Annonce

4. september 2001 - 18:11

Italien frygter ny topmøde uro

FN’s Fødevareagentur (FAO) har indvilliget i at overveje en officiel henvendelse fra den italienske regering om at flytte et topmøde om verdens problemer med hungersnød væk fra hovedstaden Rom.

Officielt frygter regeringen at nye uroligheder, som dem i Genova i juli, vil gå ud over byens historiske monumenter.

Mindre officielt tåler lov-og-orden fortaleren Silvio Berlusconi ikke endnu en ydmygelse, hvor tusindvis af betjente ikke er i stand til at sikre ro under topmødet.

En ekspert-komité er nu gået i gang med at finde egnede steder til FN-mødet, der skal vare i fem dage og tæller repræsentanter fra mere end 100 nationer.

I øjeblikket er de mest oplagte steder et politiakademi i Nettuno og et kursted i Fiuggi, begge nær Rom.

Ifølge Berlusconi vil den endelige beslutning om mødestedet blive offentliggjort i løbet af få dage.

Uanset hvor fødevare-topmødet afvikles, har italienske regerings-embedsmænd allerede nu meddelt, at demonstrationer bliver forbudt i Rom for at ”beskytte byens rige kulturarv”.

Mindst 15.000 politifolk vil blive udkommanderet for at sikre topmødet mod demonstranter.

Af Martin Lindblom/Monsun Nyheder

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce