Annonce

Arbejdstid
27. marts 2013 - 17:10

Lærere besvarer lock-out med aktioner

Lærere aktionerer og holder fællesmøder for at styrke sammenholdet, når kommunernes og statens lock-out bryder ud tirsdag. Danmarks Lærerforening har oprettet en hjemmeside, hvor man kan skrive til politikere.

Lærere, undervisere og lokale fagforeninger har op til påske taget de første skridt til aktioner, der skal besvare de offentlige arbejdsgiveres lock-out, der træder i kraft umiddelbart efter helligdagene, tirsdag den 2. april 2013.

Konflikten er sat i værk af Kommunernes Landsforening og Finansministeriet, der ønsker at ændre arbejdstidsregler for folkeskolelærerne og andre undervisere.

Nej til »endeløst arbejde«

De fleste aktioner vil foregå i lokalt regi, erfarer Modkraft. I Aarhus vil skolelærere tirsdag morgen møde op ved skolerne og uddele løbesedler.

Københavnske lærere vil derimod starte med et fællesmøde i Valby.

– Der er rigtig mange initiativer til aktiviteter undervejs, fortæller Kjell Nilsson, bestyrelsesmedlem i Københavns Lærerforening, til Modkraft.

– For vi synes, at det er meget vigtigt at få oplyst forældre, politikere og andre erhvervsgrupper om, at konflikten ikke kun handler om, at Kommunernes Landsforening og Finansministeriet vil påtvinge os dårligere forberedelsestid. Den drejer sig også om, at vi siger nej til det »endeløse arbejde«, der er uden øvre arbejdstid og uden overtidsbetaling.

Læs også artiklen »Lærere støttes af tillidsfolk og aktivister« på Modkraft

Lokal styring af aktiviteter

Serveretten til igangsættelse af aktiviteter er i København i første omgang lagt ud til lærerne lokalt.

Københavns Lærerforening starter dog ud med at holde et fællesmøde for foreningens lock-out-ramte lærere i Valby, blandt andet for at udveksle ideer til aktiviteter.

– Vi er blandt andet i gang med at stable en selvironisk aktion på benene, hvor lærere vil sætte sig ud i liggestole i solen for at takke KL for den ekstra ferie, vi nu har fået, fortæller Kjell Nilsson. Der er desuden planer om at lave en støttekoncert for lærerne i København.

Også i andre kommuner har lærerne fantasifulde aktioner under udvikling. I Frederikssund har lokale lærere eksempelvis planer om at sætte sig ud til Ballerupmotorvejen og her med ryggen til trafikken proklamere, at de hellere vil passe bilisternes børn end at blive parkeret ved motorvejen.

Århus: Fiktivt fremmøde

I Østjylland vil lærere tirsdag møde »fiktivt« op på deres skoler for at komme i dialog med forældre.

Det fortæller formanden for Århus Lærerforening, Søren Aakjær, til Modkraft.

– Vi må kun møde op ved skolernes matrikel, vi må ikke gå ind på skolerne, så fremmødet på skolen er »fiktivt«. Men vi vil i dialog med forældre og deler løbesedler ud, siger han til Modkraft.

Senere vil de østjyske lærere trække sig tilbage til lokaler i nærheden af deres skoler og diskutere situationen og fortsatte aktiviteteter. Først klokken 16 vil der være et fællesmøde mellem alle lærere i Aarhus:

– Der er jo stadig 400 lærere i kommunen, der er tjenestemænd, og for at de også kan deltage, har vi valgt at lægge mødet klokken 16, siger Søren Aakjær.

Tre aktivitetsniveauer

Han fortæller, at lærerforeningen arbejder på tre niveauer i forhold til aktiviteter under konflikten, dels centralt som lærerforeningkreds for Aarhus og Samsø, dels på tillidsmandsniveau i otte områdekontorer og dels blandt lærerne på de enkelte skoler.

– Den første uge foregår de fleste initiativer med udgangspunkt i kredsen. Vi har eksempelvis indkaldt til et møde den 3. april, hvor der holdes byrådsmøde.

– Der er i Aarhus (som i mange andre kommuner) indgået en arbejdstidsaftale, som træder i kraft efter sommerferien. Så vi må spørge, hvorfor Aarhus Kommune overhovedet er med i lock-outen? Vi undrer os også over, hvorfor Aarhus' borgmester, Jakob Bundsgaard, der er medlem af KL's bestyrelse, har kunne være med til at godkende KL's lock-out, når han har accepteret en aftale med os efter ferien.

Også på landsniveau er der sat aktiviteter i gang - det drejer sig dog mest om understøttelse af kredsene og medlemmerne. Men Danmarks Lærerforening opfordrer også folk, der vil støtte lærerne,  til at henvende sig til deres politikere - både borgmestre i kommunerne og folketingspolitikere.

Foreningen har oprettet en pædagogisk hjemmeside, hvor man kan få hjælp til at finde adresser og inspiration til breve til politikerne.

Besøg DLF's pædagogiske hjemmeside gordetnurigtigt.dk

Også erhvervsskoler, AMU og voksencentre i konflikt

Det er ikke kun inden for Danmarks Lærerforening, at lock-outen har udløst aktivitet.

Uddannelsesforbundet, der blandt andet organiserer undervisere på tekniske skoler, AMU- og voksenuddannelsescentre er også blevet kastet ud i konflikt.

Også her vil underviserne holde fællesmøder for de lock-outede.

– Der er lagt op til, at underviserne mødes på de enkelte institutioner og uddeler løbesedler, og at man derefter følges ad til fællesmøder klokken 11 i otte regioner, siger Peter Ølgaard, der er medlem af bestyrelsen i Uddannelsesforbundet, til Modkraft.

Der er lagt op til, at der skal holdes møder tirsdag og onsdag, og at torsdag og fredag skal bruges til aktiviteter og aktioner. Forbundet har op til møderne udarbejdet et idékatalog til mulige aktiviteter, fortæller han.

Besøg Uddannelsesforbundets konflikthjemmeside på Facebook

Lock-out - den omvendte verden

Det usædvanlige i, at det er Kommunernes Landsforening og Finansministeriet, der har besluttet at iværksætte konflikt, har ført til en del forvirring blandt progressive og fagligt aktive om hvem, der har interesse i konfliktoptrapning.

Modkraft har spurgt Kjell Nilsson fra Københavns Lærerforening, om det ikke er en mærkværdig situation for lærerne på den ene side at være lock-outet og på den anden at ønske konflikten gjort så effektiv, at det gør ondt på kommunerne? 

– Jo, måske. Men vi følger konfliktens spilleregler. Vi blokerer eksempelvis ikke for, at tjenestemænd, pædagoger eller uorganiseret personale kan komme ind på skolerne. Men vi forventer til gengæld også, at der ikke laves ekstraordinær pasning af eleverne på skolerne.

Hvordan vil I forholde jer til, at skoler organiserer børnepasning?

– Vi regner med, at skolerne ikke begynder at omorganisere arbejdet for de tjenestemandsansatte og uorganiserede, der er tilbage på skolerne. Hvis lærerne oplever, at skoler bliver for kreative, ja, så må vi tage fat i skolelederne. Derfor har vi også udpeget kontaktpersoner, der kan følge med i hvad, der sker på de enkelte skoler.

Hvad vil I opfatte som »for kreativt«?

– Det vil eksempelvis være, hvis en tjenestemand, der normalt har tysk og dansk med en syvende klasse, får besked på at aflyse undervisningen for at være med i pasning af eleverne i indskrivningen. For det vil jo afbøde konsekvenserne af konflikten.

Hvordan stiller I jer til, at der organiseres pasning af private?

– Det ikke noget, vi kan have noget imod. Der er faktisk skolelærere, der rundt omkring har tilbudt at hjælpe til med pasning.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce