Dansk Magisterforbund har besluttet at etablere en sympatiblokade mod Aller Press fra den 1. april. Blokaden bakker op bag den blokade, som Dansk Journalistforbund allerede har besluttet at sætte i værk.
Af Ole Wugge Christiansen/Monsun
Dansk Journalistforbund sendte den 26. februar et blokadevarsel frem til Allerkoncernen. Den 1. april må at ingen freelance-journalister, -tegnere og fotografer fra forbundet må levere stof til virksomheden. Den blokade bliver nu bakket op af Dansk Magisterforbund med en sympatiblokade.
Ingen medlemmer af de to forbund må leverer dermed freelance-stof til Allerkoncernens mange ugeblade og magasiner fra den 1. april.

Aller Press har reageret på journalistforbundets blokadevarsel ved at få Dansk Arbejdsgiverforening til at protestere mod blokadevarslet. DA skriver, at varslet ikke er lovligt »fordi det arbejde, der ønskes overenskomstdækket, ikke udføres af lønmodtagere, men derimod aff selvstændige erhvervsdrivende«.
Det har dog ikke rokket ved journalistforbundet beslutning om at fast holde konfliktvarslet – og blokaden bakkes nu også op af magistrenes faglige organisation.
Fremtid uden betaling
Baggrunden for konflikten er, at Aller Press nægter at forhandle en kollektiv aftale for de flere hundrede freelance-medarbejdere, der er tilknyttet bladkoncernen.
Den 10. januar udsendte forlagsdirektøren Per Ingdal en invitation til freelancerne til »en rejse ind i fremtiden«. Den var vedlagt en individuel kontrakt, hvor de 600 freelancere skulle underskrive, at de fralagde sig rettighederne til deres arbejde.
»Med din underskrift overdrager du rettighederne til dit redaktionelle materiale til Aller Press A/S, som herefter er berettiget til at anvende materialet på alle eksisterende eller fremtidige platforme og distributionsformer, herunder i andre blade inden for Allerkoncernen«, hed det i brevet til freelancerne.
Brevet blev sendt ud samtidig med, at Aller koncernen offentliggjorde, at det havde fået et overskud på 445 mio. kroner i 2006.
Aller Press vil med underskrifterne kunne bruge freelancernes stof kvit og frit i enhver sammenhæng i samtlige udgivelser i hele koncernen. Kontrakterne er uden tidsbegrænsing og freelancerne får ingen økonomisk kompensation.
Uacceptabelt
– Allers krav om at freelancerne kvit og frit skal lade Aller Press bruge stoffet i enhver sammenhæng til enhver tid i samtlige medier i hele koncernen er himmelråbende uacceptabelt, siger Mogens Blicken Bjerregård, der er formand for Dansk Journalistforbund på forbundets hjemmeside.
Dansk Magisterforenings formand, Ingrid Stage har også advaret mod kontrakterne. »Skriv ikke under«, lød hendes råd i Magisterbladets februarnummer. Det er nu fulgt op af sympatiblokaden.
– Mange freelancere står i forvejen i én svag position, og nu vil Aller udnytte sin magtposition til at stille dem endnu ringere, siger Ingrid Stage.
Forlagsdirektør Per Ingdal har tidligere begrundet de forringede vilkår for freeelance-medarbejderne med stigende konkurrence og medieudviklingen.
– Mediebilledet ændrer sig hurtigt i disse år med udvikling af internet og andre nye medier. Vore konkurrenter kan frit bruge billeder og lyd på mange platforme, og det er vi nødt til også at kunne. Derfor ønsker vi at indgå nogle leveringsaftaler, der skaber klarhed om rettigheder til leverandørenes produkter, sagde han til Magisterbladet i februar.
Monopollignende stilling
Aller Press hører under Carl Allers Etablissement A/S, der sidder på 71 procent af markedet for ugeblade i Danmark.
Aller Press udgiver blandt andet Billedbladet, Femina, Se & Hør, IN, Mad & Bolig, Nyt om biler og magasinet Q.
Koncernen har 2.000 ansatte i fire lande og et ugentlig oplag på 3,2 millioner eksemplarer. Overskuddet var i 2006 på 445 millioner kroner.
Alene i Danmark udgiver koncernen otte ugeblade og 11 magasiner. Koncernen har desuden dattervirksomheder i Norge, Sverige og Finland, der også her dominerer markedet for ugeblade. I Sverige står koncernen for 84 procent, i Norge 49 procent og i Finland for 26 procent af ugebladsmarkedet.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96