Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Kommentar
4. september 2015 - 12:28

Materialisme eller idealisme?

Den danske venstrefløj svigter, fordi den har svært ved at navigere mellem analyse af virkeligheden og opstilling af krav.

Et centralt emne for venstrekræfterne er en debat om en fornyelse af marxismen. Dvs. dialektikken mellem teori og praksis i en stadig proces, hvor det, der er forældet, kasseres, og den sunde kerne bevares. Fornyelsen må bygge på de erfaringer, vi har høstet i de faglige og politiske kampe de senere år.

Et andet emne er en klassemæssig analyse af den aktuelle politiske situation og en forståelse af, hvordan barbariet breder sig i Danmark og internationalt som en konsekvens af imperialismen. Med hensyn til barbariets udbredelse kan vi næsten dagligt følge med i flygtningenes lidelser i forskellige dele af verden, krige, terror og anden elendighed.

Her mangler Danmarks Kommunistisk Parti (DKP) og Enhedslisten en samlet strategi, der sætter imperialismen ind i de rigtige sammenhænge i det 21. århundrede.

Og endelig hvordan definerer og virkeliggør vi aktionsenhedens metode, så venstrekræfterne igen kan komme til at spille en rolle i det politiske liv.

Marxismens fornyelse er et vigtigt spørgsmål i debatten. DKP blev sprængt på grund af  modstridende opfattelser i 1990, men den fornyelse som partiet har stået for er ikke nogen ægte fornyelse, men snarere et stort tilbageskridt.

Alene formuleringen af et nyt program voldte store kvaler, fordi partiet ikke ville vedkende sig tidligere programmer. I stedet fik vi et knæfald for alle mulige borgerlige og idealistiske opfattelser, det ingen vegne fører.

Den er et knæfald for alle mulige borgerlige og idealistiske opfattelser, det fører ingen vegne!

Med fornyelse mener jeg, at filosofi og politik hele tiden må udvikle sig. En rigtig forståelse af dialektisk logik er forudsætningen for at kunne bringe venstrekræfterne på højde med udviklingen.

Det har vi forsømt både i DKP, men også venstrekræfterne som helhed og derfor fortsætter højredrejningen i dansk politik.

Hvis fornyelsen skal føre fremad, må den forbindes med arbejderbevægelsens kampe og opgaver ved at analysere det nye i situationen.

Den begivenhed, der markerede indledningen til et frontalangreb på arbejderbevægelsen, var Ri-bus konflikten i Esbjerg. Vi kan se at det samme mønster, der anvendes på andre områder for at fremme udbytningen.

Med hensyn til den politiske situation, gælder det om at anvende klasseanalysen på nutidens opgaver.

Vi kan ikke opstille en »ønskeseddel« om de ting, vi ønsker gennemført, men må se på de modsætninger, som præger det danske klassesamfund. Det er ud fra en konkret analyse af nationale og internationale forhold, at vi må formulere vores politiske krav.

Jeg vil gerne nævne to konkrete eksempler, hvor jeg mener Enhedslisten har fejlet.

Det ene er omkring krigen mod Libyen i 2011, hvor partiet stemte for at indsætte NATO-fly mod regeringssoldater omkring Benghazi.

Det viste, hvordan Enhedslisten lader sig drive af medierne og er ude af stand til at bevare fatningen i pressede situationer.

Det andet eksempel er dagpengesagen. Inden finanslovs-forhandlingerne i 2014 gjorde partiet det krystalklart, at man ikke ville acceptere en løsning, med mindre der var en afklaring af dagpengespørgsmålet.

Det kom der som bekendt ikke, og alligevel stemte Enhedslisten for finansloven.

Det skaber ikke respekt og troværdighed om partiets politik.

Når DKP og Enhedslisten ikke har formået at leve op til kravene, skyldes det at partierne er domineret af en idealistisk opfattelse, dvs. utopisk socialisme. Materialismen kræver en helt anderledes tilgang til opgaverne.

Aktionsenhedens metode har været livligt diskuteret i DKP, men forståelsen af, hvordan den skal anvendes, er meget modsætningsfyldt.

DKP har skabt et uløseligt paradoks ved at svigte principperne i partiet 1976-program om aktionsenhed og erstatte den med enkeltmedlemsskaber af Enhedslisten og de folkelige bevægelser.

Derfor må DKP´s kongres vedtage nogle klare retningslinjer, som fjerner denne usikkerhed, og formulerer på hvilket grundlag vi kan indgå i et samarbejde med andre partier og organisationer.

Vi kan tydeligt se, at uden et kommunistisk parti går det ikke. Det er i dialektikken mellem tradition og fornyelse, at partiet skal forstå at udvikle sig, for at være på højde med nutidens opgaver og krav.

Lars Ulrik Thomsen er medlem af DKP og Dansk Metal. Han har siden 2004 udgivet bøger på forlaget Populi om historie, filosofi og samfundsforhold.


Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce