Privatisering svækker folkeligt demokrati og socialt ansvar

I starten af december kunne man i små notitser i dagspressen erfare, at en vis Lloyd Blankfein og Goldman Sachs Group med et slag har formået, at reducerer den danske stats ejerandel i Dong fra 81 procent til 60. Goldam Sach Group er bl.a. en aktiv investor i Afrikanske mineraler.

Det udløste ikke megen omtale i medierne og selv sagt ingen folkelig debat. Men det er der ikke så meget nyt i.

Voldsomme privatiseringer af statslige og kommunale institutioner, der tog fart i starten af 1990`erne, er foregået næsten uden offentlig bevågenhed. Man fornemmer et demokratisk tabu.

Finansminister Bjarne Corydon nåede dog at kommenterer manøvren. Han var ganske godt tilfreds, for nu blev der endelig tilført finanser til Dong.

Men prisen er høj. Det danske folkestyre mister demokratisk indflydelse. Dong lægges i hænderne på et imaginært og magtfuldt marked.

Det principielle i sagen er, at alle privatiseringer både statslige og kommunale nødvendigvis vil svække det folkelige demokrati.

Derfor må det undrer, at den aktuelle manøvre i Dong blot hilses med et skuldertræk, og anerkendelse fra en socialdemokratisk finansminister.

For nogle måneder siden fik min familie et rigtig godt tilbud fra det lokale energiselskab Energi Fyn.

Budskabet var i korthed: Skriv under på vedlagte blanket og spar tre procent. 

Da jeg efterfølgende ringede til en embedsmand i det, der viste sig at være en næsten privatiseret forvaltning, fik jeg et bramfrit svar.
– Hvis du skriver under, vil du komme over i et »skuffeselskab«.

Han forklarede, at ’vi’ i dag på grund af lovgivning ikke har mulighed for at ekskluderer dårlige betalere. Men i den anbefalede firmakonstruktion ville jeg slippe for at tage det social ansvar for socialt ustabile og dårlige betalere.

Når jeg tænker på ’velfærdsstaten’, tænker jeg stadig på en velfungerende socialstat, hvor institutionerne er demokratisk styret, og kan kontrolleres.

Da grådigheden eksempelvis ekspanderede i TDC for nogle år siden, og det interne finanskleresi begyndte at uddele gratialer til hinanden i 100 millioner kroner klassen, havde det måske været en sund foranstaltning, hvis statens revisorer kunne få styr på løjerne. Men det skete ikke.

Det hele foregik i ly af mørket og stort set uden offentlig bevågenhed. Der var ingen folkelig kontrolmulighed.

Derfor et spørgsmål til Bjarne Corydon.

Du har været bannerfører for en politik, der tilsyneladende helt ubegrundet har givet skattelettelser til bl.a. erhvervslivet. Det siger sig selv, at regningen skal betales.

Det er vel ikke ubekendt for dig, at det er de svageste i samfundet, der betaler den største pris.

Samtidig hylder du en privatiseringsbølge, der eksempelvis i Tyskland, allerede har medført, at de fattigste borgere mister rettigheder til de mest elementære energibehov.

Skal vi være helt ligeglade med, at en større og større gruppe samfundsborgere marginaliseres og skubbes ud af fællesskabet?

Eller tror du virkelig på, at det grådige marked vil vise næstekærlighed og social ansvarlighed?

Søren Dalgaard er psykolog.