene er en skarp kritik af S og SF's forhold til EU og en konkret påvisning af, at der er en direkte forbindelse mellem deres accept af finanspagt og euro-politik og den nedskæringspolitik, de fører herhjemme sammen med højrefløjen.

Den anden er en lige så skarp kritik af Dansk Folkeparti for at oplyse vælgerne om, at også når det drejer sig om EU, er DF de største hyklere. De slår sig op på at være EU-kritikere, men støtter op om euro-politik i praksis herhjemme. De stiller sig tilfreds med nogle ”grænsebomme” og andre symbolske indrømmelser og er i øvrigt ikke parat til at gå hele vejen, nemlig at arbejde for en udmeldelse.

Enhedslisten skal sørge for, at EU-parlamentsvalget i langt højere grad end tidligere bliver en diskussion om sammenhængen mellem den politik, der føres i EU, og den, der føres herhjemme. Det er en ren partipolitisk opgave, som Folkebevægelsen af gode grunde ikke kan engagere sig i.

Men den er nødvendig, også fordi der sandsynligvis ligger et stort vælgerpotentiale hos S og SF i denne diskussion, som Folkebevægelsen ikke vil kunne tiltrække.

Modargumentet vil være, at den kritik kan Enhedslisten jo bare fremføre alligevel. Helt sikkert. Men det har vi bare prøvet flere gange, og det funker ikke. Det er uendelig svært at trænge igennem i en valgkamp, hvor man ikke selv stiller op, og det er vel ikke så underligt. Vælgerne skal tage stilling til hvem, de skal stemme på, så de forholder sig først og fremmest til budskaberne fra de opstillede.

Ikke et Mickey Mouse parlament

Dermed er vi fremme ved det andet argument: EU-parlamentet er et Mickey Mouse parlament, og det skal Enhedslisten som socialistisk parti slet ikke spilde sin tid med, ja, det er oven i købet sandsynligt, at vi bliver EU-reformister af at sidde der.

Man kan jo undre sig over, hvorfor Folkebevægelsen skal sidde der, og hvorfor to fremtrædende medlemmer af Enhedslisten – Ole Krarup og Søren Søndergaard – så har skullet henslæbe flere år af deres kostbare liv på dette tidsspilde.

Det er jeg nu glad for, at de har. Ikke bare fordi det har skaffet penge til Folkebevægelsen, eller fordi de gennemførte det uden at blive smittet af ”EU-reformismen”, men fordi EU parlamentet – desværre – ikke er noget Mickey Mouse parlament.

De seneste traktatændringer har udstyret EU-parlamentet med magt til at vedtage ændringer og blokere for lovforslag på stort set alle politikområder. Det betyder ikke, at det er blevet nemmere at tilkæmpe sig forbedringer for de mange millioner arbejdsløse og fattige i EU, eller at give fagforeningerne bedre kampmuligheder.

Det er stort set umuligt, som traktatgrundlaget ser ud. Men det betyder, at der ind imellem er mulighed for få vedtaget fornuftige ændringsforslag og at blokere for nogle af Kommissionens angreb, og det er også en vigtig opgave.

Det bedste eksempel er, at det to gange lykkedes at bremse Kommissionens forsøg på at smadre havnearbejderes løn- og arbejdsvilkår.  

Konklusionen er, at det er ikke ligegyldigt hvem, der sidder i EU-parlamentet. Det burde være en selvfølge for socialister, at jo flere rigtig røde, der sidder dér, jo bedre. Det må da være socialisters opgave at bestige enhver talerstol og at stille op til ethvert valg, som kan medføre, at vi får mange flere mennesker i tale om vores syn på verden i almindelighed og på EU i særdeleshed.

Det troede jeg var en selvfølge, og jeg er ærlig talt noget rystet over, at man skal beskyldes for ”partiegoisme” og ”forsøg på vælgerhøst”, fordi man gerne vil fremme vores fælles partis muligheder, når vi samtidig styrker den progressive EU-modstand som sådan. 

Endelig vil jeg, som medlem af Folketingets Europaudvalg, tilføje, at en Enhedslisterepræsentation i EU-parlamentet vil give os langt større muligheder for – ud fra helt konkrete sager - at føre EU-politikken direkte ind i det danske folketing og i debatten herhjemme.

Vi har et perfekt samarbejde med Folkebevægelsen, men der er grænser for, hvor meget vi kan trække på deres ressourcer, og alt andet lige, så kan det aldrig blive så tæt og effektivt, som hvis vi selv er repræsenteret i parlamentet.

Vil det splitte Enhedlisten?

Vil det så splitte Enhedslisten og give et dårligere valg for Folkebevægelsen, hvis vi stiller op?

Hvis man læser, hvad forslaget går ud på, så kan man ikke fastholde den påstand: ”Enhedslisten vil opfordre til, at man deltager aktivt i valgkampen for såvel Folkebevægelsen som Enhedslisten, ligesom vi vil opfordre til, at man stemmer på enten Folkebevægelsen eller Enhedslisten”.

Der er således ikke tale om, at vi vil pådutte nogen som helst at føre valgkamp for hverken Folkebevægelsen eller Enhedslisten. Forslaget går ud på, at medlemmerne skal engagere sig der, hvor de har mest lyst til at være aktive. Ingen behøver at føle sig tvunget til at føre valgkamp for noget, de ikke rigtig tror på.

Urafstemningen tyder på, at hverken Folkebevægelsen eller Enhedslisten kommer til at mangle aktivister i den valgkamp! Den tyder netop på, at vi ved en opstilling af Enhedslisten kan mobilisere langt flere til at engagere sig i valgkampen og samle stemmer til valgforbundet, end hvis det kun er Folkebevægelsen, der stiller op.

Vi har i øvrigt afprøvet den model før, nemlig da vi støttede både Juni- og Folkebevægelsen, og hvor partiets aktivister deltog der, hvor de brændte mest for det. Det medførte, at de to lister fik et mandat hver. Det er denne model, vi bør anvende igen, det er en realistisk målsætning – lad os sammen kæmpe for det.

 

Finn Sørensen er medlem af Folkebevægelsen Mod EU og Fagbevægelsen mod Unionen. Han sidder i Folketinget for Enhedslisten.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce