Samfundet kan kun forandres nedefra

Enhedslistens medlemmer vedtog på sit årsmøde i bededagsferien sidste år hu hej og uden dybtgående diskussion et nyt principprogram.

På et årsmøde i september i år skal der nu vedtages et organisationspapir, der er fostret af »ledende« kræfter i partiet.

Det efterlader mig noget bekymret over, hvor Enhedslisten bevæger sig hen.

Man skulle mene, at en diskussion i afdelinger og arbejdsudvalg om forskellige modeller for organisationsudviklingen havde været på sin plads, før et forslag blev fremlagt, f.eks. ved at studere demokratiske strukturer i et historisk og internationalt perspektiv.

Et af principprogrammets bærende intentioner handler om udvidet demokrati i samfundet som helhed, hvilket vel også må omfatte partiets egen organisation.

Men det kan jeg dog ikke kan se af det udsendte forslag.

Tværtimod ser jeg en magtcentralisering, hvor argumenterne for ændringerne alene drejer sig om nødvendigheder på grund af partiets størrelse. Altså en slags »nødvendighedens politik.«

Jeg mangler dog stadig en analyse, der kan ligge til grund for en fælles forståelse og klare holdninger til både partiets og statens rolle og om vejen til socialisme.

Det eneste vi ved er at partilinjen lige nu indebærer, at en samfundsrevolution kun kan gennemføres, når partiet får flertal i det borgerlige stats parlament. Det var i al fald Johanne Schmidt-Nielsens argumentation i DR2’s Deadline før valget.

Jeg mangler en reaktion fra den udenomsparlamentariske og antiautoritære venstrefløj på dette knæfald for den borgerlige stat.

Efter et spændende oplæg på Enhedslistens sommerlejr om folkelige bevægelser, og herunder partiernes mere perifere rolle i Latinamerika, samt en artikel af Eivind Larsen i Information den 2. august 2015, har jeg fået bestyrket mit behov for at få redefineret og analyseret partiets rolle, både i forhold til organisation, politisk praksis og principprogram.

Enhedslistens nuværende ledelse (parlamentarikerne) synes i dag at traske videre af det samme økonomiske spor, som Socialdemokraterne og SF forfulgte i 1970’erne, nemlig det keynesianske, som enhver af marxist ved ikke holder vand.

Skal det så tolkes sådan, at Enhedslisten nu også har frasagt sig sin marxistiske arv?

Keynes for begyndere!

Erling Olsen skrev i 1966 en kritik af Socialdemokratiet og keynesianismen, som burde være relevant for de parlamentariker og hovedbestyrelsesmedlemmer, som ikke er så økonomisk og marxistisk skolede som ham:

»Socialdemokratiet har ikke evnet at komme med en systematisk, almen forståelig kritik af det nærværende samfunds grundlæggende fejl, dets planløshed og det ringe hensyn til vigtige menneskelige behov. Man har ikke i tilstrækkelig grad understreget dets udemokratiske økonomiske magtfordeling og dets sociale og kulturelle uligheder…«.

Senere som rektor for Roskilde Universitets Center sagde han:

»Vi økonomer har savet den gren over, vi selv sidder på. Saven har vi opkaldt efter en engelsk lord ved navn John Maynard Keynes, fordi han har opfundet den mekanik, der én gang for alle har overflødiggjort alle os økonomer: Den går ud på, at når der bliver arbejdsløshed, springer automatisk en blå fane frem. Blå for kulde, tilbageslag, recession, depression, det skulle ikke være så svært at huske.

Og så kommer det virkeligt svære, for så skal man gå hen til mekanikkens håndtag og dreje det opad. Hvorved alverdens nationalbankdirektører ved katapult slynges op af skrivebordsstolene for at lande på seddelpressernes acceleratorer, og ud vælter det med købekraft, så der kommer gang i efterspørgslen og dernæst i hjulene og til sidst i beskæftigelsen. Hvilket jo er formålet.

For så vidt kunne man bare leje en helikopter og smide sedlerne ud over det ganske land. Men da er vi socialdemokrater mere smarte. Vi deler især pengene ud til de mindre bemidlede og fattige. Dels fordi de er mindre opsparingsmindede, og vi skulle jo helst have pengene ud i omløb og forbrug hurtigst muligt, dels fordi vi socialdemokrater da får æren af at gøre noget for de fattige, så de stemmer på os næste gang.

Er det ikke smart? For det er vi socialdemokrater nemlig.

Nu kan der jo ske det, at vi holder nationalbankdirektørerne på seddelpressens acceleratorer for længe, så vi får det, der hedder overophedning af økonomien. Priserne stiger, lønningerne stiger, inflationen stiger, underskuddet på betalingsbalancen stiger, renterne stiger og så videre.

Tænk, så springer der en rød fane ud! Er det ikke genialt? Rødt for hedt. Det behøver man egentlig ikke at være cand. polit. for at begribe.

Men så kommer det virkelig svære igen: nu skal der atter drejes på håndtaget, men denne gang nedad. Husk det nu: Nedad. Ned. For at slukke ilden. Og op springer alverdens finansministre med krav om skatteforhøjelser, inddragelse af købekraft, så vi kan få efterspørgslen, forbruget, manglen på arbejdskraft, inflationen og underskuddet på betalingsbalancen ned. Ned.

Hvor svært kan det være? I hvert fald ikke så svært, at man behøver økonomer til det«.

Læs Eivind Larsens artikel  »Da den krisefri kapitalisme blev en dårlig vittighed« i Information

Partiets rolle

Jeg ved ikke hvorfor, at man i Enhedslisten ikke evner at kommunikere klare samfundsalternativer. Eller hvorfor det er så svært at udvikle nye ideer til partiets rolle i samarbejdet med alle de bevægelser, som man siger at man støtter. Eller at hvorfor det er så svært at reflektere over sin rolle som parlamentarisk grundlag for såkaldte røde, men klart borgerlige regeringer.

Fraværet skyldes måske, at mange ikke har fantasi til at se andet end den borgerlige stat for sig. Det indebærer accept af dens bureaukratiske rolle i alt, hvad der rør sig i samfundet - fra detaljen til overordnet planlægning, eller måske fravær af samme, da det er underlagt kapitalen og de frie markedskræfter.

Det virker som om at vores parlamentarikere har mistet enhver nysgerrighed og interesse for ny socialistisk teori og praksis og for alt det, som ligger uden for det velkendte traditionelle politiske system.

Det virker som om man har antaget en borgerlig, humanistisk indfaldsvinkel i et forsvar for en socialdemokratisk velfærdsstat - herunder nu at ville styrke en traditionel centralistisk partistruktur, som man kender fra alle andre partier. En struktur, hvor partiet ikke er medlemsdemokratisk, men hvor medlemmerne skal rette ind efter partiledelsen.

Med andre ord: Det er svært at forestille sig at forslagsstillerne til den nye partistruktur selv tror på et socialistiske projekt. Det må være forklaringen på, hvorfor ingen i Enhedslisten fremfører socialistiske alternativer i den offentlige debat, men nøjes mest med at brokke sig over regeringernes nedskæringspolitik, miljøpolitik, udenrigspolitik, socialpolitik og asociale asyl- og flygtningepolitik.

Man nøjes tilsyneladende også med at kræve flere penge efter de keynesianske principper, som er beskrevet ovenfor.

For ægte revolutionære krav er åbenbart for outrerede og provokerende og kunne jo skræmme vælgerne væk.

Jeg mener i steder er at en øko-socialistisk agitation i dagligdagen burde være partiets første prioritet, både eksternt og internt. Dernæst burde det være partiets opgave at støtte andre organisationer, bevægelser og udsatte i alle de kampe, der føres mod den borgerlige stats politik. Kampe, hvortil vi kan tilbyde klare politiske og økonomiske analyser og konkrete løsninger, dog uden at kræve at disse skal sværge partiet huld og troskab.

Revolution og radikale samfundsændringer kan jo ikke forventes gennemført med en borgerlige stats og storkapitalens accept eller på deres præmisser. Revolution kræver folkelig mobilisering nedefra, hvor vi og andre partier, organisationer og folk må deltage på lige fod i kampen for nye fællesskaber og kollektive rettigheder til arbejde, jord, liv eller død.

Der er jo os, der udgør samfundets fuger, og ikke den lille politiske og økonomiske magt elite. Dens magtbase kan kun undergraves nedefra og uden for de nuværende magtcentre; det være sig parlamenter, banker, monopolkapital og finansfyrsternes hegomoni.

Ordene fra den arbejdersangen, Brødre lad våbene lyne, gælder fortsat: »Det knager fortsat i samfundet murer og bånd, så lad falde hvad ikke kan stå!»

Hanne Schmidt er medlem af Enhedslisten på Amager