Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Debat
3. januar 2014 - 13:45

Lad os gå reformamok

Sæt arbejdstiden, øg ligheden og demokratiser samfundet. Tre forslag til at gøre op med krisen og magtens status quo. 

»Vi er gået reformamok det seneste år«.

Sådan beskrev Helle Thorning-Schmidt situationen i Danmark for den samlede økonomiske elite til Verdens Økonomiske Forum i Davos sidste vinter. Og hendes karakteristik er præcis.

Med krisen som baggrund har regeringen skåret i dagpenge, SU og kontanthjælp. Efterlønnen er fjernet, pensionsalderen sat i vejret og selskabsskatten lettet. Målet har været at omforme Danmark til et konkurrencesamfund, der kan klare sig på det globale marked.

Reformivrigheden har været bredt kritiseret af regeringspartiernes baglande, fagbevægelsen og i offentligheden. Og med god grund.

Regeringen påstår, at den vil bevare velfærdsstaten, men gør det ved at skære dybt i kernevelfærden. På trods af at krisen blev forårsaget af den finansielle sektor, er det de danske arbejdsløse snarere end Danske Bank, der er blevet efterladt med regningen.

Reformer er blevet synonymt med nedskæringer. Venstrefløjen i regeringspartierne og udenfor er derfor kommet til at stå som modstandere af reformer og forsvarere af status quo.

Det er en ærgerlig situation. For på trods af al talen om forandring er det faktisk den nuværende reformkurs, som er med til at cementere status quo. De rige bliver rigere, de magtfulde får mere magt, og Danmark lukker øjnene for de store globale udfordringer.

Den mest omfattende økonomiske krise siden depressionen i 1930’erne efterlader os med en række valg om, hvordan vi ønsker at fortsætte på baggrund af krisen. Disse valg handler ikke kun om brandslukning her og nu, men derimod om, hvilket Danmark vi ønsker for fremtidige generationer.

For os at se handler det om at genskabe Danmark som foregangsland: foregangsland for arbejdsliv, for lighed, for demokrati.

Det må aldrig blive venstrefløjens projekt at bevare status quo, men den nuværende kurs er heller ikke holdbar. Det er med andre ord ikke regeringens reformvillighed, der er problemet. Problemet ligger derimod i reformernes konkrete indhold.

Vi vil opridse konturerne for et reformprojekt, der kan være med til at løse nogle af de store samfundsmæssige udfordringer, Danmark står over for her fem år inde i krisen.

For det første har Danmark brug for en arbejdslivsreform, der skal sikre fuld beskæftigelse gennem en fordeling af arbejdet i stedet for at vente på et globalt opsving, som måske aldrig kommer. Dernæst har vi brug for en lighedsreform, der skal takle den stigende ulighed. Endelig har vi brug for en demokratiseringsreform, så den brede befolkning kan komme til orde over for en tiltagende magtfuld politisk og økonomisk elite.

Reformforslagene trækker på nogle af de bedste sider af den danske tradition for egalitær politik og inddragelse. Der er konkrete tiltag, som vil kunne igangsættes i morgen, hvis den politiske vilje er til stede.

Det vil dog kræve et brud med den konsensus, som præger Slotsholmen, Esplanaden og Bruxelles.

Vi er klar over, at alle problemer ikke kan løses med et nationalt reformprogram. Emner som klima- og miljøspørgsmålene og global ulighed kræver et stærkt internationalt engagement og samarbejde. Det skal dog ikke holde os fra at se på de ting, vi her og nu kan gøre i Danmark.

Arbejdslivsreformen har til hovedsigte at bekæmpe arbejdsløshed og begrænse nedslidning og stress. For den almindelige dansker er langt det største problem ved den økonomiske krise truslen om arbejdsløshed.

Fem år efter at krisen ramte står op mod 200.000 danskere uden arbejde, og vi risikerer en tabt generation af unge, der aldrig får plads på arbejdsmarkedet. Det har store konsekvenser for den enkelte arbejdsløse, og for samfundet er det et spild af værdifulde menneskelige ressourcer.

Samtidig har vi gennem en årrække set en stærk stigning i stress og depressioner. På arbejdspladsen kræves der mere og mere af os. Vi skal løbe stærkere, løse flere opgaver og tage et større ansvar. Og i mange tilfælde følger de nødvendige ressourcer ikke med.

Vi står altså i den paradoksale situation, at vi på en og samme tid har en stor gruppe mennesker, der arbejder for meget, og en anden, der gerne vil arbejde, men ikke har muligheden.

Både regeringens og højrefløjens løsning på arbejdsløshedsproblemet har været vækst i den private sektor. Gennem højere arbejdsudbud, lavere løn og lavere selskabsskat forsøger regeringen at øge konkurrencedygtigheden og eksporten for at sparke gang i væksten.

Men den formel har vist sig ikke at virke.

Selv med de mest optimistiske vækstskøn vil der gå mange år, før vi igen er oppe på samme velstandsniveau som før krisen. Som en lille åben økonomi er spørgsmålet om ny vækst også i høj grad afhængigt af de globale konjunkturer.

Derfor er vi nødt til at udvikle en strategi, hvor en løsning på arbejdsløshedsproblemet ikke er afhængig af en ny, øget vækst. En reform, der sigter på at fordele arbejdet.

Ideen i en arbejdslivsreform er simpel: Ved gradvis at sætte arbejdstiden ned skaber vi plads til de ledige på arbejdsmarkedet. Samtidig skaber vi et mere rummeligt arbejdsmarked med mindre stress og nedslidning.

En sådan reform vil rumme tre hovedelementer.

Første skridt er en model for arbejdsdeling. Inspirationen kunne komme fra den aarhusianske skraldemandsmodel, hvor fem skraldemænd delte fire mands arbejde og dermed gjorde plads til en arbejdsløs kollega. Den frigjorte tid kunne f.eks. anvendes på uddannelse og opkvalificering.

Andet skridt er at sætte den generelle arbejdstid ned. Et mål kunne være en arbejdsuge på 25 timer på længere sigt – med gradvis indfasning.

I dag er det sådan, at lønmodtagerne forhandler om årlige lønstigninger til overenskomstforhandlingerne. Hvis man i stedet forhandlede årlige nedsættelser af arbejdstiden, ville en 25-timers arbejdsuge kunne blive en realitet i løbet af et par årtier.

Tredje skridt sigter mod at skabe en øget fleksibilitet igennem hele arbejdslivet. Det skal gennemføres ved hjælp af tidsbanker, hvor den enkelte kan spare op og låne. Tanken er, at man i perioder af sit liv, eksempelvis når man stifter familie, kan arbejde mindre og i andre perioder mere.

Hvis nedsættelsen af arbejdstiden indfases gradvis, og efterhånden som den teknologiske udvikling gør os rigere og mere produktive, kan reduktionen ske, uden at vi behøver at gå ned i levestandard.

En kortere arbejdsuge kan dog skabe problemer for de lavest lønnede. Derfor må reformen også kombineres med en indsats for øget lighed i indkomst – en lighedsreform.

Der er over de seneste årtier sket en udvikling, hvor de rigeste er stukket af fra resten af samfundet. I løbet af de sidste femten år, fra 1995 til 2010, er indkomstuligheden i Danmark steget markant. Ginikoefficienten, som netop måler ulighed, er steget med over 17 procent.

Det placerer Danmark på en kedelig tredjeplads blandt OECD-landene, når man ser på, hvor uligheden i indkomst er steget mest.

Ser man på formuefordelingen, er situationen langt mere alvorlig. Her ligger Danmark på en global tredjeplads, kun overgået af Namibia og Zambia. Den rigeste ene procent ejer tilsammen hele 29 procent af al formue i Danmark.

I den modsatte ende af samfundet finder man personer uden for arbejdsmarkedet eller i lavtlønnede job. De skylder mere væk, end de ejer, og de bliver til stadighed presset på deres økonomiske grundlag.

Det er resultatet af reallønsfald for dem i arbejde og forringelser af overførselsindkomsterne.

Uligheden i Danmark er altså meget større end normalt antaget – og den vokser! Det er et problem for dem med mindst, men også for resten af samfundet.

De to britiske forskere Richard Wilkinson og Kate Pickett sammenligner en række vestlige lande og viser, at der er en stærk sammenhæng mellem lighed og en række positive sociale forhold. Jo mere lighed, desto større er den sociale mobilitet, hvorved folk fra trange kår kan opnå succes og et tilfredsstillende liv. Høj grad af lighed betyder også en lavere grad af vold, kriminalitet og misbrug.

Overordnet viser studier, at borgerne – rige som fattige – i lige samfund er langt gladere og mere tilfredse med tilværelsen, end tilfældet er i ulige lande. Kort sagt, lige samfund er bedre samfund.

Danmark står ved en skillevej mellem at fortsætte med at øge uligheden eller at skabe mere lighed. Vi foreslår en lighedsreform, som indeholder tre centrale punkter.

Det første punkt er indførelse af beskatning af personlige formuer. Det gælder både de formuer, der findes i opsparinger, boliger og også de formuer, der ligger i diverse skattely.

Ved at beskatte disse penge vil der ske en højere grad af omfordeling mellem samfundets grupper, som er med til at sikre ligheden både ved at reducere eksorbitante formuers størrelse, men også gennem at bruge disse penge til at finansiere ordentlige forhold for samfundets ressourcesvage grupper.

Det andet punkt i lighedsreformen er at sikre, at overførselsindkomster har en størrelse, der styrker folk til at deltage i samfundet frem for at presse dem økonomisk til desperat jobsøgning. Økonomisk usikkerhed og hårde tidsfrister skal afløses af værdige overførselssatser og konjunkturbestemte dagpengeperioder.

Det tredje punkt er et opgør med de enorme lønforskelle, der er mellem eliten og medarbejderne i virksomhederne.

I de danske børsnoterede virksomheder tjener cheferne i gennemsnit 10,4 mio. kr. Det er over 35 gange så meget som gennemsnitslønmodtageren.

Og forskellen vokser, for mens lønmodtagerne ansvarsbevidst går ned i realløn, stiger chefernes løn. Lighedsreformen skal derfor indføre grænser for, hvor stor lønforskel der må være mellem lønmodtagere og chefer.

Ulighed drejer sig imidlertid ikke kun om økonomi. Indflydelsen på samfundet og den enkeltes dagligdag er også koncentreret i toppen.

Demokrati handler om, at det store flertal er med til at træffe de beslutninger, der har betydning for deres liv og hverdag.

Men i dagens Danmark koncentreres mere og mere magt hos en lille elite i toppen af erhvervslivet og det politiske system. Og denne magtelite lukker sig i stigende grad om sig selv, sådan at det bliver sværere og sværere for almindelige mennesker at gøre sig gældende.

Derfor er der brug for en demokratiseringsreform, der kan tøjle elitens magt og åbne beslutninger op.

Eliten er indspist og selvsupplerende, fordi det reelt er de samme mennesker, der går igen i de organer, hvor centrale beslutninger tages: I de statslige institutioner, i virksomhedernes bestyrelseslokaler, i de politiske kommissioner og når gaver deles ud fra de almennyttige fonde.

Som eksempel kan vi se på Michael Christiansen. I 2011 blev den tidligere direktør for Det Kongelige Teater og departementschef i Forsvarsministeriet valgt til formand for bestyrelsen på Aarhus Universitet. Da var han allerede bestyrelsesformand i DR og sad derudover i mere end ti andre bestyrelser.

Den gentagne udpegelse af ham (og hans fæller) er udtryk for en problematisk antagelse: at kompetencer og succes inden for et område automatisk kan overføres til et andet.

Det er også karakteristisk og problematisk, at det er en sådan selvsupplerende gruppe, som vælger hinanden til at træffe de afgørende beslutninger i virksomhederne.

Det betyder nemlig, at det store flertal, hvis levebrød og dagligdag er knyttet til virksomhedens ve og vel, ikke har nær samme indflydelse.

For at løsne op på nogle af de værste skævheder taler man om kvotering, der f.eks. skal få flere kvinder i bestyrelseslokalerne. Erfaringer fra Norge viser imidlertid, at det hovedsagelig styrker de kvinder, som allerede er i bestyrelserne, ved at de får flere bestyrelsesposter. Magten fastholdes altså stadig på få hænder.

Medarbejderrepræsentanter ændrer heller ikke på, at resten af bestyrelsen rekrutteres gennem nepotistiske netværk. Lønmodtagernes reelle økonomiske magt vokser ikke ved, at fagforeningsbosserne som lukket kreds administrerer deres pensionsformuer.

Og rundt omkring på landets sygehuse eller skoler får medarbejdere og brugere, der kender de daglige behov, ikke noget ud af øget ledelsesprofessionalisering. Frem for at give bedre omsorg og undervisning skaber topstyring afstand mellem eksperter og borgere.

Centraliseringen af beslutningerne udvander generelt det borgernære demokrati. Vi har brug for at åbne beslutningsgangene op. Det skal en demokratiseringsreform sætte gang i, og også den har tre vigtige elementer.

For det første skal den modarbejde en koncentration af magten i en lukket, elitær gruppe. Derfor skal der sættes et loft over, hvor mange såvel offentlige som private ledelsesposter en person kan bestride.

Der skal også indføres tidsbegrænsning på posterne, og man skal ikke kunne gå direkte fra post til post. Dette kan synes radikalt, men for eksempel har vi allerede i lovgivningen begrænsninger for, hvilke poster direktører i banksektoren må have, ligesom vi kender den tidsbegrænsede periode fra præsidentembedet i USA.

Først når det er indført, vil kvotering være en løsning – ikke kun i forhold til kønsbalancen, men også i forhold til at sikre, at flere ikkeakademikere og medarbejdere uden for hjørnekontorerne tager del i samfundets beslutninger.

For det andet skal vi sikre reel indflydelse på arbejdspladserne. Det kan blandt andet ske ved at give medarbejderne vetoret i forbindelse med vigtige beslutninger.

For det tredje må vi begrænse centralmagtens indflydelse til overordnede formålsbeskrivelser og budgetrammer for at få reelt bruger- og medarbejderdemokrati. Embedsværket skal understøtte de lokale beslutningstagere frem for omvendt.

Danmark er endnu ikke kommet ud af den dybe økonomiske krise, og vi har oplevet et stormvejr af reformer. Men de har alle givet os mere af den tænkning, som førte os ind i krisen.

Vi har her forsøgt at optegne en række reformer, som kunne trække en anden vej og skabe et samfund, hvor det store flertal er bedre rustet mod kriser, recession og arbejdsløshed, og hvor magt og ressourcer ikke bliver koncentreret hos de få.

Arbejdslivs-, ligheds- og demokratiseringsreformerne tager alle fat om nogle helt grundlæggende skævheder, som stadig findes i Danmark, og peger frem mod et samfund med en mere retfærdig fordeling af goder og risici. De tre reformer hænger sammen.

Demokratiseringsreformen afhænger for eksempel af, at vi får delt arbejdet bedre, så alle får tid og overskud til at være med til at forme deres hverdag og samfund. Og arbejdslivsreformen forudsætter større lighed, så de lavtlønnede får råd til at arbejde færre timer.

Kriser rummer mulighed for at tænke nyt. Tiden er inde til reformer, der tager fat om de reelle problemer i samfundet.

Lad os tage Helle Thorning-Schmidt på ordet og gå reformamok.

Pil Christensen Christoph Ellersgaard, Anna Sofie Bach og Rune Stahl er medlemmer af Selskabet for Kritisk Samfundsforskning.

Artiklen er tidligere bragt som en kronik i avisen Politiken.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce