Annonce

Jødisk initiativ mod Israel
21. oktober 2015 - 11:03

Internationalt jødisk initiativ vil bryde med Israel

Mens blodet flyder i det besatte Østjerusalem, på den besatte Vestbred og i selve Israel har et nyt, lille, verdensomspændende og indtil videre navnløst initiativ af jøder og jødiske organisationer set dagens lys. Initiativtagerne opfordrer jøder overalt i verden til at tage afstand fra Israel.

Søndag den 18. oktober stak  den 21-årige palæstinenser Muhand Alukabi en israelsk soldat ihjel med en kniv på en busstation i byen Bersheba i det sydlige Israel. Han tog soldatens gevær, og inden han selv blev skudt og dræbt nåede han at såre 10 af de omkringstående.

En af de omkringstående, der ikke blev ramt, var den eritreanske flygtning Haftom Zarhum. Men han blev skudt af en sikkerhedsvagt, der troede, at han var sammensvoren med den palæstinensiske gerningsmand. Haftom Zarhum blev efterfølgende overfaldet af en lynchmob, der sparkede på den sårede mand.

Han døde senere på hospitalet.

Læs »Israel mob lynches Eritrean after bus station attack« hos Al-Jazzeera

Nyt netværk

Samme dag offentliggjorde et nyt jødisk netværk en erklæring, der kunne være skrevet som en kommentar til de blodige begivenheder i Bersheeba, eller til andre af de blodige anledninger, der er blevet så mange af.

I erklæringen, der er offentliggjort som en underskriftsindsamling og i skrivende stund har 500 sympatitilkendegivelser fra jødiske organisationer og enkeltpersoner fra USA, Canada, Brasilien, Storbrittannien, Israel , Belgien og flere andre europæiske lande, hedder det blandt andet:

Frygten har overtaget i gaderne i Jerusalem, der er centrum for volden. Israel skyder palæstinensiske demonstranter i og omkrig Østjerusalem. Palæstinensere dolker og skyder israelske civile og politifolk midt på gaden. Israelske styrker dræber palæstinensiske mistænkte uden rettergang, selvom de tydeligt ikke udgør nogen trussel. Palæstinensere kaster sten mod forbipasserende biler. Israelske selvtægtsbander overfalder palæstinensere og opfordrer politiet til at skyde dem. Ydmygende ’stripsearches’ af palæstinensere på gaden. Alt dette er blevet en daglig foreteelse i den by, hvor vi er opdraget til at bede for fred, ganske som det er det andre steder i Israel, i Gaza og på Vestbredden.

Læs »STOP THE KILLING — END THE OCCUPATION« hos Ipetitions.com

Konfliktens hovedårsag

Ifølge erklæringen, der har titlen »Stop the Killing – End the Occupation« udgør det israelske militariserede svar på palæstinensiske voldshandlinger »kollektiv afstraffelse«, og er som sådan en form for midler, der »tidligere har vist sig ineffektive, når det gjaldt om at bringe volden til ophør«. Voldens årsag er besættelsen:

Årtier med fordrivelse, besættelse og diskrimination er hovedårsagen til den palæstinensiske modstand. Yderligere israelsk undertrykkelse og fortsat besættelse og belejring vil aldrig gøre en ende på det palæstinensiske ønske om frihed, og det vil heller ikke adressere voldens årsager. Tværtimod vil den israelske regerings handlinger sandsynligvis skabe yderligere vold og ødelæggelse og grave grøfterne mellem parterne endnu dybere. Kun retfærdighed og lighed vil bringe fred til indbyggerne i Israel og Palæstina.   

Opgør med Israel

Folkene bag Stop The Killing – End the Occupation gør eksplit op med det nationalistiske beslag, som Israels regering lægger på jødisk identitet.

»Vi kræver vores jødiske identitet tilbage; ikke som en nationalistisk identitet, men som én der fejrer vores mangfoldige rødder, traditioner og samfund, hvorend i verden vi befinder os«, skriver de.   

De supplerer deres frustration og analyse med en konstatering af, at bolden ligger hos den israelske regering og det israelske folk. Og med en opfordring til jøder overalt i verden om at lægge pres på den israelske regering, og dem »der følger dens ord og støtter dens gerninger«, så den ændrer sin tilgang til konflikten.

»Vi opfordrer vore jødiske samfund, og de bredere samfund, vi er en del af, til offentligt at insistere på en afslutning på volden, besættelsen, belejringen og det militære svar, og kræve lighed og frihed for det palæstinensiske folk og retfærdighed for alle«.

Læs også  »New Jewish network launches worldwide initiative against occupation« hos 972 Magazine

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce