S og SF: Ledelsen magter ikke socialismen

Man skal ikke undervurdere Foghs evne til at tænke langsigtet. Han fik politiseret toppen af statsapparatet, dvs. borgerliggjort den. Derved blev S og SF's politikere udleveret til at føre borgerlig politik (jf. alle de borgerlige reformer såsom fleksjob- og førtidpensionsreformen, skattereformen, vækstpakken, osv.).

Dette forstærkes af Helle Thornings autoritære ledelsesstil, som åbentlyst understøtter anti-socialistisk regeringspolitik.

Hvis venstrefløjen skal være andet og mere end en isoleret Enhedsliste, er det nødvendigt med nytænkning og nyorganisering, som sikrer dygtige venstrefløjpolitikere, nyt grundlag for socialismen samt konkrete, realistiske socialistiske alternativer på alle politik områder.

I løbet af Fogh-Løkkes 10 år skete der et generationsskifte i S og SF. I begge partier fik generationsskiftet nye folk ind, som ikke var så tæt forankret til socialismen forstået som en kamp for anstændige levevilkår for dem med få penge (uanset de halvhjertede forsøg på arbejderisme).

Samtidig spillede marxismens nederlag uden tvivl også en stor rolle. Grundlaget for socialismen måtte revideres - uden at nogen rigtig gjorde det.

Derimod reorganiserede liberalisterne i USA, England og Tyskland og kom til at sætte den intellektuelle dagsorden for økonomisk politik i Vesten.

Da den nye generation af S'ere og SF'ere var mindre bundet af socialismen som socialt og intellektuelt projekt, fortonede det socialistiske perspektiv sig under borgerlig pres fra R til fordel for borgerlig nedskæringspolitik.

Grundlaget for, at SF'ere og S'ere med svag binding til socialismen gjorde sit indtog - og nu synes at have sikret partiernes nederlag - blev til dels lagt af Anders Fogh.

Anders Fogh, hvis dygtighed ikke må undervurderes, lagde vægt på, at han, med nogle få undtagelser, kunne styre sine ministre.

Ministrenes egen kunnen og viden var mindre vigtig, bare de havde de rigtige meninger. Samtidig var Fogh så stor en mester i spin, at kritikken af ham og hans regering i offentligheden var meget begrænset de første år af hans regeringstid.

Det lykkedes f.eks. at undgå synderlig debat og protest, da han på et usandt grundlag trak Danmark ind i Irakkrigen. Hertil kommer, at Fogh havde et langsigtet perspektiv, som han målrettet indtænkte i hele den førte politik: Borgerliggørelsen af Danmark.

Socialismen fortoner sig i SF

I SF kom det først og fremmest til at være børnebanden, der stod for den svage binding til socialismen og en højere prioritering af selve det at komme i regering - meget rammende udtrykt af Thor Möger, da han påstod, at SF ikke havde opnået resultater i 50 år, men nu (takket være ham og vennerne) skulle være et indflydelsesparti.

Også Tesfaye, Bjering og Jesper Petersen, for hvem det vigtigste var, at SF blev i regering, uanset den førte politik var borgerlig, havde tilsyneladende aldrig rigtig forstået, at der skal kæmpes for socialismen i hver detalje af den førte politik. (Djævelen er i detaljen.)

Anders Fogh fik vist, at man ikke behøver være vidende og erfaren for at være minister - bare man har de rigtige meninger og gør, som ledelsen vil.

Det satte tilsyneladende en norm for de nye SF'ere i en sådan grad, at selv toppolitikerne kunne tilsidesætte det socialistiske perspektiv for at få del i regeringsmagten.

Så da store dele af befolkningen var blevet trætte af Fogh-Løkke, kom der, også pga. Søvndals fejlvurderinger, uprøvede unge politikere til tops i SF, som troede, at bare fordi de var i regering og havde de rigtige meninger, skulle de socialistiske fingeraftryk nok komme ... en gang.

Det er blevet hævdet, at SF har mistet en række unge talenter på det seneste. Det er en muligt. Men det afgørende er, at ingen af disse nye 'talenter' har vist sig være i stand til at sætte en socialistisk dagsorden, se f.eks. Ræson 12/1-2013.

De har tilsyneladende undervurderet, hvor krævende, det er, at gennemtænke alternativer til mainstream politisk tænkning - og når man først sidder i regering, er det ikke nemt at få tid og kræfter til at tænke anderledes og udvikle ny politik.

SF'erne synes således helt at have undervurderet deres eget modstandspotentiale mod borgerlig politik - og de har satset alt for lidt på at trække på og videreudvikle partiets modstandspotentiale.

Tesfaye er en undtagelse, som bekræfter situationen. Han har engagement og forståelse for sociale problemer, og han evner også at bruge sin viden til politisk nytænkning. Det har han vist i sit arbejde om working poor.

Men man kan ikke nytænke et partis politik ene mand, og - hug en hæl og klip en tå - Tesfayes visioner blev amputeret af at skulle tænkes ind i den borgerlige politik, som Thor Möger og Søvndal realiserede sammen med resten af regeringen.

F.eks. blev hans forslag om, at ingen offentlig ansat skulle tjene mere end 600.000 kr om året, fuldstændig glemt.

S gøres borgerlig

Helle Thorning-Schmidts dygtighed som statsminister er tvivlsom. Hun vakte allerede mistanke ved forhandlingerne om betalingsringen, da hun dag efter dag sagde: "Der kommer en god løsning i morgen."

Hvis hun havde check på, hvordan forhandlingerne gik, ville hun have vidst, at hendes udtalelse var tvivlsom og derfor var upassende for en statsminister.

Hvis hun ikke havde check på forhandlingerne, var det ikke kompetent statsministergerning. Hun kunne da bare have sagt f.eks.: "Vi forhandler stadig."

Sigge Winther Nielsen betvivler i Politiken d. 17/3-2013 også Helle Thornings dygtighed, idet hendes egenrådige og kortsigtede ledelsesstil formentlig er med til at forværre partiets krise:

.. hun giver meget sjældent indrømmelser (heller ikke en lille retorisk) til minister- eller gruppemøder, som kan dæmpe gemytterne, endsige give folk en følelse af, at de bliver inddraget. I stedet modtager de et langt samlebånd af glittede færdigpakkede publikationer fra regeringens hånd. Til orientering, forstås.

Det kan derfor ikke undre, at der er utilfredshed i S med Thornings - og Bjarne Corydons - ledelsesstil. Ekstrabladet skriver således d. 5/4-2013:

Kritikken hagler ned over statsminister og partiformand Helle Thorning-Schmidt fra medlemmer af den socialdemokratiske folketingsgruppe, der på de tre seneste gruppemøder direkte har kritiseret den måde, hun leder partiet på. Ikke mindst i forbindelse med lettelsen af selskabsskatten, som møder stor modstand i alle tre magtfulde socialdemokratiske kaffeklubber.

Hvad angår Bjarne Corydon, har Lars Trier Mogensen forlængst (Politiken 27/4-2012) vist, at hans økonomisk-politiske linie ligger til højre for Anders Foghs:

Ingen i hverken Bruxelles, Berlin eller Beijing ville lave ballade, hvis den såkaldt rød-grønne regering i København valgte at føre en socialdemokratisk jobpolitik herhjemme med hovedvægt på at øge efterspørgslen efter arbejdskraft – og samtidig brugte sit formandskab i EU til at presse på for at udnytte de mange milliarder euro, der allerede ligger godt gemt væk i f.eks. strukturfondene, til ekstra investeringer i grøn vækst. Men intet sker.

Siden da har Bjarne Corydon optrådt som hoveddrivkraft i nedskæringer, der vender den tunge ende nedad. Selv finansskatten modarbejder S-toppen (Information d. 15/2-2013) på trods af, at den var med i regeringsgrundlaget (s. 36):

I dag forsvarer ledende socialdemokrater som Helle Thorning-Schmidt, Bjarne Corydon og europaminister Nicolai Wammen stadig den danske modstand [mod finansskatten] og henviser gerne til egne tal, som den danske regering har mere tillid til end EU-Kommissionens.

Det er tydeligt, at Corydon, som ikke er økonom, afviser, hvad de gamle, erfarne økonomer, Nyrup og Lykketoft, kan og ved om økonomi.

Corydon er takket være sin manglende viden om økonomi tilsyneladende udleveret til udelukkende at tænke som Vestager og embedsværket i Finansministeriet, dvs. neoliberalistisk. Han fremviser intet socialistisk perspektiv på, hvordan man skal tackle de økonomiske problemer i Danmark og EU.

En regering kemisk renset for socialisme

Danmark fik altså en regering, hvori de socialistiske partier var domineret af politikere, som ikke ville eller ikke evnede at realisere socialistisk politik: At være en dygtig socialistisk politiker kræver langt mere end intelligens og veltrimmet kommunikation (spin).

Det kræver omfattende viden og erfaring kombineret med vilje til at indtænke socialismen i både den kortsigtede og den langsigtede politik.

Den manglende viden blev fatal allerede ved regeringsforhandlingerne: Jørgen Lindgaard Petersen sandsynliggør i Information d. 13/3-2013, at ingen af S og SF's forhandlere havde den fornødne viden om almindelig keynesiansk økonomisk politik, og Vestager havde frit spil til at sikre, at regeringsgrundlaget bandt regeringen til at føre borgerlig nedskæringspolitik. 

Der er dog ret klare formuleringer i regeringsgrundlaget (s. 5 og 8) om, at uligheden skulle bringes ned. Men disse formuleringer er der aldrig blevet taget hensyn til i regeringens politik.

Det var f.eks. helt unødvendigt, at Thor Mögers skattereform gav skattelettelser til de velstillede. Man kunne udmærket have nøjedes med at sætte skatten ned på arbejde for de lavest lønnede.

Men ingen S'ere og SF'ere i regeringens top har evnet at sørge for, at regeringsgrundlagets centrale socialistiske krav om større lighed blev realiseret, tværtimod.

Selv Holger K. Nielsen, som i sin bog, "Venstrefløjen i en ny tid", fremlægger gennemtænkte sigtelinier for en socialistisk politik, ender nu som skatteminister med at rose en vækstpakke, hvis vækstvirkninger er tvivlsom.

En vækstpakke, som er grundlæggende anti-socialistisk, idet den nedsætter selskabsskatten, indefryser arveafgiften ved virksomhedsovertagelse i 15 år og fjerner afgørende miljøafgifter (ikke mindst CO2-afgiften), hvilket muliggøres af asociale nedskæringer af kontanthjælp og SU.

Det er klart, at vækstpakken er gift for SF, og man må undre sig over, at de ledende SF'ere er gået med til en så borgerligt reform.

En del af forklaringen er måske, at SF's nye ledelse blev præsenteret for vækstpakken så kort tid efter, at Annette Vilhelmsen blev formand, at SF ikke kunne gå ud af regeringen pga. hendes løfter om det modsatte.

Lige meget; dén genvundne troværdighed, hun fik som ny formand for SF, og som viste sig i meningsmålingerne, er nu sat helt over styr af vækstpakken, hjulpet godt på vej af lærerlockouten.

Alt tyder på, at hverken S's eller SF's topledelse er i stand til at varetage deres partiers tarv.

Både S og SF er, hvad angår vælgertilslutning, ringere stillet end nogensinde, og intet tyder på, at bunden er nået, så længe de to partier sammen med R fortsætter med at føre ren borgerlig politik.

En ny og handlekraftig socialisme

Regeringen har ført en mere borgerlig politik end nogen anden regering i mange årtier (jf. bindingen til generel nedskæringspolitik, nedskæringer, der rammer de dårligst stillede, skattelettelser til de velstillede, afskaffelse af grønne afgifter, forslaget om at afskaffe vigtige dele af offentlighedsloven, osv.)

Dermed har regeringen flyttet midten i dansk politik langt til højre og isoleret venstrefløjen, idet den lige nu alene udgøres af Enhedslisten.

Dette indebærer et alvorligt tab af troværdighed for venstrefløjens politik. Mangen en vælger må tænke: De røde siger, at de vil en anden politik, men når de får magt, er de mere borgerlige end de borgerlige.

Og så er det vel bedre at stemme på et ærligt borgerligt parti! S og SF bekræfter desværre i praksis Thatchers gamle vending: "There is no alternative".

Så Anders Fogh blev den store vinder af sidste valg: Ved at borgerliggøre det socialdemokratiske velfærdsprojekt, startede og legitimerede han den 'nødvendige' afvikling af velfærdsstaten, som vel først nu er påbegyndt i DK.

Idet midten er flyttet til højre i dansk politik, må man tilmed forvente, at den kommende borgerlige regering nidkært vil overgå den nuværende regering i afvikling af velfærdstaten!

På den baggrund må man konstatere, at hvis venstrefløjen skal have nogen betydning i dansk politik igen, må venstrefløjen i Danmark ruste sig anderledes grundigt til en evt. fremtidig regeringsdeltagelse - og der må i mellemtiden arbejdes hårdt for at genvinde den tabte troværdighed.

Følgende nytænkning og reorganisering af venstrefløjen synes derfor nødvendig:

1. Venstrefløjens politikere skal være dygtigere og mere vidende end de borgerlige, de skal have et klart langsigtet socialistisk perspektiv, og de skal ikke mindst kvalificere sig gennem hård saglig intern netdebat i partierne.
2. Der må udvikles et nyt grundlag for socialismen. Marxismen kan ikke beskrive den nutidige politiske økonomi. En række af dens elementer må revideres: kriseteorien, arbejdsværdilæren, finansteorien, klasseteorien og magtteorien. Hertil kommer marxismens manglende forståelse for fri debat og grænser for vækst, for ikke at tale om den moderne internationalisering under indtryk af internettet og frihandelsdogmerme. Der findes mange arbejder, som er relevante for marxismens revision, og disse må sammentænkes i et nyt grundlag for socialistisk tænkning.
3. Med udgangspunkt i høje krav til venstrefløjens politikere og nytænkningen om socialismen, samt den nationale og internationale situation, må der løbende formuleres realistiske politiske alternativer til den førte borgerlige politik. Dette arbejde må nødvendigvis få indvirkning på kravene til venstrefløjens politikere og på grundlaget for socialismen.

Flemming Bjerke er medlem af SF, Lejre.