LGBTQ-festival sætter fokus på farvede minoriteter

Fredag den 7. august åbnede en ugelang festival, der med film og udstillinger vil sætte fokus på seksuelle mindretal i farvede befolkningsgrupper.

Festivallen er arrangeret af organisationen AKS, der er et politik uafhængigt dansk–pakistansk initiativ – og festivallen har taget navn efter initiativet: AKS Festival.

Gruppen fortæller, at festivalen skal ses som et forsøg på at sætte fokus på problemstillinger for LGBTQ-personer med anden hudfarve end hvid.

I Vess Showroom på Vesterbro i København vises fotoudstillingen »TransPakistan« af den italienske fotograf Vincenzo Floramo.

Derudover holdes events i Cinemateket med fokus på Brown Feminism og LGBTQ⁺-problemstillinger -globalt såvel som i Danmark.

Læs festivalens fulde program

Visumproblemer

Det er første år i København og arrangørgruppen føler allerede, at de vandt en sejr, før festivalen startede.

Der opstod problemer, da talerne fra Pakistan skulle til Danmark, da de to transkønnede aktivister, Jannat Ali og Kami Chouhdry, fik afslag på visum til Danmark.

Begrundelsen fra  Udlændingestyrelsen lød, at man frygtede, at aktivisterne ville immigrere til Danmark, da de kommer fra et land med høj immigrationsrisiko og tilhører en kønnet minoritet.

Udlændingestyrelsen ændrede dog beslutning efter to uger efter pres fra flere sider.

Det opfatter arrangørgruppen som en vigtig, vundet værdikamp, da festivalen hovedsageligt er skabt som en platform for dialog. Visumsagen kan også ses i lyset af det nye regeringsskift i Danmark, hvor netop denne sejr markerer, at det er muligt at tiltrække gæster fra; det globale syd, tredjeverdenslande og lande, der rangerer højt på lister over immigrationsrisiko.

Læs artiklen »To transkønnede festivalgæster får afslag på visum fordi de er fra en minoritet« hos DR

Læs artiklen »Transkønnede pakistanere får alligevel visum« hos DR

Sejre og tilbageskridt i Pakistan

Aktivisterne er ikke kun kommet til Danmark på grund af deres køn.

I Pakistan udfører de et stort og tungt arbejde for kvinders frigørelse og for juridisk indførelses af det tredje køn.

Neeli Rana fra Lahore er en af de mest fremtrædende aktivister i Pakistan. Hun var i 2010 med til at presse fpå for indførslen en lov, hvor det blev muligt for transkønnede at blive anerkendt i Pakistan. Med den lov kan transkønnede nu benytte offentlige faciliteter såsom f.eks. skoler og hospitaler.

Neeli Rana fortæller dog, at der for nylig er foretaget ændringer i loven, så det nu kun er personer, der er født med genitalier, der ikke er kønskonforme, såsom interkønnede og hermafroditter, der nu er dækket af loven.

Da kun et fåtal af transkønnede lever op til de kriterier understreger N. Rana, at denne ændring har en høj pris, idet mange nu er afskåret muligheden for juridisk anerkendelse.

Hun er personligt registeret som mor til nær 1000 transkønnede kvinder i Pakistan, da man skal have tilladelse fra sine  forældre for at søge om papirer for det tredje køn. Kvinderne bliver ofte forladt, eller forlader deres familie, i en tidlig alder og mange har derfor ingen kontakt.

I den nye lov skal ansøgere nu have tilladelse fra deres »første forældre«, der normalt kun dukker op ved begravelser, hvor tager den afdødes ejendele og derefter forlader stedet.

Ved at umuliggøre store, juridisk transkønnet familier fjernes desuden muligheden for, at fællesskaberne kan arve fra hinanden.

Stramt og hierarkisk organiserede

Det transkønnede fællesskab i Pakistan er følge Neeli Rana organiseret i et velordnet hierarki. Det er en nødvendighed, da transkønnede personer i Pakistan flere steder udsættes for voldelige og seksuelle overgreb.

I stedet for at anmelde overfaldene til politiet kan de transkønnede kvinder rapportere til deres »overordnede«, der så behandler sagen.

Det betyder, forklarer Neeli Rana,  at fællesskabet fungerer som en familie, hvor kvinderne er fysisk og psykisk afhængige af hinanden.

Det er ifølge Neeli Rana et vigtigt sideresultat af et par transkønnede aktivisters besøg i Danmark. Det lærer dem nemlig politisk aktivisme ved at tage ud i verden og skabe dialog.

– Dør jeg i morgen, vil der være nogle, der kan tage min plads, siger hun.