Overborgmester Frank Jensen lover skærpet kommunal kontrol mod social dumping - og inviterer fagbevægelsen med til at lave nyt regelsæt og sikre effektiv kontrol.
Byggefagenes Samvirke i København havde tirsdag den 19. marts inviteret Københavns overborgmester Frank Jensen (S) med til organisationens årsmøde for at diskutere social dumping.
Baggrunden for invitationen er, at Frank Jensen i starten af marts måned i en nyhedsudsendelse, 21 Søndag på DR1, har lovet at indføre systematisk overvågning mod social dumping på Københavns Kommunes byggearbejdspladser.
Udmeldingen kom, efter at Fagbladet 3F og 21 Søndag havde dokumenteret social dumping på opgaver, der udføres for Københavns Kommune.
Frank Jensen beklagede på årsmødet, at han ikke bare kunne afvise, at social dumping var forekommet på kommunens arbejdspladser og entrepriser.
– Jeg troede faktisk, at den hellige grav var velforvaret, sagde Frank Jensen med henvisning til, at Socialdemokrater, SF og Enhedslisten i Borgerrepræsentationen har vedtaget, at alle udliciterede opgaver er kontraktforpligtede til at overholde de såkaldte ILO-konventioner og gældende løn- og arbejdsforhold.
– Det er sket med såkaldt omvendt bevisførelse, så virksomhederne selv skal dokumentere, at de overholder kontrakten - og at eventuelle underleverandørerne gør det samme. Derfor var det hamrende irriterende, at jeg i fjernsynet ikke bare kunne afvise kritikken, sagde Frank Jensen.
Overborgmesteren fortalte, at han derfor havde taget initiativ til at bede forvaltningen i Københavns Kommune om at udarbejde en ny model, der fremover kan sikre, at gentagelser ikke finder sted.
– Det er min opfattelse, at Teknisk Forvaltning indtil videre har haft godt fat på hele problematikken om udbudsmateriale, men jeg har på et Borgerrepræsentationsmøde sidste torsdag fået opbakning til, at også de andre forvaltninger bliver klædt på til opgaven, sagde han.
– Jeg har desuden taget initiativ til, at der oprettes en styregruppe, hvor fagbevægelsen, Dansk Byggeri og andre myndigheder - SKAT, eksempelvis - kan indgå et partnerskab, der laver et regelsæt, der mere effektivt sikrer mod social dumping.
– København kan som en rød by ikke leve med, at brodne kar i byggebranchen dumper løn- og arbejdsforholdene på arbejdspladser, som kommunen har ansvar for, sagde han.
– For at løse den opgave er der behov for en stærk fagbevægelse. Det er jer og jeres tillidsrepræsentanter, der skal råbe op, når noget går galt. Vi kan ikke undvære jer som vagthunde på arbejdspladserne, sagde han.
Anders Olesen, formand for Byggefagenes Samvirke, takkede på mødet for invitationen til samarbejde og sagde, at byggefagenes fagforeninger så frem til det.
Efter mødet spurgte Modkraft Anders Olesen, om Frank Jensens løfter ikke blev holdt i meget generelle og uforpligtende vendinger?
– Ja, og nej. Det afgørende punkt er, at fagbevægelsen er blevet inviteret med til at udforme en mere skærpet kontrol med social dumping, siger Anders Olesen.
Men det skal vel udmøntes konkret. Hvordan mener Byggefagenes Samvirke, det skal ske?
– Det er nødvendigt med både en politisk snak om krav til udbudsmateriale og en praktisk udmøntning af, hvordan kontrol med virksomhederne skal udføres. Omkring det første skal udbudsmateriale, som virksomhederne byder ind på, være udarbejdet, så det ligger så tæt på kædeansvar, som man overhovedet kan komme. Dvs. at entreprenørerne er dokumentationspligtige, og at kommunen har sanktionsmuligheder over entreprenører, der underminerer løn- og arbejdsforhold, uanset om det sker hos en underentreprenør eller ej.
– Den praktiske del handler om at skærpe kontrollen under udførelsen af arbejdet. Her tilbyder vi at deltage i følgegrupper, der løbende kontrollerer løn- og arbejdsforhold, ikke mindst i forhold til de store byggeprojekter, der er under udvikling i København, siger Anders Olesen.
I løbet af debatten på årsmødet præsenterede fagligt aktive overborgmester Frank Jensen for en række andre forslag til, hvordan social dumping kan bekæmpes.
Det blev blandt andet forslået at opdele de store udbudsopgaver i mindre opgaver, eksempelvis efter fag, så kæden af underentreprenører bliver mindre og mere gennemsigtig, samt at lade kommunale embedsmænd være ansvarlige for at følge arbejdets fremadskriden, i stedet for at overlade det til selskaberne selv.
Frank Jensen takkede for forslagene og lovede at tage dem med i det videre arbejde.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96