Ideologisk forvridning af civilisationshistorien

Historikeren Niall Ferguson har i bogen Civilisation. Vesten og Resten sat sig en særdeles omfattende opgave, nemlig at give en fremstilling og fortolkning af Europas og verdens udviklingshistorie fra slutningen af det 15 århundrede og frem til i dag.

På blot 346 sider (+ noter og litteraturliste) mener han at kunne afsløre hele sandheden om vestens og verdens udvikling. Det kan han naturligvis ikke.

Niall Ferguson er den nye stjerne på firmamentet, proklameret af Time Magazine som en af de mest indflydelsesrige tænkere i nutiden.

Han har da også gjort en strålende karriere fra student i Oxford, hvor han kom i modsætningsforhold til sine venstreorienterede studenterkammerater, til professor ved Harvard University og regelmæssig gæst på CNN og i Fox News..

Politisk har han støttet både Margaret Thatcher, John McCain, og Mitt Romney, forsvaret USA’s invasion i Irak og plæderet for en endnu mere vidtgående aggressiv amerikansk udenrigspolitik.[1] Han har endda tilsluttet sig den ekstreme højrefløjs Eurabia-tese.[2]

Han er højrefløjens darling, men han er ikke konservativ.[3] Han er liberalist og forfægter den liberale evolutionisme.

Han spænder over et vidt felt. Han er belæst og intelligent og med en stor produktion bag sig.[4].Ferguson dementerer myten om, at højrefløjen nødvendigvis er ubegavet. Men han har en svaghed for smarte, hurtige formuleringer.

Han undviger i det foreliggende værk mere seriøse, dybtgående diskussioner, og han er indvævet i tidens dominerende ideologi. Han er selv en af dens fornemste protagonister.

Fergusons angivne problemstilling i Civilisation er spørgsmålet om de nordvesteuropæiske staters udvikling og ekspansion fra slutningen af de 15. århundrede og fremefter, en udvikling som, hævder han, var fremkaldt »mere ved ord end ved sværd«. [5]

Herved angiver han allerede i sin problemformulering sit fokus og sin begrænsning.[6]

Ferguson afviser videre en række alternative forklaringer, for eksempel teorier om brede kulturforskelle, og om klima og geografi.[7] Men ikke mindst vender han sig mod imperialismeteoriske forklaringer.

Han gør det dog her nemt for sig selv. Hans kritik retter sig ikke blot mod, som han tror, en leninistisk imperialisme teori i snæver forstand (en kritik som altid er populær på det amerikanske marked) men mod enhver teori, der fokuserer på magt og interesser som forklaringsfaktorer.[8]

Det er imidlertid en selvvalgt afskærmning, der skævdrejer hele hans analyse.

Ferguson foreslår et helt andet fokus, nemlig ’institutioner’. Årsager til og elementer i det vestlige ’take off’ og efterfølgende ekspansion var ifølge Ferguson et sæt af ’institutioner’ forstået som regler, ideer og hermed sammenhængende adfærdsmønstre.

Afgørende for det vestlige spring fremefter og den efterfølgende globale ekspansion var ifølge Ferguson seks institutionskomplekser, eller ’killer apps’ som han med en smart formulering fra computersproget kalder det, nemlig konkurrence, videnskab, ejendomsret, lægevidenskab, forbrugersamfund og arbejdsetik.[9]

Det var disse institutioner, der bragte Vesten fremad og omvendt fravær eller mangelfuld udvikling af disse, der forhindrede en sådan udvikling i ’Resten’. [10]

I de efterfølgende seks kapitler behandler han så hvert af disse institutionskomplekser.

I kapitel 1 tegnes billedet af et Vesten karakteriseret ved konkurrence, opsplittethed, åbenhed og handel kontra et Østen karakteriseret ved despoti og lukkethed.

Overraskende indrømmer han dog, at der f.eks. i det osmanniske imperium ikke var nogen mangel på konkurrence, og moderne forskning, kan vi tilføje, har påpeget den udbredte forekomst af handel og konkurrence i både Indien og Kina. [11]

Der har derimod vitterlig, som han påpeger, været store imperier i Østen, men de var sandelig heller ikke fraværende i Vesten, f.eks. Karl den Stores Rige eller Karl den V’s Habsburg-imperium.  

Og såvel portugiserne, spanierne, hollænderne, som franskmændene og englænderne byggede som bekendt store imperier, men i bølger af maritim båret global ekspansion, en ekspansion der bestemt ikke var så glat forløbende og fredelig som fremstillet hos Landes, Hall og Ferguson.

I kapitel 2 behandler Ferguson den anden store ’killer app’, videnskaben.

Igen må han dog indrømme den tidlige forekomst af videnskabelige opdagelser i såvel den muhamedanske verden som i Kina. [12]

Ikke desto mindre hævder han konkluderende og med stor skråsikkerhed, at »den videnskabelige revolution efter en hvilken som helst videnskabelig målestok (var) aldeles (min fremhævelse, CS) eurocentrisk.«[13]

Niall Fergusons etnocentrisk drejede praleri virker her i 2014 underlig gammeldags, en tilbagevenden til et for længst overstået stadium i den videnskabelige forskning på feltet, men sikkert i overensstemmelse med udviklingen i vores nutid af nye fordomme, holdninger og opfattelser.

Hadet mod ’de andre’ og selvovervurderingen er igen slået igennem. Hvad det betyder, kender vi kun alt for godt fra Europas egen historie.

I kapitel 3 fremhæves ejendomsretten som den store fremaddrivende faktor i den vestlige civilisations udvikling.

Kapitlet indledes med en hyldest til John Locke. ’Frihed’ var for John Locke noget ganske særligt, og det vigtigste formål for samfundsdannelsen var for Locke bevarelsen af ejendom. [14]

Hvorledes Locke kunne forene denne højstemte frihedslyrik med sit samtidige forsvar for slaveri forbliver en gåde.

Ferguson nævner lige akkurat, at Locke forsvarede slaveriet, men finder åbenbart ikke dette spor problematisk.[15] Generelt synes Ferguson ikke at ænse, at John Locke i grunden slet ikke var demokrat.

Ferguson ligger i det hele taget under for tidens sammenblanding af ’demokrati’ og ’liberalisme’.

I størstedelen af sit historiske forløb har liberalismen faktisk været antidemokratisk.

Liberalismen, der teoretisk ynder at fremstille sig selv som én lang historisk succession af ædle noble tænkere, der filosoferede frem og tilbage om rettigheder og retfærdighed, gik i den faktiske historiske udvikling ind for slaveri, intendantursystem, kolonial undertrykkelse, bekæmpede arbejdernes rettigheder og den almindelig valgret. [16]

Mange liberalister gik i mellemkrigsårene også over til eller støttede fascismen.[17] Men det er ikke den historie, vi hører i disse dage.

Lyrikken topper i afsnittet om den amerikanske revolution, »den mest vellykkede revolution, der nogensinde har fundet sted i frihedens navn« og med en forfatning, som var »det mest imponerende stykke politisk institutionsarbejde i verdenshistorien«. [18]

Ferguson forbigår helt de sociale spændinger i processen, elementerne af sociale konflikter og undertrykkelse og den hvide overklasses succesrige manøvrer for at sikre sin position og sine privilegier i den nydannede, unge republik. [19]

Ferguson fremhæver dog forekomsten af slaveriet som et paradoks, men påpeger, at det var endnu værre i Sydamerika. Og ført og fremmest var ejendomsretten mere spredt i Nordamerika.[20]

I kapitel 4 behandles den moderne lægevidenskab »verdens mest bemærkelsesværdige dræber app«.[21] Lægevidenskaben forbedrede forholdene ikke blot i Vesten, men også i kolonierne. [22]

Det er imidlertid et meget mærkeligt kapitel 4. For pludselig indskydes i beretningen om lægevidenskabens udbredelse nogle polemiske afsnit om den franske revolution, om den preussiske militærteoretiker Clausewitz og Napoleon og om 1848 revolutionerne.[23]

Det mest opsigtsvækkende er imidlertid de afsluttende afsnit om den tyske kolonialismes folkemord i tysk Sydvestafrika før 1. Verdenskrig, om massedrabene i belgisk Congo samt racehygiejnens dystre filosofi og praksis.

Med ét toner der frem i Niall Fergusons ellers så glade, optimistiske fortælling et dystert tema og perspektiv.[24] Så måske er moderniteten slet ikke så problemløst ’civiliserende’ endda?

Kapitel 5 rummer en hyldest til den historiske forbrugsudvidelse og det moderne forbrugersamfund. Den af Ferguson fremhævede stigningen i materiel levestandard er ubestridelig og må kontrasteres til tidligere århundreders nød og elendighed.[25]

Men Ferguson ser kun den positive side. Der er ingen tvivl, intet kritisk forbehold.

Fortsatte store enklaver af fattigdom midt i den globale rigdom, voksende ulighed, social elendighed og udstødelse er åbenbart ikke et problem.[26]

Ej heller fremmedgørelsen, den altgennemtrængende kommercialisering, opløsningen af de sociale bånd og den fremadskridende åndelige ensformning og forarmelse. [27]

Han ser heller ikke her (men røber dog senere en vis bekymring) den stadigt skærpede modsætning mellem uhæmmet vækst og forbrug på den ene side og økologi og klima på den anden.[28]

Der er intet i dette kapitel om andre store problemer som forsyning med fødevarer og vand, byudvikling eller mulige demografiske katastrofer.

Til gengæld gør han meget ud af udviklingen i påklædningen! [29]

Endelig, i kapitel 6, behandler Ferguson den sidste af de af ham fremhævede ’killer apps’, nemlig arbejdet.

Nu ville det være vanskeligt for ham ligefrem at benægte, at der også har været arbejdet meget til andre tider og i andre civilisationer.

Hans diskussion antager straks karakter af stillingtagen til Max Webers kendte tese om sammenhængen mellem den protestantiske etik og en særlig arbejdsomhed, en tese som Ferguson stort set tilslutter sig, dog ikke uden forbehold. [30]

Men netop her er der i dag problemer: Europæerne, siger han, driver den af og går i øvrigt ikke i kirke. Religionen har mistet sit tag i befolkningerne.[31]

Amerikanerne arbejder nok og hengiver sig til megen religiøs retorik og en masse religiøse aktiviteter, men religionen er dog her blevet til underholdning. Kristendommen fremtræder i det moderne USA som en ’forbrugerkristendom’.[32]

I dag er den kapitalistisk foretagsomhed først og fremmest at finde i Kina. Et paradoks Ferguson så løser ved at hævde, at en voksende del af Kinas befolkning er ved at blive kristne!

Men heller ikke det er uproblematisk. Ferguson er tydeligt bekymret over konkurrencen fra det opstigende Kina, og omvendt reflekterer han under inddragelse af Gibbons klassiker om Romerrigets opstigen og fald over risikoen for et sammenbrud af den vestlige civilisation. [33]

Man kan nu til Fergusonss generelle fremstilling og analyse for det første anføre, at der af de af ham anførte institutionskomplekser ikke er ét, som ikke også er forekommet i andre dele af verden.

Det indrømmer han delvist selv, og det er også vel dokumenteret i den moderne forskning på feltet.[34]

Ferguson kan så selvfølgelig hæve, at der i Vesten forelå en helt særegen konstellation af alle disse faktorer på én gang. Det er, så vidt jeg kan se, også det han gør.

Men derved nærmer han sig også det tautologiske: ’Vestlig udvikling’, lykkedes bedst i Vesten. Når man definerer ’udvikling,’ som han gør, er det ikke så mærkeligt, at han når til den konklusion, at ’udviklingen’ lykkedes bedst i Vesten.

Det andet problem er det, at han simpelthen ikke giver nogen forklaring på, hvorledes dette vestlige kompleks egentlig er opstået. Det store ’hvorfor’ er ubesvaret.

Ej heller forklarer han nærmere de efterfølgende udviklingsforløb endsige varianterne her. Men sådanne forskellige forløb var der, også i Europa.[35]

Det oprindelige ’take off’ og de i øvrigt forskellige udviklingsforløb tilbagestår uforklarede. Denne grundbrist hænger sammen med hans vedvarende sammenblanding af beskrivelse og forklaring, årsager, forløb og konsekvenser. Store dele af det, han tror er en forklaring, er blot en beskrivelse.

Fergusons afmagt, når det gælder forklaring, hænger tydeligvis sammen med hans énsidige fokus på ideernes rolle og omvendt tilbagevendende nedprioritering af betydningen af interesser og magt i udviklingsforløbene.

Franskmændene valgte Rousseau frem for Locke, hvilket blev fatalt, den amerikanske revolution var stor, fordi den var inspireret af John Locke, 1848-revolutionerne var de intellektuelles værk, den russiske revolution var en fiks ide hos Lenin osv.[36]

I det hele taget er Fergusons fremstilling præget af betydelig hastværk og manglende dybde, som det jo nødvendigvis må være tilfældet, når man vil skrive historien om hele Vestens og verdens udvikling på blot 346 sider.

Han skøjter med flotte bemærkninger hen over enorme problemkomplekser, hvor der for hvert område og problemstilling foreligger omfattende forskning, hvor meningerne blandt forskere på feltet har været og er delte, og hvor diskussionen stadig foregår: ’Vestens’ oprindelse, de forskellige forløb i Vesten, forholdet mellem Vesten og udviklingen i den øvrige verden, udviklingsforløb andre steder i verden, den franske revolution, den industrielle revolution, den russiske revolution, fascismen, krisen i trediverne, 1. og 2. verdenskrig, den kolde krig.

Ingen af disse hver for sig omfattende problemkomplekser er reelt behandlede. Man spises tilbagevendende af med overflade og retorik i stedet for seriøs diskussion.

På oplagte steder undviger Ferguson en ellers oplagt stillingtagen til modstående opfattelser.

For eksempel bliver Theodore von Laues ganske komplekse teori om vestliggørelse og tilpasning/modstand lagt død i en enkelt sætning, hvor den reduceres til en primitiv imperialismeteori.[37]

Og Kenneth Pomeranz vel gennemforskede og velargumenterede bidrag til forskningen, et bidrag som udgør et vægtigt og dybtgående modstykke til Fergusons fortælling, affærdiges med en enkelt sætning. [38]

Diskussionen udebliver simpelthen. Og det gør den hele tiden.

Fergusons fremstilling fremstår som en stribe af statements. Han stiller brikkerne op og stiller sig i positur, men han spiller ikke spillet.

Indtrykket af hastværk og overfladiskhed forstærkes ved de mange friskfyragtige, ’smarte’ bemærkninger: Tolstoj »gav den som hellig mand«, Freud forsøgte med sine teorier at »friste europæerne ud af kirkerne og ind i pornografien« og opfordrede os i øvrigt til at »svælge i« civilisationens ubehag, Max Weber fandt den protestantiske etik »så beundringsværdig og »Marx selv var en frastødende person«.[39]

I stedet for en seriøs konfrontation og diskussion får man en TV-professors dumsmarte bemærkninger.

Man kan til sidst undre sig over selve det underliggende projekt: Sammenligningen af og ’dommen’ over udviklingen i ’Vesten’ og i ’Resten’.

Hvorledes skal man overhovedet kunne foretage sådan en ’afvejning’? Hvad er ’målestokken’?

Målestokken er for Ferguson tydeligvis det moderne amerikanske samfund og politiske system. Men igen savner man en selvkritisk distance. Ferguson er tilsyneladende helt ubekendt med den eksisterende kritik af også det amerikanske samfund.[40].

Mest slående er dog den sorgløse ubekymrethed om moderniteten: Det er rigtigt at ’udviklingen’ generelt i store dele af verden har hævet den materielle levestandard og frembragt den moderne lægevidenskab, men den har sandelig også været præget af fascisme, stalinisme, holocaust, tilbagevendende fremkomst af ulighed og fattigdom, en uendelighed af krige, en ny højrepopulisme og nye demografiske og økologiske dukkende op forude.

Både den moderne stats- og nationsbygning og dybere liggende lidenskaber har afstedkommet omfattende katastrofer.

Holocaust, siger den polske sociolog Zygmunt Baumann, var slet ikke som et billede på væggen, som vi kan kigge på og notere os som en begivenhed, der fandt sted en gang, men som nu heldigvis er overstået. Holocaust er mere som set spejl, som vi ser ind, et spejl, hvor vi ser os selv og et truende potentiel i hele den moderne udvikling.[41]

Og hvor Baumann eller Michael Mann har rettet blikket mod det truende potentiel i den moderne stats- og nationsbygning, der har andre forskere fremdraget risikoen for civilsationsbrud.[42]

Problemerne er langt større end Ferguson lader os forstå i sin jublende fortælling om Vestens udvikling.

Og så dog alligevel. Selv han synes at have sine tvivl.

Der spores en uro en bekymring der lejlighedsvis dukker op og gennembryder overfladefortællingens glade budskab: »Den vestlige civilisations farligste fjende var den selv«, indrømmer han pludselig et sted.[43]

Folkemordene i tysk Sydvestafrika før 1.verdenskrig og i Belgisk Congo samt efterfølgende raceforestillinger og dertil hørende praksisser vækker hans forfærdelse,[44] han er bekymret over konkurrencen mellem USA og Kina, han analogiserer til Gibbons beskrivelse af Romerrigets fald og han taler om »civilisationen som et komplekst sårbart system«.[45]

Men grundlæggende er hans store fortælling positiv, glad og idealiserende.

Neil Ferguson har lagt sig i slipstrømmen på en række værker, der er kommet gennem de senere årtier, værker som alle fortæller om Vestens succes og ret til at herske.[46]

Der er mellem alle disse forskere, Landes, Hall, Jones, Fukuyama, Pinker og Ferguson, nogle slående fælles træk: De fokuserer gennemgående på ideer, regler og institutioner og underspiller elementerne af magt og interesser. Specielt bliver Vestens udviklingshistorie idealiseret.

De abstraherer fra, eller nedvurderer, udviklingsforløb i andre dele af verden. De vil ikke vide af andre relationer mellem centrum og periferi end velgørende diffusionsrelationer. De artikulerer også alle en evolutionistisk grundopfattelse.

Det er næppe tilfældigt. De er amerikanere eller englændere, og deres bøger er blevet rost til skyerne af det amerikanske akademiske establishment, den amerikanske magtelite og de amerikanske medier.

De fortæller nemlig samstemmende, om end med noget forskellige vægtninger, den fortælling, man gerne vil høre, fortællingen om Vestens storhed og ret til dominans. Det er sejrherrernes historie

Curt Sørensen er professor emiritus ved Aarhus Universitet.

Niall Ferguson: Civilisation. Vesten og Resten, København: Cepos 2014 (eng. udg. 2011)