Annonce

Venstrefløj
2. september 2013 - 17:03

Ingen initiativer fra tendensmøde i Enhedslisten

Tendensmøde i Enhedslisten opfyldte sin funktion som rum for fordomsfri diskussion, fortæller initiativtager Anders Jonassen.

– Jeg har først og fremmest være ude efter at skabe et rum, hvor man kan diskutere uden at blive påduttet forudfattede holdninger, og hvor man kan stille dumme spørgsmål uden bagtanker.

Sådan lyder skudsmålet fra Anders Jonassen, initiativtager til et »tendensmøde« i Enhedslisten, der blev holdt i København fredag den 30. august 2013.

Mødets hovedtema var Finanslov 2013 og forholdet til regeringen. Mødet var det første af i alt tre.

– Vi havde en god diskussion om problemet med en håbløs parlamentarisk situation, hvor det er svært at bruge 12 mandater uden en stærk udenomsparlamentarisk bevægelse, siger Anders Jonassen til Modkraft.

– Og bagefter drak vi nogle øl og hyggede os - en aktivitet, der er lige så vigtig som organiseret diskussion. For intensionen er at skabe et trygt diskussionsrum, hvor man ikke er bange for at dumme sig. Alt for mange diskussioner i Enhedslisten bliver skindiskussioner, hvor det næsten kun er talspersoner for allerede fastlagte holdninger, der komme til orde. Det er det, jeg vil lave et alternativ til, siger han.

Hvad kom der ud af diskussionerne?

– Masser af information og god diskussion.

Men ikke nogen konkrete initiativer?

– Nej, men det var heller ikke meningen, siger Anders Jonassen.

Næste weekend er der et lørdagsseminar, der, selv om det er åbent for alle medlemmer af Enhedslisten, vel kan tolkes som et andet tendensmøde - diskuterede I, hvordan I forholder jer til det?

– Nej, jeg tror ikke, nogen overhovedet kom ind på det. Men jeg kan da ikke synes andet end, at det er fint at lave flere fordomsfrie diskussionsrum i partiet, siger han.

Læs også artiklen »Fronter trækkes op i Enhedslisten« på Kontradoxa

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce