Annonce

Overraskelse
9. marts 2012 - 18:13

Piratradio betaler for sendetilladelse

Myndighederne vil indstille jagten på Byens Radio, hvis blot piratradioen betaler 500 kroner for en sendetilladelse, siger Erhvervsstyrelsen. Pengene er på vej, lyder det fra folkene bag den alternative undergrundsstation.

Den københavnske piratradio Byens Radio har fredag den 9. marts sendt en konvolut med 500 kroner til Erhvervsstyrelsen med det formål, at få tildelt en formel tilladelse til at sende radio på FM-båndet i hovedstadsområdet.

Det sker efter at chefkonsulent i styrelsen, Kristian Borten, samme dag har udtalt til DR Kulturs hjemmeside, at man har overladt jagten på radioen til politiet, og desuden vil give radioamatørerne tilladelse til at sende for netop dette beløb.

– Dette gør vi egentlig ikke fordi, vi føler os forpligtet til det, men fordi, vi mener det er billigt sluppet for at undgå, at der bliver brugt flere unødige skattekroner på at lede efter os. Vi forventer, at dette vil medføre, at de trækker politianmeldelsen tilbage, så vi kan sende i fred og ro, udtaler radioens talsperson Mr Know It All i en pressemeddelelse sendt til Modkraft.

Læs artiklen »Styrelse stopper jagten på piratradio« hos DR.

Sender forsat fra »kuffertstudie«

Byens Radio har siden årsskiftet sendt live seks dage om ugen på 89.7 FM, men måtte for tre uger siden indstille deres arbejde, da Erhvervsstyrelsens pejlevogn fandt deres studie.

I denne uge vendte radioen tilbage fra et mobilt »kuffertstudie«, men nu har styrelsen altså valgt at anmelde græsrodsinitiativet til politiet.  

Læs artiklen »Piratradio genopstår i »kuffertstudie«« hos Modkraft.

– Vi stiller os undrende over, at dette (politianmeldelsen, red.) overhovedet er sat i værk, da det fremgår tydeligt af lovteksten, at politiet ikke har lovhjemmel til at blande sig, med mindre Byens Radio er til fare for menneskers liv eller helbred.  Vi vil fortsat sende fra skiftende positioner, indtil vi er sikre på, at politiet også har nærlæst lovteksten, lyder det fra Mr. Know It All.

Byens Radio kan høres i København alle ugens dage undtagen torsdag fra klokken 18:00 på 89.7 FM.

Besøg Byens Radio på Facebook.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce