Minikonferencen Still much to be done på Christiansborg tirsdag, satte dagsordenen for næste uges store internationale IDAHOT-konference i Danmark, der lobbyer for LGBT-rettigheder. Deltagerne var enige i, at der er lang vej endnu.
»I Østrig må homoseksuelle par ikke sætte bindestreg mellem deres efternavne, ligesom heteroseksuelle par må. Der er også regler for hvilket slags lokale homoseksuelle par må blive viet i, det er der ikke for heteroseksuelle«. Eksemplerne kom fra Dennis van der Veur, sektionsformand for EU's Fundamental Rights Agency.
Minikonferencen i København leder op til den årlige, internationale IDAHOT-konference (International Day Against Homophobia, Transphobia and Biphobia), som finder sted i næste uge, hvor den danske regering er vært.
Konferencerne sætter fokus på alt det, der stadig halter på rettighedsområdet for trans-, bi- og homoseksuelle mennesker (LGBT).
Minikonferencen på Christiansborg samlede EU-ansatte, politikere og LGBT-rettighedsforkæmpere til en debat om menneskerettighedernes status på LGBT-området indenfor EU og Europa, hvor syv panelister fra forskellige europæiske lande udvekslede erfaringer om tilstanden for LGBT’er i dagens Europa.
»Over 80 procent af de homo- og biseksuelle tør ikke holde deres partner i hånden offentligt, og over 70 procent anmelder ikke hadforbrydelser til politiet. To ud af tre oplever, at kolleger har en negativ attitude over for dem på arbejdspladsen«, fortalte van der Veur, og derefter, at »folk kender ikke deres rettigheder, hverken minoritetsgrupperne eller majoritetsgrupperne«, sagde han. Tallene baseres på en stor undersøgelse foretaget i 2012.
Van der Veur fortalte også om en anden, nyere rundspørge, som hans afdeling har foretaget blandt 1000 læger, lærere, sygeplejersker, politifolk o.a. der viste, at når repræsentanter for disse faggrupper forsøgte at italesætte LGBT-problematikker, så mødte størstedelen modvilje, blandt andet i forhold til økonomiske ressourcer.
Wester Meijdam fra europakommissionens retfærdigheds- og forbrugersektion, fremlagde oversigter over hvordan accepten af LGBT’er har udviklet sig de sidste 30 år. Det går fremad, men der er stadig en vej at gå, både på det sociale og det lovgivningsmæssige område, særligt i det østlige Europa, og til dels i Syd- og Centraleuropa.
Han påpegede desuden, at »der er flere steder hvor det er nødvendigt, at man italesætter situationen for LGBT’er i minoritetssamfund, blandt andet i kristne, muslimske og indvandrermiljøer«.
Et andet problem er at nogle lande »ikke vil implementere lovgivning der beskytter mod diskrimination udenfor arbejdsmarkedet, men kun indenfor det«, fortalte Meijdam.
I det hele taget er det kun »få lande der aktivt tager LGBT-spørgsmål op, som Storbritannien, Malta, Estland og Holland, og tager det alvorligt«, informerede seniorrådgiver for den hollandske regerings EU-formandskab i LGBT-anliggender Dr. Ben Baks, tilhørerne om, og fortsatte med at sige »jeg er bekymret, det er tid til at skride til handling«.
Der er sket meget indenfor transkønnethedsområdet de sidste 15 år. Dr. Julia Ehrt, leder af Transgender Europe, mente, at der er tale om at »transområdet har gjort menneskerettighedskarriere«, pga. farten og udviklingen.
Hun hældte dog malurt i bægeret for hun sagde, at der er tale om »enkeltstående succeser, og det går meget langsomt på sundhedsområdet for trans- og intersexmennesker, og alt for ofte opfattes folk som en patient«, og sagde at Danmark er et eksempel på dette, men henledte samtidig opmærksomheden på, at »man i Danmark, ud af blot tre lande, kan skifte navn og juridisk køn«.
Ehrt rettede opmærksomheden på den højredrejning der sker i Europa i denne tid, og »det er skidt for LGBT-mennesker. Man må prøve at skabe alliancer med andre bevægelser, ej kun indenfor LGBT-grupperne, men også udenfor. Gør man ikke det, er det ikke en kamp for lighed, men en kamp for privilegier«, sagde hun, og andre paneldeltagere var enige i dette.
Malta blev flere gange fremhævet som et fyrtårn på LGBT-området, idet det er lykkedes for landet på blot tre år at gå fra en 80 procents modstand mod samkønnede par til 80 procents accept af samme. Dr Helena Dalli, minister for social dialog, forbrugeranliggender og civile rettigheder i Malta, fortalte om den udvikling der er sket på så kort tid. Det har overrasket mange, da Malta har været kendt for religiøskulturel konservatisme.
Dalli har haft møder med kristne overhoveder, blandt andet ærkebiskoppen, og advokeret for en accept ud fra en social og medmenneskelig tilgang til LGBT-spørgsmål.
Hun fortalte, at »modstanden fra kirken var meget mindre end forventet da de begyndte at implementere de nye love. Men det er ikke sket af sig selv, der er blevet kæmpet for det, og politikerne skal være klar til at lytte. Vi blev kaldt konservative og tilbagestående. Nu er conversion therapy (terapi der skal omvende homo’er til hetero’er, red.) og diskrimination generelt blevet ulovliggjort. Hvor der er vilje er der en vej«, fastslog hun.
Hun blev bakket op af Evelyne Paradis fra ILGA-Europe (International Lesbian and Gay Association): »Ordentligt lederskab på politikerniveau får tingene til at gå hurtigere, og på en bedre måde, en mere intelligent og i øvrigt mere holdbar måde«, sagde hun.
Konferencen foregik under titlen Still much to be done, og paneldeltagerne vendte flere gange tilbage til netop dét udsagn, for ja, der er stadig lang vej og endnu meget at gøre.
IDAHOT (International Day Against Homophobia, Transphobia and Biphobia) foregår hvert år den 17. maj, som årsdagen for WHO’s fjernelse af homoseksualitet fra den internationale sygdomsliste (1990). Den første dag afholdtes i 2005, i 2009 inkluderedes transfobi, og i 2015 medtogs bifobi. Dagen bruges til at fortale og lobbye for LGBT-rettigheder og der afholdes alt fra konferencer med deltagelse af blandt andre NGO’er og politikere, til demonstrationer, festivaler og kulturelle aktiviteter i over 100 lande på alle kontinenter.
I København vil der være en konference den 17. maj for inviterede deltagere, hvor den danske regering er vært.
Andre kan deltage i blandt andet en flaghappening på Rådhuspladsen, arrangeret af Copenhagen Pride i samarbejde med LGBT Danmark, Sabaah og Amnesty International Danmark, samt et par debatter.
Læs mere om kommende debatter og flaghappening på Copenhagen Prides hjemmeside
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96