Dermed ser det ud til, at de forligspartier, der vedtog loven på betingelse af en vis åbenhed, er blevet ført bag lyset. I forbindelse med forhandlingerne om PET-undersøgelsens lovgrundlag krævede Socialdemokratiet dørene lukket for offentligheden, mens alle de øvrige forligspartier – Enhedslisten, SF, Kristeligt Folkeparti og Det Radikale Venstre – ville have fuld åbenhed.
Uenigheden endte med et kompromis om delvist åbne døre, men foreløbigt er det ikke blevet til meget, og ifølge kommissionens formand, landsdommer Leif Aamand, skal offentligheden næppe gøre sig nogle illusioner om, at få indsigt i afhøringerne.
Faktisk kan han slet ikke forestille sig en konkret situation, hvor han vil lade offentligheden få adgang:
– Det ligger i efterretningstjenestens natur, at dens virksomhed skal holdes hemmelig, siger Leif Aamand således i et interview til Jyllands-Posten den 3. februar i år.
Ingen tilhørerpladser
Og noget kunne tyde på, at det fra starten har været intentionen at holde dørene lukket. I kommissionens lokaler på Amagertorv i København er der således ikke plads til en eneste tilhører. Hvis dørene på et tidspunkt skulle blive åbnet, er det derfor kommissionens plan, at afhøringen skal flyttes til et retslokale i Københavns Byret.
Desuden er sikkerhedsforanstaltningerne i undersøgelseslokalerne så skrappe, at ingen udover de af PET »clearede« medarbejdere har adgang dertil.
Lokalerne er efter PETs foreskrifter blevet ombygget med lydisolering, sikkerhedssluse, tv-overvågning osv. for at kunne leve op til sikkerheden, der skal beskytte de stakkevis af arkivmateriale, som PET har fragtet dertil fra sit hovedsæde på Bellahøj Politistation.
De omfattende sikkerhedskrav fra PETs side har desuden betydet, at kommissionens arbejde kun har været igang i et års tid.
Lovstridig lukkethed
Den manglende åbenhed i kommissionens arbejde er i klar strid med lovens intention, og det har vakt både undren og utilfredshed blandt forligspartierne på Christiansborg.
Enhedslistens retsordfører, Søren Søndergaard, mener, at det er en »klar omgåelse af loven«, hvis dørene forbliver lukkede, og formanden for Kristeligt Folkeparti, Jann Sjursen, er dybt forundret:
– Det virker højst ejendommeligt, at kommissionen foretager undersøgelser et sted, hvor der end ikke er plads til tilhørere. Man må klart få det indtryk, at det slet ikke er meningen, at der skal være nogen form for offentlighed, siger han til Jyllands-Posten.
Ifølge avisen kalder flere af de forskere, der til daglig beskæftiger sig med Danmark under Den Kolde Krig, kommissiones lukkethed for »aldeles hysterisk«.
Og tidligere justits- og forsvarsminister Erik Ninn-Hansen, der allerede er blevet afhørt to gange, synes personligt, »at det er noget pjat, at det ikke kunne ske for åbne døre«.
Baggrunden for PET-undersøgelsen var en række oplysninger i pressen i 1998, der tydede på, at PET omgik den regeringserklæring fra 1968, der forbød registrering af danske statsborgere alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed.
PET-kommissionen forventer at have afsluttet sit arbejde om cirka tre år.
Af Martin Lindblom/Monsun Nyheder
Læs PETs redegørelse, marts 1998
Læs Kommissorium for et udvalg vedrørende Politiets og Forsvarets Efterretningstjenester, april 1998
Læs Lov om undersøgelse af politiets efterretningsvirksomhed, 28. maj 1999
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96