En russisk journalist hævder, at militære kilder har sat dato og klokkeslæt på et amerikansk angreb på Iran: fredag den 6. april kl. 04.00.
Af Martin Lindblom/Monsun
Rygterne om et amerikansk angreb på Iran har fået ny næring. En russisk journalist fra ugebladet Argumenty Nedeli i Moskva hævder at have kontakt til en russisk militærekspert med nær forbindelse til den russiske generalstab, der kender til amerikanske planer for et snarligt bombeangreb.

Journalist og politisk redaktør på bladet Andrei Uglanov skriver, at angrebet med kodenavn »Operation Bite« (Operation Bid) indledes langfredag den 6. april klokken fire om morgenen med bombninger af 20 udvalgte mål, der bl.a. inkluderer berigelsesanlæg til uran, forskningscentre og laboratorier.
Derudover vil amerikanerne ødelægge det iranske luftforsvarssystem, sænke en række flådefartøjer samt udslette det vigtigste hovedkvarter for de iranske væbnede styrker, skriver Andrei Uglanov.
Eks-general: målet er iransk systemskifte
Iagttagere kalder offentliggørelsen af informationerne for en lækage planlagt på højt niveau i Kreml med det formål at advare mod krig og vise Ruslands efterretningsevne.
Den pensionerede generaloberst Leonid Ivashov bekræfter overfor det statslige nyhedsbureau RIA-Novosti, at et amerikansk militærangreb på Iran er sandsynligt.
Ivashov, der tidligere har arbejdet som rådgiver for den russiske præsident Vladimir Putin, er i dag vicepræsident på Moskvas Akademi for Geopolitiske Videnskaber. Her er man ikke et øjeblik i tvivl om, at angrebet – der er forudsagt adskillige gange tidligere – vil finde sted, og at der bliver tale om et massivt luftangreb uden indsættelse af landtropper.
Målet er at udslette Irans kapacitet for militær modstand, administrationscentre, økonomiske aktiver, og sandsynligvis også den iranske politiske ledelse eller i hvert fald en del af den, siger Ivashov til RIA-Novosti.
Formålet skulle angiveligt være at fremprovokere interne magtkampe i Iran, med indsættelsen af en pro-amerikansk regering som det endelige mål.
Washington har hårdnakket benægtet hvert eneste af de mange rygter om forestående angreb på Iran, og ingen af dem er da heller blevet til noget.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96