Annonce

Valg i iran
23. maj 2013 - 13:59

Irans præstestyre strammer grebet op til valget

Det iranske styre indskrænker listen af mulige kandidater, og anholder aktivister op til præsidentvalget.

Tirsdag aften meddelte en statsstyret iransk fjernsynskanal, at den primære oppositionskandidat, Akbar Hashemi Rafsanjani, ikke får lov til at stille op til præsidentvalget i næste måned.

Det iranske styre har intensiveret undertrykkelsen af politiske modstandere op til valget. Over det sidste halve år har politiet anholdt og fængslet flere aktivister.

– Der er tale om systematisk undertrykkelse. Præstestyret forsøger at vise, at de ikke vil acceptere nogen form for opposition op til valget, siger Rasmus Elling, adjunkt i Iran- og Mellemøststudier ved Carsten Niebuhr Instituttet til Modkraft.

Styret forsøger at forebygge en folkelig opstand, som den der fulgte i kølvandet på det sidste valg i 2009, hvor rygter om valgfusk ansporede en bølge af protester - den såkaldte Grønne Bevægelse.

Bevægelsen blev knust. Flere demonstranter blev dræbt, og i dag er stort set alle de centrale skikkelser enten i fængsel, eksil eller gået under jorden. De to kandidater som bevægelsen samledes om, Mir-Hossein Moussavi og Mehdi Karroubi sidder i husarrest.

Mange havde derfor fæstnet deres lid til Rafsanjani.

Rafsanjani - I mangel af bedre

Rafsanjani er tidligere præsident (1989-1997) og anses for at være reform-venlig, men han er først og fremmest en politisk pragmatiker, kendt for sin neoliberale økonomisk politik.

– Reformisterne er stort set blevet skubbet helt ud af iransk politik efter det sidste valg. Rafsanjani var egentlig ikke særlig progressiv, men den sekulært orienterede, liberale middelklasse havde ingen andre repræsentanter, forklarer Rasmus Elling.

Rafsanjani har tidligere været en nær allieret af den øverste leder ayatollah Ali Khamenei. Men deres forhold har været anstrengt siden præsidentvalget i 2009, hvor Rafsanjani udtrykte støtte til den Grønne Bevægelse.

Det gjorde ham efterfølgende til et samlingspunkt for reform-kræfter, men har også betydet, at han er blevet udstødt af det politiske etablissement.

Skal godkendes af Vogternes Råd

Alle kandidater til præsidentposten skal godkendes af Vogternes Råd. Ud af de mere end 680 der registrerede sig som mulige kandidater, fik kun otte lov til at stille op - de er stort set alle tæt på Khamenei eller præsteskabet.

– Khamenei har koncentreret mere og mere magt i sine egne hænder i løbet af de sidste ti år og han tillader simpelthen ikke trusler eller stærke præsidenter, forklarer Rasmus Elling.

Der går rygter om, at Khamenei måske vil intervenere for at tillade Rafsanjanis kandidatur, og på den måde sikre sig hans loyalitet, men det er endnu usikkert.

Hvis det ikke sker, er det muligt at reform-kræfterne vil samles om Hassan Rouhani, Irans tidligere chefatomforhandler, som er blevet godkendt af Vogternes Råd. Han er moderat konservativ, men har været tæt allieret med Rafsanjani.

Læs artiklen »Rafsanjani må ikke stille op til præsidentvalg« hos Information.

Læs artiklen »Iran Cracks down on activists in runup to election« hos The Guardian. 

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce