Opfordring til finansminister Bjarne Corydon fra initiativtager til underskriftsindsamling mod salg af Dong-aktier til Goldman Sachs.
Kære Bjarne Corydon
Som du nok har bemærket, så har regeringen og en række forligspartiers aftale om salg af DONG til Goldman Sachs skabt en del folkelig virak. Debatten om landets interesser har været mangelfuld og præget af lukkethed. Ingen udover indercirklen har haft lejlighed til at vurdere de afgivne bud på DONG.
Underskriftsindsamlingen ”Nej tak til statens salg af DONG til Goldman Sachs” på hjemmesiden skrivunder.net har dags dato Kl. 07:20 netop rundet 170.000 underskrifter.
Goldman Sachs har et mildest talt blakket ry. Det er udenfor enhver tvivl, at investeringsbanken tjener interesser, der ligger udelukkende hos Goldman Sachs. At banken har specialiseret sig i at spekulere imod egne samarbejdspartnere, kunder og stater, er vel nok en del af årsagen til, at så mange borgere er utrygge ved denne handel - som de færreste af os jo kan gennemskue. Udvidet mindretalsbeskyttelse, garanteret afkast, skattely og bonusaftaler gør blot utrygheden større og bidrager til følelsen af, at vi ikke har hørt hele sandheden om denne aftale.
Du har endnu til gode at forklare mig og resten af vælgerne i Danmark, hvorfor du er så sikker på, at dette er den bedste handel, så vi kan danne vores mening på oplyst grundlag.
Du har gang på gang i medierne fortalt, at du hilser debatten velkommen, og derfor håber jeg, du er mand nok til at stå ved dit ord og vil mødes med mig personligt torsdag den 30. januar kl. 9 i Finansministeriet, så jeg kan overdrage dig et print af underskrifterne mod salget af DONG Energy til Goldman Sachs.
Jeg vil desuden underrette alle medlemmer af finansudvalget pr. mail om underskriftsindsamlingens status inden mødet i finansudvalget torsdag den 30. januar kl. 13.
Kopi af dette brev sendes ud i offentligheden.
Venlig hilsen
Niels Christian Cederberg
Amager den 28. januar 2014
Niels Christian Cederberg er orger og initiativtager til underskriftsindsamlingen Nej tak til statens salg af DONG til Goldman Sachs
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96