Annonce

Happening
27. april 2012 - 16:45

Kommunister »lukker« Folketinget i EU's navn

Politikerne på Christiansborg har med tilslutningen til EU's finanspagt afgivet retten til at bestemme over Danmarks økonomi og velfærd. Det mener Kommunistisk Parti, der beskylder regeringen for løftebrud.

Folketingets medlemmer og lokalpolitikerne i landets to største byer blev torsdag morgen mødt med bannere med teksten »EU-kontrolleret zone«, der spærrede indgangen til henholdsvis Christiansborg samt Københavns og Aarhus Rådhus.

Unge medlemmer af Kommunistisk Parti tager i en pressemeddelelse sendt til Modkraft ansvaret for at aktionen.

Her skriver kommunisterne, at de har hjulpet EU med at »lukke« de demokratiske institutioner, som en ironisk kommentar til de danske politikeres opbakning til EU's finanspagt.

– Når politikerne på Christiansborg ratificerer EU's finanspagt, siger vi reelt set farvel til retten til at bestemme over vores eget lands økonomi og velfærd, siger Fanny Krebs fra Kommunistisk Parti i aktionsmeddelelsen.

SF og S's valgbrud

De aktivistiske kommunister mener desuden, at den danske regering med sin opbakning til finanspagten, der er under behandling i EU, er på kollisionskurs med sine egne valgløfter.

– Socialdemokraterne og SF kom til magten på løfter om at sætte den danske økonomi i gang med en kickstart. Den kickstart bliver ulovlig med finanspagten, og de tusindvis af job, som den ville have skabt, bliver aldrig til noget, lyder analysen fra Benjamin Carl Egerod, der ligeledes er medlem af Kommunistisk Parti.

– Finanspagten binder både den danske stat og kommunerne til at føre en permanent nedskæringspolitik. Det vil betyde højere arbejdsløshed og dårligere velfærd så langt øjet rækker. Socialdemokraternes og SF's løftebrud er ikke betalingsringen – det er finanspagten, mener han.

Læs artiklen »Kommunister lukkede rådhuset i Aarhus« hos Jyllands-Posten.

Besøg Kommunistisk Ungdoms hjemmeside.

 

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce