Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Dokument
5. november 2015 - 14:39

Kommuneplan 15 har pæne hensigter, men negative effekter

Københavns rammeplan for fysisk udvikling udvikler ikke produktionsvirksomhed, modarbejder ikke spekulation, løser ikke trafikproblemer eller udvider de rekreativer muligheder i byen, mener Enhedslisten Amager Vest. Høringssvar fra afdelingen til udkast til Kommuneplan 15.

Kommuneplan 15 tager slet ikke fat i de mange problemer, som København har at slås med, som vedrører udvikling af et meget specialiseret arbejdsmarked, samt den stigende mangel på boliger der kan betales, og da slet ikke til de økonomiske, psykiske og sociale problemer, vi ved mange i byen kæmper med, som nok ikke er enige med TMF’s [Teknik- og Miljøforvaltningen,red.] postulat om den ualmindelige høje livskvalitet, der præger byen.

Det er strålende, at man på Rådhuset har fokus på grønne tiltag og nedsættelse af energiforbruget, men det forekommer, at det mest handler om at gøre byen attraktiv for en konsum- og forbrugsorienteret middelklasse, der har råd til hele – en byudvikling der kaldes grøn gentrificering.

Enhedslisten-Amager mener overordnet, at kommunes målsætning om at være vækstlokomotiv for hele regionen, og om at øge befolkningen med flere højtuddannede velhavere, er en forfejlet strategi forhold til en reel bæredygtighed, hvis man vitterlig ønsker at begrænse det samlede CO2 udslip i forhold til den globale opvarmning. For denne vil man yderligere at bidrage til gennem flere flyafgange fra Kastrup og øgede vare- og privat transport fra den faste forbindelse over Femern, som Enhedslisten er modstandere af.

Det fremgår klart, at den økonomiske vækst i København skal udvikles ved at tiltrække højtuddannede og vellønnede indbyggere, som kan øge forbruget og omsætningen af kapital i byen. Vækststrategien fokus er udvikling af særlige »københavnerbrancher«, såsom service- og vidensbaserede virksomheder, som jo er i modsætning til at øge bredden og mangfoldigheden i byens sociale og erhvervsmæssige sammensætning, som man påstår ønsker udviklet i byen.

Kommuneplanstrategien har trods pæne grønne hensigter flere negative effekter:

1. Arbejdstilbuddene i byen begrænses!

Arbejdstilbuddene i byen begrænses fortsat gennem kommuneplanlægningen. På Amager kan vi konstatere, at kommuneplanens ramme- og lokalplaner i mange år alene har favoriseret boliger og kontorerhverv; nu er næsten alle tidligere arealer og lokaler fra industri- og værksteder væk.

Vi mener, det er en meget uheldig udvikling, at så mange produktive arbejdspladser for både faglærte og ufaglærte er forsvundet fra byen, hvilket skal ses i sammenhæng med befolkningens arbejdsstillingspræg og uddannelsesniveau.

F.eks. er der for de mange ufaglærte på Amager nu kun arbejdsmuligheder i rengørings- og servicefagene samt i hotel og restaurationsbranchen, hvor mange jobs i øvrigt bestrides af løst og deltidsansatte unge og studerende samt udenlandsk arbejdskraft.

Mange faglærte og ufaglærte arbejdere er derfor nu tvunget til at pendle ud af byen for at finde arbejde. Så fremfor fortsat at nedlægge gamle erhvervszoner, opfordrer vi kommunen til at udlægge permanente zoner, som kan sikre eksisterende og give plads til nye værksteder samt fastholde de kreative erhverv og produktionsvirksomheder, der i kommuneplanen kun placeres som midlertidige muligheder.

Kommune- og lokalplanlægningen bør også bruges til lokalisere nye produktive arbejdspladser, både i bydelenes boligområder og i havnen, hvor pramme langs kajerne kan huse forskellige små virksomheder.

I forhold til byens befolkningssammensætning har Købehavns kommune stort behov for konkurrencedygtige erhvervslejemål, som mindre produktive erhvervsvirksomheder og små næringsdrivere og butiksejere har råd til at leje. Det er en forudsætning for en mangfoldighed af forskellig typer arbejdspladser. Men man fortsætter ufortrødent med et enøjet fokus på »vidensarbejdere« og flere ansatte i liberale- og finansielle erhverv.

Det er alt andet lige antallet og forskelligheder af funktioner i byen som helhed, der skaber levende bydele, så derfor handler det også om at integrere håndværk og kreative erhverv der, hvor vi bor, og i at udgøre en løsning, der både kan bidrage til at nedsætte arbejdsløsheden og pendlingen.

2. Ejendomspriserne stiger og byens arealer presses til det yderste for kapitalafkastes skyld

Befolkningstilvæksten har sammen med nybyggeriets dyre boliger og den generelle kapitalisering af boligmarkedets ejer- og andelsboliger i de ældre kvarterer, der er byfornyet eller har attraktioner, der tiltrækker den bedre stillede middelklasse, indebåret et voldsomt pres på boligpriserne i København.

Der skaber boligproblemer, som de almene boligselskaber ikke kan løse; især i betragtningen af at langt over halvdelen af byens indbyggere har en skattepligtig indkomst under 300.000 kr., samt at de almene boliger kun udgør 20% af boligmassen.

I kommuneplanen postuleres, at nu kan man presse 25% ind i nybyggeriet, men investorer har muligheder for at afvise det, og loven bliver i øvrigt taget af bordet af en ny regering.

Vi har løbende kunne konstatere at Kommuneplanen i høj grad udarbejdes til fordel for grundspekulanter og investorer, som i de nye byområder for lov til at bygge med en tæthed, som er et stort tilbageslag for dansk boligbygeri. I stedet for smukke fællesarealer ses ringe friarealer mellem de tætliggende huse, der skygger for naboerne og skaber dårlige lysforhold og indsigtsgener.

Lokalt har vi alt for tit oplevet, at BR [Borgerrepræsensationen, red.] vedtager nye kommuneplanstillæg til at bebyggelsesprocenter yderligere kan sættes op efter grundejernes ønsker, hvorved friarealprocenten yderligere nedskrives, foruden de får udlagte grønne områder (ved Amagerbanen) nedjusteret til fordel for byggeri.

I kommunens strategiplan formuleres fænomenet således: »Kommuneplanens bestemmelser for bebyggelsesomfang, friarealer og parkering kan skabe udfordringer« og »de generelle rammebetingelser har behov for en justering.«

Det betyder på dansk, at man må dispenserer for de i kommuneplanens bestemmelser, som ikke passer til investorers og bygherrernes interesser.

Uanset hvor meget man fremhæver byens forgrønnelse, fremgår det tydeligt i KP15 [kommuneplan 15, red.], at der ikke sker nogen forøgelse af byens eksisterende parker og rekreative natur- og friarealer, bortset på den yderste ende af Nordhavnen, hvorfor et stigende antal indbyggere vil indebære en langt kraftigere slitage og derfor et voldsomt pres på den natur, der måtte være.

3. Pendlingen i regionen øges uanset forbedret offentlig transport

Som følge af kommune- og lokalplaner, samt stigningerne i grundpriser og leje, er mange håndværkere og produktionsvirksomheder flyttet ud af byen, hvilket øger pendlingen; dels af herboende håndværkere og arbejdsmænd i København, der arbejder derude, og dels af en hær af håndværkere og montører, som bor på Sjælland, og arbejder i byen hver dag.

Vi ved, at der er 40 % københavnske ud-pendlere og 60 % ind-pendler til arbejdspladser i byen, en fordeling der har været i mange år, og man henviser til, at »kun« ca. 40 % af byens borgere bruger privatbilen hver dag.

Bilejerskabet jo er steget drastisk i løbet af 10 år, og det må da betyde, at uanset om procenten er den samme, vil det numeriske antal af både privatbiler og antallet af indbyggere føre til mere trafik, eftersom transportbehovet for tjenesteydelser, konsum og forbrugsvarer også stiger.

Man roser sig selv for en stigning af cyklende til 34 %, men det stigende antal privatbiler, arbejdskørsler og varetransporter skaber fortsat en øget trængsel, som ikke forsvinder, selv om mange cykler og bruger offentlig transport, og som vi bl.a. kan takke den store procentandel af studerende for.

En tilgængelig og bæredygtig by, hvor man får flyttet mange flere over i det kollektive, løses ikke alene af en ny metroring. Det kræver også et fintmasket netværk af letbaner og el-busser på kryds og tværs i hele byen, som nemt og hurtigt kan integreres i den københavnske gadestruktur og benyttes af alle, uanset hvor de bor i byen

Kommuneplanen fremlægger godt nok prognoser for nedsættelse af trafikken, men uden ordentlige analyser af, hvor køretøjerne skal hen, og især hvorfor de er på vejene, kan man jo ikke vurdere, om mere metro og bedre kollektiv trafik løser noget for de mange pendlere, der arbejder langt uden for København eller for alle dem, der kommer langvejs fra, for ikke at tale om, at behovet for øget lastbil- og varebilstransporter ikke berøres af kollektive løsninger.

En nærmere redegørelse for Enhedslisten transportpolitik kan læses i »Grøn omstilling af transportsektoren«.

Ud fra ønsket om at byen først og fremmest skal rumme service- og vidensbaserede virksomheder, kan vi se frem til, at der ud over offentlige ansatte kun er to typer erhvervsgrupper tilbage i byen, samt de mange studerende.

For logikken i kommunens bolig-, erhvervs- og trafikplanlægning må være, at de veluddannede ansatte på byens kontorarbejdspladser alle lokaliserer i byen og derfor ikke får brug for en bil.

Den store lavtlønsgruppe, der skal servicere dem på forskellig vis, skal så bo i de almennyttige boliger, og begge gruppers transport internt i byen løses alene af en god kollektiv trafik og cykler.

Så er der selvfølgelig en stor restgruppe af syge, arbejdsløse og hjemløse, som må finde ud af at klare sig selv.

4. Folkeidrætten og foreningslivets egne huse forsvinder

I KP15 lægger man kun vægt på at sikre rekreative og idrætsmæssige faciliteter i de nye byområder, uden at nævne, at de ældre bydele i Købehavn har været underforsynet i med svømme- og idrætshaller i årtier.

Efter stat og kommune solgte sine grunde og ejendomme, er tidligere kommuneplaners rammer for benyttelsen til offentlige formål ændret til boliger, hoteller og kontorer. Hermed har kommunen gjort det besværligt og dyrt for sig selv at bygge idræts- og kulturfaciliteter til gavn for alle.

Tidligere var der i kommuneplanerne detaljerede lokaliseringsplaner for det, der hed »Byens huse«, lokale selvstyrende beboer- og medborgerhuse som samlende sociale mødesteder for lokale aktiviteter. Ideen og disse huse er afløst af dyre kulturhuse, som drives efter et kommercielt koncept, og hvis lokaler er for dyre i leje til de mange små foreninger, der tidligere var i medborgerhusene, der også rummede billige cafeer, som enlige pensionister og familier havde råd til at benytte.

Byens mange »almindelige« borgere har fortsat brug for brugerstyrede beboerhuse som offentlige tilbud, der kan styrke den lokale sociale og kulturelle integration, og udnytte de mange menneskelige ressourcer, der er tilstede i alle bydele, uanset deres løn- og uddannelsesniveau.

Det sociale og kulturelle fokus i Kommuneplan 15 synes først og fremmest at rette sig mod event- og forbrugskulturen og byens mange kommercielle kulturtilbud samt at få flere dyre cafeer i byens rum, der designes lækkert og smart for at udstråle byens livskvalitet og rigdom, men som påvist af en antropolog i Aalborg designet så hjemløse og øldrikkere ikke skal føle sig hjemme.

Enhedslisten på Amager-Vest ønsker en reel bæredygtig udvikling af byen og mener ikke, at kommuneplanen opfylder hverken de erhvervsmæssige, sociale eller miljømæssige krav til dette i en større sammenhæng.

Økonomisk vækst har ifølge vores opfattelse en grænse, hvis vi ønsker at bevare et land og en klode, der er beboelig for vores efterkommere.

Artiklen er et høringssvar udarbejdet af Enhedslisten Amager Vest, der er sendt til Københavns Kommune i oktober 2015.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce