Kampen er større end partiet

Lige nu raser debatten om EU. Ikke om EU's traktater, udemokratiske opbygning eller verdensherredømmedrømme.

Debattens centrale spørgsmål er derimod strategisk: skal Enhedslisten stille op til Europa Parlamentet (EP)? Eller skal Enhedslisten fastholde sin hidtidige strategi om at støtte Folkebevægelsen mod EU?

I dette spørgsmål gemmer der sig en række uenigheder om hvilket parti og hvilken politik, man ønsker Enhedslisten skal være og føre. Lad os kigge på nogle af dem.

EU-kritik eller EU-modstand?

Enhedslisten er som udgangspunkt et EU-modstanderparti. Alligevel er det alment kendt, at EL tidligere støttede både EU-modstanden i Folkebevægelsen mod EU og det EU-kritiske synspunkt repræsenteret ved Junibevægelsen.

En del af Enhedslistens medlemmer er altså ikke tilhængere af en egentlig afvikling af EU, men i stedet i en markant ændring af EU i retning af et mere socialt samarbejde.

Efter at Junibevægelsen forsvandt og tidligere forsøg med at skabe formelle platforme for 'det røde Europa' fejlede, er denne politik nu hjemløs.

Det er min klare opfattelse, at denne uenighed i Enhedslisten er blevet skærpet de senere år. Tilhængere af selvstændig opstilling for Enhedslisten er delvist repræsenteret af folk, der som sådan tror mere på en reform af EU end på en afvikling af projektet.

Det skal siges, at det bestemt ikke er alle tilhængere, der står for denne linje. Men linjen er markant.

Jeg synes, at dette synspunkt er dybt naivt. Socialister af den gammeldaws slags er yderst tvivlende overfor muligheden for at reformere sig ind i socialismen igennem det borgerlige folketing. Det er vi, fordi vi ved, at statsmagten er meget mere end regeringsmagten.

Skulle vi nogensinde få regeringsmagten, vil staten som sådan uden tvivl vælge side til fordel for kapital og borgskab. Staten er nemlig en klassestat. Og i den her tombola får man ikke noget forærende.

Progressive reformer vil kunne forbedre forholdene under kapitalismen, men ikke skabe socialisme. Reformvejen ender der, hvor den kapitalistiske stats store, fede vejspærring bliver banket op. Sandsynligheden for, at EU som kapitalens mest avancerede instrument skulle tillade reform i socialistisk retning, er i min optik ikke eksisterende.

Hvis progressive reformer i Danmark er svært gennemførlige, så er de umulige i EU. EU-parlamentet er nemlig ikke et stort folketing. EP kan, ....dadaddaaaa.... ikke stille lovforslag! Næh nej, det er skam forbeholdt en lille skare af ekstra fine mænd og kvinder. Havde man etableret sådan et styre i Østeuropa, havde vi alle råbt diktatur.

Til gengæld får vores folkevalgte i EP lov at trykke på en lille ja- eller nej-knap med jævne mellemrum. De store partier sidder på alle beslutninger, og man kører videre med en biks, hvor regnskaber dumpes af revisorerne år efter år på grund af korruption. EU er sikret med bolt og lås mod reformistiske ideer og tiltag. No passarán.

Folkebevægelsen mod EU - dead or alive?

I kampagnen for selvstændig opstilling er Folkebevægelsen mod EU blevet miskrediteret på forskellig vis. Der er blevet sagt, at den er døende. Der er blevet sagt, at den er nationalistisk. Og der er blevet sagt, at Enhedslistemedlemmer risikerer at 'spilde stemmer på borgerlige kandidater'.

Her må jeg sige, at jeg undrer mig. For det første fordi, at Folkebevægelsen mod EU har et udpræget socialt, systemkritisk, demokratisk og internationalt sigte.

Prøv selv at tjekke euogverden.dk eller Folkebevægelsen slogans, som de har benyttet i årevis: 'verden er større end EU' og 'nej til fort Europa'. Det begynder at få karakter af rituelle besværgelser, når nationalismekortet messes igen og igen. Kammerater, sådan ser nationalisme ikke ud.

Folkebevægelsen er heller ikke døende. Det er en bevægelse i aktuel fremgang. Den har overlevet i årtier og lavet utrættelig kamp mod EU, når vi andre ikke orkede det. Eller slet ikke skænkede det en tanke.

Der er opbygget en helt enorm viden og et analytisk beredskab i den bevægelse, som Enhedslisten stadig kun kan drømme om at komme op på siden af.

Det viser sig meget tydeligt i den detaljegrad og skarphed, som repræsentanter for Folkebevægelsen mønstrer i deres analyser sammenlignet med Enhedslistens folkevalgte.

Og der er absolut ingen skam i den forskel. Det er kun en skam, hvis vi får lillebrorkomplekser og forsøger at rydde storebror af vejen frem for at lære af ham.

Bevægelsen - konkurrent eller kammerat?

Endelig ser jeg synspunkter, hvor det fremføres, at Folkebevægelsens kandidater kan 'tage vores stemmer', og at 'vi hellere vil kæmpe for vores eget parti', som direkte udtryk for borgerligt vælgerpartistænkning.

Bevægelserne er ikke vores konkurrenter. Bevægelser er ikke noget, vi er aktive i, fordi vores parti er så lille, at vi ikke har andre muligheder.

Bevægelser er vores altoverskyggende strategi og der, hvor vi adskiller os fra de borgerlige vælgerpartier.

Vi ved, at folk ikke vågner op og er socialister en eller anden tilfældig morgen. Folks socialistiske bevidsthed skabes i kamp for bedre forhold og styrkepositioner for klassen. Folk vil derfor heller ikke en morgen vågne op og være blevet EU-modstandere på et socialistisk grundlag.

Men de bliver måske EU-modstandere fordi, de synes, at demokrati er vigtigt. Og fordi de gerne vil have indflydelse på den politik, der føres i deres område. Og fordi de synes, at EU er asocialt og amoralsk og behandler ulandene af Pommern til.

De synspunkter rummer Folkebevægelsen, og derfor kan den samle en EU-modstand, der er bred nok til, at vi kan stemme nej til endnu mere EU.

Og måske endda mobilisere krav om en afstemning om medlemsskab af den dyreste og ringeste forening i vor tid.

Folkebevægelsen kan sikre, at EU-modstandere udenfor partierne, i SF, socialdemokratiet og borgerlige, men anstændige vælgere har et sted at sætte deres kryds. Og at alle disse krydser til sammen styrker modstanden mod EU fremfor at splintre den eller sende den med pakkepost til Dansk Folkeparti.

Af den grund er Folkebevægelsen vores allerbedste ven. Og dem er det som bekendt værd at samle på. Så er det Enhedslistens opgave at skabe socialister ud af EU-modstandere, men det er en helt anden historie. En historie, som vi ikke behøver en EP-plads for skrive.

Lad os i fællesskab opprioritere EU-modstanden i Enhedslisten, så der ikke går en dag, hvor Johanne, Nicolai, Pernille og alle de andre ikke nævner EU; vores alle sammens demokratiske misfoster number one.

Og hvor der ikke går en dag, hvor man ikke møder Enhedslisteaktivister på gaden med skarpe tunger og EU-modstand i hånden.

For kampen mod EU er så pokkers vigtig, at vi må sætte kampen foran vores egen respektive partiforkortelse. Kampen er større end partiet, kammerater.

Louise Pedersen er medlem af Enhedslisten og Folkebevægelsen Mod EU. Hun er tidligere landsledelsesmedlem i Ungdom mod EU