Rækken af initiativer til støtte for et Ungdomshus fortsætter. På initiativet skrivforfristeder.dk kan man sende en personlig besked til overborgmester Ritt Bjerregaard. Udgangspunktet er at, overborgmesteren (og hendes ansatte) offentligt har meldt ud, at de så vidt muligt både læser og besvarer alle personlige henvendelser. Initiativet stiller en skriveformular klar.
Initiativet har indtil videre været omtalt i Politiken – med flere hundrede breve til Ritt som konsekvens. Der er også blevet sendt omkring 100 underskrevne fax.
Initiativet skriver dog til Modkraft.dk, at det også håber på omtale her på portalen: »Hvis Politiken skaffer 400 mail, så skaffer Modkraft.dk mindst 1.000«, hedder det i en mail til redaktionen.
Det må komme an på en prøve ....
Tjek hjemmesiden skrivforfristeder.dk

Sid ned for Ungdomshuset
I Jylland har aktivister lavet en mindre sympatiaktion i Vinstrup mellem Randers og Hadsund. En sofa med påskriften »69« og »Værs’go at sidde. På denne sofa er der plads til alle« er blevet stillet op – så vidt Modkraft.dk kan se – indtil flere steder i de landlige omgivelser.
Sprogkundskaber og 69-ambassadeskjold
Kan man læse og forstå følgende: »Punk e islamici, la crociata danese«, er der mulighed for at læse en baggrundsartikel om kampen på Nørrebro og Ungdomshuset i det landsdækkende, venstreorienterede italienske dagblad Il Manifesto.
I Helsinki i Finland løb den fjerde aktion til fordel for Ungdomshuset af stablen i weekenden. Lørdag vandrede en mindre demonstration med omkring 40 personer forbi den danske ambassade, hvis skjold var grundet med hvidt og et sort »69« påskrevet.
Tidligere på ugen besatte omkring 30 aktivister indgangen til ambassaden. Indgangen til ambassaden ligger oven på et varehus, som den deler indgang med. Aktivister delte småkager ud til kunder og spillede Madness-slageren »Our house«, indtil politiet ankom efter en halv time. Derefter fortsatte festen uden for varehuset i ca. 1 ½ time.


Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96