Kooperation - brikker til en demokratisk økonomi

Folder man den kooperative kerne ud, er den centreret omkring syv kooperative principper.

De forstås som de organisatoriske og etiske ledetråde, der danner rammen om det kooperative idégrundlag, og som kooperative virksomheder verden over forpligter sig til at efterleve. De blev vedtaget i 1895 af den internationale kooperative alliance, ICA, og er anerkendt af både FN og EU – og indgår i lovgivning i hele verden.

Værdierne lyder: Frivilligt og ligeværdigt medlemskab, demokratisk medlemskontrol, økonomisk ansvarlighed, selvstændighed og uafhængighed, uddannelse og oplysning, samarbejde samt samfunds- og fællesskabsinteresse.

Kooperationen i Danmark

Kooperationen blev i Danmark født ud af konflikt og krise. Den første brugsforening, Thisted Arbejderforening, blev stiftet i 1866 under den store depression efter krigen i 1864 med det formål at sikre den almindelige befolkning billige og ordentlige dagligvarer.

Der opstod i Danmark, i modsætning til mange andre lande, en opdeling i tre dele mellem 1) producent/landbrugs- 2) forbrugs- og 3) arbejderkooperativer.

Det kom til at betyde, at disse tre dele af den kooperative bevægelse i Danmark stadig er adskilt i henholdsvis:

• Landbrug&Fødevarer, der typisk organiserer kooperative andelslandbrug, -mejerier og -slagterier, dog uden at lægge særlig stor vægt på de kooperative værdier.
• Forenede Danske Brugsforeninger (FDB - Coop), der tæller 1,7 mio. medlemmer og i 2010 havde en årlig omsætning på 42,5 mia. kr.
• Kooperationen, der tæller 16.000 medarbejdere fordelt på 110 forskellige virksomheder og organisationer (herunder Boligselskabernes Landsforeninger, der organiserer de almene boligforeninger med deres 560.000 boliger).

Kooperationen og den danske arbejderbevægelse

De store lockouter ved indgangen til det 20. århundrede, hvor arbejdere nægtedes adgang på arbejdspladserne, medmindre de accepterede arbejdsgivernes krav til løn- og arbejdsforhold, fødte ikke kun Hovedaftalen mellem arbejdsgivere og arbejdstagere.

De var også gnisten, der satte fut i skabelsen af arbejdernes egne, demokratiske virksomheder.

Med den socialdemokratiske ideolog, Frederik Borgbjergs ord: “[ ] i kooperationen har arbejderne det skjold, mod hvilket stor-lockoutens sværd skal splintres.“

Brugsforeningerne blev dog længe ikke anerkendt af arbejderbevægelsen som positive tiltag. Kun produktionskooperativer duede som progressive skridt i retning af afskaffelsen af kapitalismen. Socialdemokratiets Gimle-program af 1876 nævner derfor kun sidstnævnte som værd at arbejde for:

• · Det danske socialdemokratiske Arbejderparti fordrer, for at begynde at løse det sociale Spørgsmål, Indrettelsen af Produktionsforeninger med Statshjælp under et arbejdende Folks demokratiske kontrol.
• · Produktionsforeningerne er for Industri og Agerdyrkning på den Måde at indrette, at den socialistiske Organisation kan opstå af fælles Arbejde.

Efter en periode med ny skepsis over for kooperationen fandt den – og brugsforeningerne – anerkendelse på den socialdemokratiske kongres i 1908, ligesom de gjorde på II. Internationales kongres i København i 1910. Internationale havde dog fra starten en mere positiv tilgang til kooperationen, hvilket historieprofessor Claus Bryld refererer:

“Oprindelig havde I. Internationale i sin af Marx forfattede Inauguraladresse fra 1864 tillagt arbejdernes kooperative foretagender, især produktionsforeningerne, stor betydning - men ikke uden forbehold. Den kooperative bevægelse måtte komme ud over „de snævre rammer, enkelte arbejderes lejlighedsvise forsøg frembyder“ og “udvikles i national målestok og fremmes med nationens midler “.

Det var de nordiske socialdemokratiers kongres i 1907, der lagde grundstenen for de danske socialdemokraters omfavnelse af kooperationen, inklusive brugsforeningerne. Hermed blev kooperationen – teoretisk – sidestillet med fagbevægelsen og partiet, hvilket dog sjældent blev afspejlet i arbejderbevægelsens praktiske prioriteringer.

På den danske kongres et år senere kaldte Borgbjerg kooperationen for arbejderbevægelsens tredje streng, ved siden af fagbevægelse og parti.

Fra succes til hårde tider

Med arbejderbevægelsens støtte – og til tider på dens initiativ – voksede stærke kooperativer frem.

Arbejderkooperativer opstod inden for byggeri, bageri og ikke mindst bolig. Var der noget, man manglede, kunne man gå sammen og lave det: Gode og billige forbrugsvarer, ordentlige boliger uden hajer, arbejde med værdighed. Alt kunne lade sig gøre, når man var nok, der gik sammen om at forandre samfundet.

Denne indignerede, idealistiske pionérånd og selvtillidsfulde fremskridtstro er en stor del af opskriften på den kooperative succes.

I løbet af et halvt århundrede kunne en arbejder gennem kooperationen få dækket alle materielle behov fra vugge til grav. Men i takt med stigende velstand og velfærd blev arbejderidentiteten sløret, og opbakningen til kooperationens enkeltdele var ikke længere en selvfølgelighed.

Nogle kooperativer bukkede under på grund af markedskonkurrence, andre fordi de blev syge og fik lig i lasten, det kan ske for selv et ligkistemagasin.

Nogle omformedes til ukendelighed, så forskellen mellem dem og de privatkapitalistiske konkurrenter sløredes, mens endnu andre holdt fast i den kooperative kerne.

Den dominerende opfattelse blev dog, at kooperations- og andelstanken var døende.

Arbejderkooperationen talte alt fra almene boligforeninger, brugsforeninger som Hovedstadens Brugsforening (HB), mejerier som Enigheden, bryggeriet Stjernen, fællesbagerier, en lang række håndværkskooperativer, kultur- og oplysningskooperativer som Arbejdernes Oplysningsforbund, Forlaget Fremad, avisen Aktuelt, ARTE – Arbejdernes Teatercentral og en række lokalradiostationer, og til finans- og forsikringskooperativerne Arbejdernes Landsbank og ALKA Forsikring.

”Rygterne om min død er stærkt overdrevne”, telegraferede Mark Twain til redaktionen på den avis, der havde bragt hans nekrolog.

Det samme kunne kooperationen have gjort: Bolig-, håndværks- og finans- og forsikringskooperativerne er fortsat med i Kooperationen og lever i bedste velgående.

Arbejderbevægelsens tre strenge er i de seneste årtier blevet løsnet fra hinanden organisatorisk såvel som politisk – kooperation fylder ikke meget i partiernes programmer.

Socialdemokraternes principprogram nævner intet om kooperation andet end en hyldest til andels- og boligbevægelsens historiske rolle:

”Der ligger historien om et land, som i kraft af en politisk kamp er blevet et af de bedste i verden. Det folkelige engagement i arbejderbevægelsen, lejer- og boligbevægelsen, andelsbevægelsen og i de politiske partier har skabt et trygt og rigt samfund, hvor “få har for meget og færre for lidt”.

SF’s nye principprogram fra april fremhæver dog kooperativers betydning for demokratisering af økonomien:

”SF er tilhænger af virksomhedsdemokrati. Vi ønsker en udvikling, hvor lønmodtagerne på forskellig vis opnår stadigt større indflydelse på deres eget arbejde, arbejdsliv og på arbejdspladsens overordnede drift og prioriteringer herunder disponering af overskud. SF’s mål for virksomhedsdemokrati er udbredelsen af en bred vifte af ejerskabsformer til at forny og supplere de traditionelle virksomhedsformer, herunder kooperativer, andelsmodeller, medarbejderejede og socialøkonomiske virksomheder.”

Enhedslistens principprogram nævner også flygtigt kooperativer, men først som noget, der kan udvikles ”under socialismen”:

”Under socialismen vil forskellige kollektive produktions- og virksomhedsformer kunne udvikles, lige fra stats- og kommunalt ejede virksomheder over produktionskollektiver og kooperativer til virksomheder ejet af beboerforeninger eller andre lokale organisationer og institutioner.”

Kooperationen og krisen

Kooperation vinder typisk popularitet i kølvandet på økonomiske kriser. Som beskrevet fødtes arbejderkooperationen herhjemme især af storlockouterne i 1800-tallets allersidste år. Nu står vi i en ny krise, hvor kooperation bevæger sig op i den kollektive bevidsthed igen.

Den teoretiske indvending mod kooperationstanken svækkes i krisetid.

Indvendingen lyder, at kooperativer er tvunget til at agere på et privatkapitalistisk marked og derfor er tvunget til at spille på udebane, hvilket gør, at de taber i konkurrencen.

Konklusionen bliver, at kooperativer enten vil gå mod kapitalistisk konformitet eller konkurs.

Denne indvending har hentet sine eksempler i de kooperative virksomheder, der er blevet privatkapitalistiske, og kooperativer, der bukkede under, når den økonomiske bistand fra LO-fagbevægelsen forsvandt eller på grund af usunde kulturer, med for ringe arbejdsmoral og for lempelige lønforhold.

De eksempler fandtes. Men de skyldtes svagheder i de enkelte virksomheder, ikke i den grundlæggende, kooperative model.

I dag skal danske kooperativer kunne klare sig på markedsvilkår. Uden bistandshjælp fra fagbevægelsen klarer masser af kooperative virksomheder det strålende. Vel at mærke uden at give køb på de kooperative kerneværdier, selvom flere virksomheder har åbnet op for begrænsede kapitalindskud udefra.Overskud bruges stadig i altovervejende grad på geninvestering, personalepleje, dividende til medlemmer eller almennyttige formål.

Finanskrisen synes næsten at vende spørgsmålet på hovedet: Kan spekulationsdrevne virksomheder klare sig i den kapitalistiske konkurrence? Bankpakkerne viser i al fald, at store dele af den finansielle sektor ikke kan. Den kooperative Arbejdernes Landsbank havde imidlertid ikke behov for flere bankpakker, især ikke nr. 2 og 4, som de takkede nej til.

Den langsigtede, forsigtige investeringspolitik viste sig at være en konkurrencefordel.

Også i forsikringsbranchen virker den kooperative model. ALKA, der gennem fagbevægelsen er ejet af danske lønmodtagere og øvrige kooperative virksomheder, er over de sidste årtier det forsikringsselskab, der oftest har haft den højeste kundetilfredshed grundet lave priser og høj kvalitet.

Efter en generel tilbagegang det sidste halve århundrede mærkes der nu en stille fremgang af kooperativer i Danmark. Små nye kooperative virksomheder og indkøbsforeninger spirer frem, ligesom det stigende fokus på socialøkonomi har en klart kooperativ kerne.

Det har sandsynligvis noget med finanskrisen at gøre, at der efterspørges en anderledes model. En af de store årsager til finanskrisen var den massive spekulation.

Som alternativ til finanskrisens skyldige spekulanter kan kooperativer også byde ind med bankvirksomhed: I Frankrig står kooperative virksomheder for 60 procent af banktransaktionerne. Mere end hver tredje amerikaner – 90 mio. – har sat penge i en credit union, svarende til en kooperativ andelskasse. Deres samlede indlån udgør ca. 1 billion dollars. For de penge kan man lave 190 Øresundsforbindelser.

At den kooperative tanke er i fremgang i USA blev understreget på aktionsdagen 5. november 2011, Bank Transfer Day, hvor ca. 500.000 amerikanere skiftede deres privatkapitalistiske bank ud med credit unions. Occupy Wall Street bakkede op om initiativet.

Herhjemme er der nu opstået et borgerinitiativ, Skift Bank Dag, som via www.facebook.com/SkiftBankDag opfordrer bankkunder til at finde en bank, der er god både for kundernes privatøkonomi og bidrager til en sund og stabil samfundsøkonomi – og gerne en, hvor kunderne har indflydelse. Det lyder ganske kooperativt.

Når problemet har været direktører og aktionærers kortsigtede profitmotiver og totale ligegyldighed over for deres handlers konsekvenser for samfundet i øvrigt, må det være her, der skal sættes ind, for at en ansvarlig og bæredygtig økonomi kan bygges ud fra dette fundament.

Mere fair og bæredygtig model

Vi må bygge videre på virksomhedsmodeller, der ikke baserer sig på profit og hensynsløshed. Kooperativer repræsenterer en sådan model. Endda én, der er i fremgang, ikke mindst fordi den ikke var nær så sårbar over for krisen.

Der sad ingen aktionærer, der krævede større og større afkast, så der var ikke samme tilskyndelse til at kaste sig ud i risikable satsninger med kortsigtet gevinst for øje. Kooperativers hovedopgave er at sikre arbejdspladser, ikke afkast.

Derfor skal der også mere til, før en kooperativ virksomhed fyrer medarbejdere – der jo ofte er medbestemmende i virksomheden. Fyringer skal selvfølgelig være en mulighed også i et kooperativ, men forsøges undgået, hvor det kan lade sig gøre.

dealerne bag den kooperative bevægelse, hvor medlemmerne på demokratisk vis både ejer og driver deres virksomhed eller aktivitet, danner en værdibaseret virksomheds- og organisationsmodel.

Den kooperative virksomhed skal være til størst mulig nytte for medlemmerne og samfundet – frem for at give det størst mulige økonomiske overskud.

Her er modellen diametralt modsat den privatkapitalistiske model, hvor ejernes – aktionærernes – interesse typisk står i modsætning til de ansattes og samfundets interesser.

At den kooperative model hverken er batikfarvet hippienostalgi eller tossegod filantropi, men derimod rentabel, bæredygtig og robust, understreges af nogle få fakta: På verdensplan har kooperative foretagender omtrent 1 mia. medlemmer og skaber 100 millioner arbejdspladser – det er 20 % flere end alle multinationale selskaber tilsammen.

Samfundsforandring kræver samfundsbevægelse

I forbrugerismens og valgfrihedens tidsånd er vi længe blevet opfordret til at stemme med fødderne. Det kan vi også gøre for samfunds- og ikke bare egeninteressen ved hver især at vælge ansvarlige, stabile alternativer til privatkapitalistiske virksomheder og spekulation.

Det vil uden tvivl kræve mange små skridt at bevæge os i retning af en mindre spekulationsdrevet økonomi. Men kooperativer kan ikke gøre det alene, og selv hvis de skal styrkes, batter det først for alvor, hvis der bakkes op – samfundsmæssigt og politisk – om den kooperative tanke.

Jeg tror ikke, at den politiske forbruger alene kan gøre forskellen.

De store privatkapitalistiske aktører har større reklamebudgetter og brand values alene på grund af deres størrelse. Derfor er det en kæmpe udfordring, hvis den kooperative model skal udbredes – individuelt, kollektivt og politisk.

Politikere verden over er tilskyndet af FN til at forbedre kooperativers vilkår. For at fremme dette mål har FN endda udnævnt 2012 til Kooperativernes Internationale År. Generalsekretær Ban Ki-Moons forklaring på dette er, at ”Kooperativer minder det internationale samfund om, at det er muligt at forene stærk økonomi med social ansvarlighed”.

EU-Kommissionen har også i flere udtalelser pålagt medlemslandene at styrke kooperativerne.

Politisk kan kooperativer styrkes gennem lettere adgang til start- og lånekapital, hvor kooperativer jo ikke bare kan hive kapital ind fra private investorer. Der bør også gives støtte til en kooperativ iværksætterrådgivning, lidt lempeligere regler, så kooperativer som minimum sidestilles med private virksomheder, fx i forhold til skat og godkendelse.

Udbredelsen af sociale klausuler i offentlige udbud vil også kunne hjælpe, også hvis klausulerne bredes ud til andre samfundsgavnlige indsatser end praktikpladser til lærlinge. Listen over gode idéer er lang – og voksende, så der er meget godt at gribe fat i for vores regering.

Jeg tror ikke, at vi kan fjerne finanskapitalismens greb om samfundene alene gennem kooperativt forbrug og produktion. Men det kan løsne finanskapitalismens greb, så et også økonomisk bæredygtigt samfund – hjulpet på vej politisk – kan spire frem.

Virksomhedsdemokrati og medarbejdereje er væsentlige ingredienser i kampen mod fremmedgørelse og for en økonomi uden udbytning. Det skabes især nedefra og af samfundet, ikke ovenfra af staten.

Fakta:

De organisatoriske og etiske ledetråde, der danner rammen om det kooperative idégrundlag. De er vedtaget af Den Internationale Kooperative Alliance. De er desuden anerkendt af både FN og EU.

1. Frivilligt og ligeværdigt medlemskab
Kooperativer er frivillige organisationer, som er åbne for alle, der kan bruge deres ydelser og som er villige til at acceptere medlemskabet uden hensyn til køn, social status, race og politisk eller religiøs overbevisning.

2. Demokratisk medlemskontrol
Kooperativer er demokratiske organisationer, der er styret af medlemmerne. Medlemmerne deltager aktivt i fastlæggelsen af politikker og i beslutningsprocesser. Kvinder og mænd, der fungerer som valgte repræsentanter, er ansvarlige over for medlemmerne.

3. Økonomisk ansvarlighed
Samtlige medlemmer bidrager ligeværdigt mhp. kooperativernes kapital. Medlemmerne kontrollerer kapitalen på en demokratisk måde. Medlemmerne modtager ingen eller eventuelt begrænset kompensation for deres bidrag til kapitalen som betingelse for deres medlemskab.

4. Selvstændighed og uafhængighed
Kooperativer er autonome, selvstændige, selvhjælpsorganisationer, som styres af medlemmerne. Dersom de indgår aftaler med andre organisationer, herunder regeringer og offentlige myndigheder, eller rejser kapital fra eksterne kilder, sker dette i henhold til vilkår, der sikrer demokratisk kontrol og bevarer kooperativets uafhængighed.

5. Uddannelse og oplysning
Kooperative virksomheder bør stille uddannelse og viden til rådighed for medlemmerne; valgte repræsentanter, ledere, samt arbejdstagere således, at disse bidrager effektivt til udviklingen af deres kooperativer. Kooperative virksomheder skal oplyse off entligheden, især unge og meningsdannere, om fordelene ved det kooperative virke.

6. Samarbejde
Kooperative virksomheder tjener deres medlemmer mest effektivt ved at styrke den kooperative bevægelse ved at samarbejde med de lokale, regionale, nationale og internationale organisationer.

7. Samfunds- og fællesskabsinteresse
Kooperative virksomheder arbejder for en bæredygtig udvikling af nærsamfundet gennem politikker, der er blevet godkendt af medlemmerne.

Kilder:

Claus Bryld: ”Kooperationen – et stridspunkt i den socialdemokratiske strategiudvikling 1871-1923” i Arbejderhistorie nr. 4, 2003  - s. 19 og s. 8

Principprogram. Socialdemokraterne 2011.   – s. 7

Principprogram. SF 2012.   – s. 4.

Principprogram. Enhedslisten 2003  - s. 23

Peter Westermann er cand.scient.pol og arbejder som konsulent hos Kooperationen. Han er medlem af SF og var blandt andet medstifter af og vicedirektør i Cevea.

Artiklen er også bragt i Det Ny Clarté #20, 2012