Nødvendighedens politik skaber unødvendige politikere

Efter at have interviewet finansordførerne fra S, SF, V, LA og DF er det tydeligt, at de alle har én ting til fælles - en stærk tiltro til Finansministeriets regnemodeller og objektivitet. Finanskrisen har medført krav om »ansvarlig« økonomisk politik. En ansvarlighed, der er vejledt af Finansministeriet, og resulterer i en ensretning af den økonomiske politik.

Når politikere er den faggruppe, som befolkningen har lavest tillid til, så er det bl.a. en konsekvens af den ensrettede økonomiske politik. Politikerne har afgivet en del af deres magt til økonomerne - hvilket har medført, at det politiske råderum er blevet begrænset.


Efter krisen bliver argumentet om »nødvendighedens politik« brugt til at undskylde politikernes visionsløshed. Det kommer bl.a. til udtryk i medierne, hvor fokus ikke længere er på det politiske indhold og diskussioner, men i stedet handler om personsager.

De økonomiske modeller, som Finansministeriet anvender, er langt fra den objektive og sande viden, de præsenteres som.

Et konkret eksempel på de økonomiske modellers ideologiske grundtanke kommer til udtryk i ADAM-modellen - den af Finansministeriet oftest benyttede model.

Ifølge ADAM-modellen er den strukturelle arbejdsløshed ikke baseret på manglende mobilitet eller uddannelsesniveau i befolkningen, faktorer der normalt ses som afgørende for ledigheden.

Finansministeriet formulerer selv at: »Strukturledigheden i ADAM-modellen afhænger konkret af en beregnet kompensationsgrad ved ledighed i forhold til beskæftigelse«.

På normalt dansk betyder det, at den strukturelle ledighed er direkte afhængig af forskellen mellem, hvad du får i understøttelse som arbejdsløs, og hvad du får som ansat. Jo større denne forskel er, jo mindre vil arbejdsløsheden være.

Det dikterer en politik, hvor den bedste løsning på en stigende arbejdsløshed er at skære i den offentlige støtte.

Historien viser tydeligt, at den økonomiske videnskab har været præget af ideologiske kampe, som en del af de internationale magtspil, hvor den bl.a. er blevet brugt som virkemiddel under den kolde krig.

Den økonomiske videnskab har gennem de sidste små hundrede år forsøgt at konsolidere sig som en del af naturvidenskaben. Præmisserne for naturvidenskaben, som indebærer grundige tests af hypoteser i virkeligheden, er dog langt fra opfyldt i den økonomiske videnskab.

Som flere kritikere inden for videnskaben pointerer, er økonomi en samfundsvidenskab, og det ville derfor være langt mere korrekt at arbejde ud fra sociologiske og psykologiske præmisser.

Økonomi beskæftiger sig med mennesker i et udviklende samfund og ikke matematiske mekanismer i et lufttæt rum.

De økonomiske modeller gør dette, når de antager, at der altid over tid vil være ligevægt mellem udbud og efterspørgsel, men ikke kan forklare, hvorfor vi giver hinanden gaver.

Dansk Industri, CEPOS, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og mange flere byder ind med egne udredninger og analyser, når fremtidens økonomi skal planlægges. Det ligner en styrkelse af de demokratiske processer, men når dørene lukkes og politikerne går til forhandlingsbordet, er det stadig Finansministeriets modeller, de økonomiske resultater efterregnes med.

Rammerne for, hvad der er nødvendig og ansvarlig økonomisk politik, har begrænset det politiske råderum.

Politikerne kan ikke længere præsentere idealistiske tiltag, men kun forslag, der er forankret i den »rigtige« økonomiske politik. Politikerne har frit råderum til at flytte rundt på budgetteringsposter i modellerne, men er overordnet underlagt økonomiske rammer, der er nedsat af Finansministeriet.

Derfor er det ikke nogen overraskelse, at Socialdemokraternes og SFs valggrundlag Fair Løsning ændrede sig radikalt, da det skulle godkendes som regeringsgrundlag efter valget.

Regeringspolitikken, der opfattes som løftebrud af mange vælgere, er blot den økonomiske politik, det er muligt at føre inden for de nuværende rammer.

Politikerne har taget kravet om nødvendig og ansvarlig politik til sig. De benytter i dag selvsamme formuleringer til at forsvare deres politiske tiltag.

Det skaber en voksende skare af fremmedgjorte vælgere, der ikke kan se sig selv repræsenteret i den førte politik.

Når Venstre er villige til at skære i støtten til højskolerne, og Socialdemokraterne indfører en kontanthjælpsreform - begge dele uden deres baglands støtte - er det altid med argumentet om nødvendigheden af tiltagene.

Konsekvenserne bliver, at politikerne mister meget af det idealistiske råderum, der tidligere har været i politik. Når embedsmændene sætter rammerne for politisk handlerum og alt politik, der ikke følger de økonomiske modeller, er »uansvarlig«, afpolitiseres samfundsdebatten.

Hvis politikerne ikke opfylder deres rolle som folkets repræsentanter, men i stedet nærmer sig embedsmændenes teknokratiske rolle, har politikerne gjort sig selv unødvendige.

Der er et behov for, at politikere tør stille sig kritiske overfor, hvad der er nødvendig politik, og i stedet fører den politik, de har lovet deres vælgere.

Politikerne skal repræsentere idealer i stedet for Finansministeriets modeller, hvis tilliden fra vælgerne skal genoprettes.

Andreas Nielsen og Christian Larsen er specialestuderende i socialvidenskab på Roskilde Universitet. Specialet har titlen »Nødvendighedens Politik - Finansordførernes forståelse af de økonomiske modeller«.