Bamse og Kylling var sammen med flere tusind pædagoger og lærere torsdag mødt op til en demonstration på Rådhuspladsen i København mod regeringens planer om at gennemtvinge heldagsskoler.
Under parolen »Nej til tvungne heldagsskoler. Børn og unge skal også have fri tid. Vi kræver kvalitet i skolen« demonstrerede københavnske lærere torsdag den 7. februar sammen med pædagogorganisationerne BUPL og LFS i protest mod regeringens planer om at indføre heldagsskoler.
Appellen var rettet mod Københavns Borgerrepræsentation, som man håber vil gribe ind i sagen, og der dukkede omkring 2.-3.000 pædagoger og lærere op til arrangementet, oplyser BUBL København på deres Facebook-side.
Blandt deltagerne var både Bamse og Kylling samt flere Pippi Langstrømpe-udklædte demonstranter – men fra talerstolen blev der talt med alvorsord.
– Regeringens model passer ikke til København. Vores skoler udvikler sig meget forskelligt, derfor har vi ikke brug for en standardløsning. Og vores elever har allerede fået flere timer de seneste år, sagde Jan Trojaborg, formand for Københavns Lærerforening.
»Står det til regeringstoppen, KL [Kommunernes Landsforening, red] og Finansministeriet skal folkeskolereformen finansieres ved, at hver lærer skal undervise op til 3 timer mere ugentligt. Det er aldrig før sket i Danmarkshistorien, at de ansatte i en branche skal betale for en reform på deres område,« uddyber han på foreningens hjemmeside.
Læs artiklen »Pippi i aktion mod skolereform« hos Arbejderen.
Læs artiklen »Demonstration: Nej til tvungne heldagsskoler« hos Københavns Lærerforening.
Se optagelser fra demonstrationen her (i to dele).
Også Enhedslisten støttede op om demonstrationen.
»At regeringen nu vil bestemme, at alle skoler skal give undervisning hele dagen, er et udtryk for en voldsom topstyring, der ikke tager hensyn til de lokale behov,« skriver Enhedslistens medlemmer af borgerrepræsentationen i en fælles støtteudtalelse, og uddyber:
»Mere undervisning i sig selv giver ikke bedre undervisning. Det viser alle undersøgelser. Det er kvaliteten af undervisningen, der er afgørende.«
Læs udtalelsen »Nej til tvungne heldagsskoler« hos Enhedslisten.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96