Linkbox: Ken Loach

Så skete det igen! En politisk progressiv film vandt førsteprisen – De Gyldne Palmer – på filmfestivalen i det franske Cannes.

Det skete i 2004, da amerikaneren Michael Moore vandt med filmen »Fahrenheit 9/11«.

Emnelisten Michael Moore & Fahrenheit 9/11 er en linksamling, der viser, at kampen fra det amerikanske establishment og højre mod Moore og hans film var hård – og Bush genvandt alligevel præsidentembedet – eller genstjal, som en del mennesker i USA faktisk siger.

Vinderfilmen i år er måske ikke direkte skabt ind i en politisk kamp, som Moores film var i 2004. Men mon ikke årets politiske vindefilm er lige så meget et politisk kampråb.

Irsk titel

Ken Loach’ vinderfilm »The Wind That Shakes the Barley« er et indlæg imod fremmed besættelse, som f.eks. briternes premierminister Blair (og Bush og Fogh) er dybt involveret i nede i Irak.

Selve titlen viser noget om filmens tendens; det er nemlig titlen på den patriotiske irske poet Robert Dwyer Joyce’s (1836-1883) sang, hvori befrielseskampen mod briternes besættelse retfærdiggøres. ( Se teksten her. I højre spalte er forskellige lyd-udgaver).

Loach’ film handler om den irske befrielseskamp omkring uafhængigheden fra briterne, og filmen er allerede omtalt som et modangreb på den 10 år gamle film »Michael Collins« med Liam Neeson og Ian Hart i hovedrollerne.

Loach’ film handler (også) om borgerkrigen i perioden efter Irlands deling og selvstændighed, splittelserne i nationalistbevægelsen og kampens midler. Det fremgår af et interview i Guardian »I have my sleeves rolled up and I’m ready«, fra den 17. maj, altså før Cannes-filmfestivalen.

Ken Loach har en 40 år lang progressiv filmproduktion.

I tv- og film-spalten X-ray på Tidsskriftcentret.dk er samlet en række biografiske links om Loach Til lykke Ken Loach, sammen med mere generelle links om hans film.

Hans enorme produktivitet startede for fyrre år siden med de næsten klassiske film »Cathy Come Home« (1966), »Kes« (1969) og »Family Life« (1971), over dokumentarfilmene om den britiske minearbejderstrejke (1984), havnearbejderstrejken i Liverpool (1996) og »McLibel« (1998) – til de »pjalteproletariske« sorte & sociale komedier, der startede med »Riff Raff« (1990), og indeholder bl.a. »My Name is Joe« (1998).

I et langt interview (12 A4-sider) i det amerikanske »Cineaste« (nr. 1, 1998) fortæller Loach om hele sin filmproduktion indtil da, »The Politics of Everyday Life«. En overskrift, der dækker filmene fra 90’erne.

Loach efter 2000

Siden årtusindeskiftet har Loach fortsat med at lave cirka et stk. film om året, bl.a. film imod privatiseringer »Navigators« (2001), den politisk aktuelle »Bread and roses« (2001) om illegale mexicanske rengøringsarbejdere i Los Angeles og den fine film »Sweet Sixteen« (2002), som der er link om på emnelisten Filmen »Sweet Sixteen«.

Skam få den, der glemmer at nævne Loach’ direkte politiske film som »Carla’s Song« (1996), der handler om USAs støtte til højre-morderbanderne i Nicaragua eller filmen »Hidden Agenda« om den britiske besættelsesmagts brutale politik imod irske nationalister - et emne, som han nu 16 år efter vender tilbage til.

Ken Loach har faktisk fødselsdag den 17. juni, og fylder nu 70 år. Han blev født præcis en måned før udbruddet den 17. juli af den højre-nationalistiske opstand i Spanien imod den republikanske centrum-venstre regering, som bliver startskuddet til den spanske revolution og borgerkrig. Og som Loach lavede sin største fortællende (og bedste?) film om: »Land and Freedom« (1995).

Af Jørgen Lund/Tidsskriftcentret.dk